Denmark Open: Dansk herredouble i tre sæt

Loading

Sidste danske håb for en plads i finalerne ved Denmark Open var i herredouble, hvor Mathias Boe og Carsten Mogensen skulle op mod de nyligt sammensatte kinesere, Liu Cheng og Lu Kai. De to kinesere ligger henholdsvis nummer 4 og 8 på verdensranglisten i mixdouble, så man skal ikke lægge for meget i deres beskedne placering som nummer 112 i herredouble.

På vejen til semifinalen slog kineserne de regerende verdensmestre fra Indonesien ud, så det ville på ingen måde blive en nem dag på kontoret for Mathias og Carsten.

Dansk føring gav bagslag
Danskerne lagde bedst ud og var på intet tidspunkt bagud i første sæt, som var meget tæt. Mathias og Carsten var foran flere gange men blev indhentet af de stærkt spillende kinesere. Først ved 19-18 kom Liu Cheng og Lu Kai foran – men danskerne udlignede med det samme til 19-19.

Tæt netspil gav dansk sætbold – men det endte med sætsejr på 22-20 til Liu Cheng og Lu Kai.

Klasseredninger
Mathias og Carsten lagde hårdt ud i andet sæt og kom hurtigt foran 6-1. Det var tydeligt, at de ville vise, at afslutningen på første sæt var en smutter. Klasseredninger af kinesernes smash fik hele hallen til at juble, og den danske duo var ovenpå.

Selv om Liu Cheng og Lu Kai halede ind på Mathias og Carsten, havde danskerne kontrol over spillet. 7-5 blev hurtigt til 14-6, og danskerne sikrede sig sættet med overbevisende 21-11.

Tæt på comeback
Tredje sæt startede meget tæt, men kineserne fik hurtigt overtaget. De gik til ophold og sidebytte med en føring på 11-9, som de udbyggede til 16-9. Nu så det for alvor sort ud for Mathias og Carsten.

Danskerne formåede at hale pænt ind, men en fejlkendelse på Carstens serv slog dem lidt ud igen, og pludselig var Liu Cheng og Lu Kai blot få points fra finalepladsen.

Seks matchbolde til Kina ved 20-14. Mathias og Carsten overlevede den første, den anden, den tredje – men på den fjerde matchbold gik den ikke længere. Liu Cheng og Lu Kai vandt med 21-17 og er dermed klar til finalen ved Denmark Open i morgen.

Læs også

Dubai Super Series Finals: God start i andet sæt er ikke nok for Boe/Mogensen

Mathias Boe/Carsten Mogensen havde revanche til gode fra gruppespillet ved Dubai Super Series Finals, da …