“VINDERVILJE” • Ny bog fra Viktor Axelsen!

Den 1. november, på valgdagen, udkommer den nye bog “Vindervilje” af Viktor Axelsen i samarbejde med Nikolaj Albrechtsen. 

312 sider. 299,95 kr. 

I VINDERVILJE fortæller Viktor Axelsen åbent og ærligt om utraditionelle metoder, markante holdninger og opsigtvækkende valg.

Her er et kort uddrag, som jeg har fået tilladelse til at bringe dette uddrag…..TAK!

På Badmintonbladets Facebook kan du dele det opslaget og dermed være med i lodtrækningen om én af 3 bøger. Sidste dato for deling er søndag den 6. november. 

“Større pres end nogensinde 

De tre titler i træk gjorde mig til kæmpefavorit til verdensmesterskabet, der ventede senere samme sommer. Jeg rejste hjem til Danmark for at forberede mig til VM i Japan sammen med resten af landsholdet. Vi havde en hård og opslidende periode frem mod afrejsen til Tokyo i midten af august 2022. Landstrænerteamet havde nøje planlagt alle uger, og det var opbygget sådan, at vi i den næstsidste uge inden afrejse skulle have de sidste, ekstremt krævende træningspas. Derefter skulle vi bruge den sidste træningsuge på at komme os fysisk og gøre os helt klar til VM, så vi spillere ikke rejste til Tokyo komplet drænet. 

Da det blev fredag med halvanden uge til afrejse, vidste jeg derfor, at jeg var på vej til Brøndby for at få min sidste virkelig hårde træning. Det er sessioner med rigtig mange slag i træk, hvor jeg bliver styret rundt af en eller flere oplæggere. Det foregår i et opskruet tempo og varer længe. Når jeg træner på grænsen af min fysiske formåen, er mine bevægelser ikke så smooth, som hvis jeg har fysisk overskud. Sådan var det også den fredag. Og det gik galt. I et hurtigt ryk på banen mærkede jeg en lille smerte i min ryg. Jeg trænede videre, og jeg var så træt, at jeg ikke spekulerede mere over det. Det var nok bare muskelømhed, sagde jeg til mig selv. 

Da jeg næste dag kørte til mit hotel i det centrale København, kom regningen. Da jeg steg ud af min bil og skulle gå indenfor i lobbyen, fik jeg sindssygt ondt i ryggen. Det blev værre, som timerne gik. Jeg blev stiv i ryggen. Om mandagen gennemførte jeg den planlagte træning, men det var med en krop, der ikke havde det godt. Jeg indså, jeg var nødt til at droppe mine planlagte forberedelser. Skaden sad dels i ryggen og dels i ballen, lige i den øverste del, hvor ballen hæfter på ryggen. Jeg fik behandling og lavede kun stillestående træning i den sidste uge før VM. Jeg tog smertestillende piller for at slå inflammationen ned og endte med at misse næsten én uges træning. Jeg håbede på hurtig bedring, da jeg fløj ud til Japan, men skaden var der stadig, da jeg havde mine sidste forberedelsesdage i Tokyo inden VM-start. Samtidig fornemmede jeg også en anden faktor, der blev større dag for dag. Presset. Det var vildere, end jeg nogensinde havde prøvet det før. Denne gang føltes forventningerne gigantiske fra omgivelserne. Jeg mærkede det, når jeg talte med min familie, med mine venner om mine muligheder. Og presset blev især tydeligt, når jeg talte med journalister og læste forudsigelser på sociale medier. Jeg kunne nærmest kun skuffe. Det påvirkede mig. 

