En badminton familie

Ovenpå på nogle uger hvor den gamle mand fik luftet sine kritiske tanker og Danmark fredag aften vandt over Korea ved UVM, er det igen tid til at lade den sentimentale historiefortæller tage over.

En badminton familie
I min barndom havde min far havde i perioder flere jobs. Vi var en familie, der næsten alle spillede badminton. Det betød udgifter til kontingent, udstyr, stævner osv. Min mor spillede mest eller udelukkende til ungdomsafdelingens juleturnering. Far havde en time i hallen, var ungdomstræner og i årevis chauffør. Mine søskende Pia (i dag Damkjær Kruse) og Helle og jeg spillede flere gange om ugen og næsten hver weekend. Pia kom ret sent i gang som 11-12 årig, men fik det ret hurtigt indhentet, Helle lidt tidligere og jeg som 6-7 årig. Jeg trænede to gange om ugen.
Trænerne var enten autodidakte og/eller havde meget lidt viden om teknik, taktik og benarbejde. Men alle havde de engagement og gjorde det frivilligt. Vi børn tilbragte så meget tid i hallen, at vi på sær og forunderlig vis mere eller mindre lærte os selv at spille ved at aflære kunsten af alle andre, der kom i hallen. Vi legede det ind. Spillede netkampe. Spillede i de få minutter en bane var ledig i skiftet mellem to udlejninger. Eller spurgte nogle af banelejerne om de havde lyst til en double mod et par teenagedrenge. Mest kiggede vi på oppe fra cafeteriet på første sal med udsigt over de fire grønne baner i den lille jordhule, som københavnerne kaldte den.

Pia, Helle og Per ca. 1972-1973. Privat foto.
Pia, Helle og Per ca. 1972-1973. Privat foto.

Kolding Badminton Klubs gamle hal fra 1937 var mit andet hjem. Halvbestyrerparret Otto og Oda var især mine søstres reserve forældre. Jeg husker mest min teenager tid, hvor jeg næsten var i hallen hver dag, nogle gange flere gange på samme dag, når jeg af og til cyklede til hallen om aftenen for at se seniortræningen.

Sådan gik mine teenageår. I vores egen hal og i hallerne i Danmark. I min årgang stillede vi med 4 piger og 6 drenge i ungdomsholdturneringen. Der var de seriøse stævner under DBF (Dansk Badminton Forbund) og så var der DGIs mere “hyggede” amts- og landsmesterskaber, som dengang blev afholdt i Vingsted og Fredericia. Jeg spillede dengang ofte mod spillere fra Egtved, der dengang havde mange gode spillere, heriblandt Lars Uhre, nuværende landstræner, som jeg mødte et par gange i double.

Mange år senere blev jeg ungdomstræner for det samme træningshold, hvor jeg selv fik min opdragelse. En lille gut på holdet gik til den. Han var altid parat til at spille, hvilket vi så gjorde. Han gav aldrig op, havde altid et smil på ansigtet og munden stod aldrig stille. Jacob Høi er i dag landstræner i England.

Det er ikke for at namedroppe. Pointen er at Danmark er et lille land, hvor de fleste med engagement og interessere i badminton kender hinanden.

Stadig i dag flyder badminton i familierne. Der er mange unge på banerne i dag, der bærer efternavne, der vækker genklang. Æblet falder ofte ikke langt fra stammen. Talent og ikke mindst flid nedarves ofte.

Børn er blevet slæbt med i hallen fra de var ganske små. Af flere årsager. Mine tre også. Endda med til Frankrig i utallige weekender. Men ingen af mine har vist særlig interesse i badminton, selvom jeg har gjort alt for at gøde jorden, og ingen af dem spiller i dag. Jeg ville ellers have elsket at sidde i en badmintonhal og se dem træne og spille stævner. Jeg bilder mig ind, at jeg ville være en tilbageholdende far, der ville forsøge at være objektiv og afdæmpet. Men når jeg tænker på, hvor meget mit hjerte banker og hvor urolig jeg er ved seniorholdkampene og især under mine holdkammeraters kampe, kan det være sagtens tænkes at være ren indbildning.

Og så tilbage til den skeptiske, gamle mand for en sidste gang. Mit kritiske indlæg fra fornylig var et udtryk for bekymring på badmintonsportens vegne. Men samtidig et udtryk for engagement og en stor glæde ved badminton. Jeg har fået så meget gennem badminton. En glæde, en opdragelse og dannelse, utallige oplevelser og masser af livserfaring, som jeg ønsker yngre generationer også skal opleve og modtage.

Jeg har oplevet og kendt mange ildsjæle og mere almindelige frivillige. Uden dem går det ikke. I dem brænder den samme ild. Husk at sige tak til dem. Det er deres løn.

Af Per Damkjær Juhl

Læs også

Per Damkjær Juhl: Ud af gentagelserne kommer variationen

”Vi ved også, eller burde vide det, at var det ikke for utallige menneskers indsats, …

En kommentar

  1. Per Damkjær Juhl … Godt skrevet. Dog træt af at du ikk namedropper mig 😂