Jeg ringede til B.S. Christiansen fra mit hotelværelse for at forklare ham min situation. Vi talte om, at jeg skulle fokusere på det, jeg selv kunne gøre. Vi vendte, hvor svært det egentlig var, det, jeg havde gang i. At skulle vinde VM, vinde seks kampe og bare blive ved med at være ubesejret i mere end 30 kampe i træk siden mit seneste nederlag knap et halvt år tidligere. Jeg måtte prøve at parkere det ydre pres, for det ville hæmme mig, hvis jeg blev ved med at tænke over det. Men det kan være svært at lukke sådan nogle tanker helt ude, så vi aftalte, at jeg skulle finde glæde ved situationen: at jeg aldrig havde prøvet at møde op til et VM og være favorit. Det kom ikke ud af det blå, det var jo mit niveau, der havde bragt mig hertil. 

Og da vi havde talt om det ydre pres, vendte vi alle de små komponenter, som vi plejede. Alle de enheder, der skulle til, for at jeg var klar til kamp: Jeg skulle have de samme rutiner, som da jeg vandt OL, og som til alle andre turneringer. Det kan lyde banalt, men det var vigtigt for mig at blive bekræftet i, at dette VM ikke var anderledes end alle mulige andre store turneringer, selvom jeg gik ind til turneringen som kæmpefavorit i manges øjne. Modstanderne var de samme som resten af året, og forholdene i hallen var ikke svære. Det hjalp mig rigtig meget at få sat ord på det enorme pres, jeg mærkede. Det var med til at få sænket mine skuldre en smule, da vi endelig kom i gang med VM. Skaden forstyrrede mig dog i mine tre første kampe, og det gjorde mig en smule stresset. Jeg var nødt til at spise smertestillende hele ugen, men smerterne gik ud over min bevægelsesfrihed på banen. I min tredje kamp mod thailænderen Sitthikom Thammasin havde jeg rigtig ondt i ryggen og ballen og tænkte: ”Åh nej, hvordan kommer det til at gå?”

Undervejs i kampen talte jeg med min træner Thomas Stavngaard om, at det gik for langsomt, at det var min modstander, der havde styrken til at lave temposkiftet. Det var en uvant situation. Jeg formåede heldigvis, uden at spille prangende, at slide mig igennem kampen. 

Vendepunktet kom dagen efter, da jeg varmede op før min kvartfinalekamp mod indonesiske Anthony Ginting. Straks mærkede jeg, at jeg havde det bedre fysisk, og derfor tænkte jeg ikke længere på ubehaget, når jeg trådte frem på mit højre ben eller satte af på gulvet og sprang op til boldene. Da kampen gik i gang, vidste jeg, at jeg ikke længere skulle ændre en masse taktisk for at tilpasse mit spil til kroppens begrænsninger. Jeg satte et insisterende, højt tempo, som Ginting ikke kunne følge med i. Oplevelsen gav mig et boost af selvtillid, da jeg skulle i gang med anden halvdel af turneringen. Mit niveau var tilbage, og jeg spillede jeg mig rimelig klart i endnu en VM-finale efter en sejr i to sæt i min semifinale. 

I finalen skulle jeg møde turneringens overraskelse, en ungdomsverdensmester fra Thailand. Kunlavut Vitidsarn er en fed spillertype, der ikke var bange for at udfordre mig fysisk. Han prøvede i første sæt, men jeg havde simpelthen dels en ro og dels et fysisk overskud, der gjorde det næsten umuligt for ham at score point på mig. 21-5. Andet sæt begyndte mere kompliceret. Vitidsarn gav ikke bare sådan op. Han sled og sled, og jeg fik sværere ved at vinde duellerne. 

Da vi var midtvejs i andet sæt, gik vi begge ud til vores tasker og vandflasker for at holde en kort pause og tale med vores trænere. Vitidsarn havde vendt kampen lidt på hovedet, han førte 11-10. Thomas Stavngaard kom ind til mig. Hvad skulle planen nu være? 

Vi blev enige om, at jeg skulle skrue tempoet i vejret – se, hvordan Vitidsarn ville reagere. Det gav med det samme resultat. Han stod ikke distancen i de lange dueller, og der sneg sig tidligere fejl ind, som sættet skred frem. Jeg overtog fuldstændig. Det gjorde mig stolt, da jeg senere tænkte tilbage på den sekvens: at jeg i et lige sæt med ekstremt meget på spil kunne udføre den plan og forcere tempoet i duellerne, når det krævedes. Jeg bragte mig hurtigt på 20-12, og på trods af at Vitidsarn afveg fire matchbolde, så kunne det ikke ændre på det uundgåelige, når jeg havde så stor en føring. 

Jeg blev verdensmester igen. Jeg strakte armene i vejret og lagde mig udmattet og lykkelig på den grønne bane. 

Hurtigt strømmede også en anden følelse igennem mig. En følelse, der hverken var der, da jeg vandt VM første gang eller OL. Jeg var lettet. Jeg vidste jo, at der ikke var nogen danske herresinglespillere, der var blevet verdensmester to gange. Jeg vidste, det var en historisk præstation. Og jeg vidste, at alle forventede det af mig. 

Derfor var jeg ikke ekstatisk efter kampen som ved mit første verdensmesterskab, men fyldt med lige dele stolthed og lettelse. Jeg hilste på tilskuerne, gik hen til podiet og stillede mig op, da mit navn blev råbt. Jeg skuede ud over hallen og tog mig selv i at tænke: ”Husk nu lige, du er verdensmester. Det må ikke være lettelsen, der tager over. Glæd dig. Du har lige vundet VM.” Jeg er stolt af, at jeg betingelserne taget i betragtning vandt VM-guld, og det markerede også afslutningen på et helt utroligt år for mig. Da jeg hvilede ud i Tokyo med min guldmedalje, var det et år efter, jeg havde vundet OL-guld, var flyttet fra Danmark og havde startet mit eget akademi i Dubai. Jeg ved, at det var et stort sats. Men jeg synes, resultaterne og mit spil taler for sig selv. 

Det har været et ufatteligt godt år, alene titlerne det år overgik alt, hvad jeg drømte om som dreng. Havde du sagt til 18-årige Viktor, at jeg ville have vundet alt det som 28-årig, så havde jeg ikke troet på det. Det er ikke helt til at begribe de resultater, når jeg samtidig føler, der er meget mere tilbage i tanken. Det har en selvforstærkende effekt. Det giver mig en frygtløshed til de næste udfordringer, der venter. Derfor var det den rigtige beslutning at tage til Dubai. Jeg har mødt en masse danskere, der har rost mit mod. De har sagt, at det var inspirerende, at jeg turde træffe den beslutning, og at de glæder sig til at følge mig. Det gør mig glad, og jeg er samtidig tryg, fordi jeg ved, min familie og jeg er afklaret med de næste år: Jeg skal fortsat jagte mit fulde potentiale. Det fornemmede jeg på min rastløse krop, da jeg sad på hotelværelset i Tokyo nogle dage efter VM. Guldmedaljen ændrede ingenting, min lyst til at vende tilbage til træningsbanen var der. Kun min ømme ryg holdt mig fra at pakke tasken. 

Den indstilling, ambition og vindervilje holder mig i nuet, så jeg efter karrieren forhåbentligt ærligt kan sige til mig selv: 

”Ja, Viktor. Du gjorde alt, hvad du kunne, for at blive så god en spiller, som du overhovedet kunne.” Og jeg føler, at jeg er på rette spor. 

Jeg er langtfra færdig. 

Jeg er stadig på vej.”


Fotos af Viktor Axelsen på banen er taget af Peter Brøgger og bragt med tilladelse.

Fotos af Frank Hvam i medie lokalet i samtale med VA er taget af undertegnede.

Alle fotos taget under Thomas og Uber Cup i Aarhus, oktober 2022.

Badmintonbladet • Per Damkjær Juhl

Læs også

Livet i hallen….

På middagsbesøg i AB. Den gamle hal fra 1935. Klassisk rundbue med grønne baner og …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.