Tilbage ved udgangspunktet…..på en måde.

“hjemme”

Onsdag aften var jeg tilbage i min barndomsklub. På de grønne baner. Ikke i den oprindelige “jordhule” (som jeg kan huske nogle københavnere, eller bare sjællændere kaldte den tilbage i 80’erne) fra 1937 med de fire grønne baner på Østerbrogade. Men i Ketcher Centeret udenfor bymidten. Nær motorvejstilkørslen.

Kolding Badminton Klub. 
Det var i den klub, jeg begyndte at spille i starten af 70’erne. Som 7-8 årig. Som nr 3 efter begge storesøstre, Pia og Helle. Dengang badminton virkelig oplevede medlemsvækst. Eller måske bare var én af ganske få sportsgrene, man kunne gå til. Et af de få tilbud. Dengang verden så noget anderledes ud.

Vi havde få tv kanaler, ofte på sort/hvid billedrørs-tv. Kun anti-mobil telefon med ledning og drejeskive. Græsplænerne blev brugt til fodbold, rundbold og 1-2-3 krone, med vennerne. Hver dag. Eller vi mødtes i hallen, i mit tilfælde badmintonhallen kun 5 minutter på cykel fra mit barndomshjem. Og i hallen opholdt vi os. Vi kom der ikke kun til træning. Vi kom tidligt og blev længe efter. Vi kom også på dage, hvor der ingen træning var og hvor vi håbede på en ledig bane, hvor vi selv kunne bestemme reglerne og bare bruge masser af tid på leg, umiddelbar unyttig leg med en meget brugt bold. Sådan lærte vi at spille. Lidt træning, med træner med kendskab til teknik – hvis man var heldig. Meget leg på egen hånd. Indefrastyret.

Først som 29 årig, efter at være skiftet til Viby Badminton Klub, hørte jeg Kent Madsen tale om forspændingshop under en deltagelse på ungdomstræningen. Jeg kendte simpelthen ikke begrebet. Men havde alligevel lært det ad “tilfældighedernes” vej. Ved at kopiere de ældre, aflæse og afkode uden at være synderligt bevidst om det.

Den lille hal blev også mit hjem, lige som den også var det for mange andre børn og unge i klubben – et reserve hjem, vores foretrukne opholdssted. Vi hang ud i cafeteriet hos bestyrerparret. Halvvejs under opsyn og opdraget af parret.

Jeg farver nok minderne i et lidt for rosenrødt skær. Minder er i det hele taget noget, man ikke helt kan stole på.

Dengang

Men verden var anderledes dengang. Bedre? Tjah….. Lidt fattigere økonomisk. Ikke så materialistisk. Lidt amatøragtig. Ikke så målrettet. Lidt mere langsom. Ikke så effektivitetsfokuseret. Lidt simpel og enkel. Ikke så rig på aktivitetstilbud og muligheder.

Jeg havde 2 ketchere. Nogle gange. Men nummer to var slet ikke værd at tale om. Med masser af knuder (op til 20-25 stk) i opstrengningen. Som vi vel at mærke selv reparerede med hjemmelavede syle og gamle strenge fra tidligere opstrengninger. Bomulds t-shirts. Flade sko uden ret meget eller nærmest ingen stødabsorbering. Strømper, som farmand lappede med nål og tråd. Intet navn på ryggen. Ingen kompressionsstrømper (som alligevel ingen virkning har). Slet ingen kinesiotape (som heller ikke har nogen virkning – https://rationalhealth.org/2019/03/12/the-last-blog-on-kinesiotape-you-will-ever-need-to-read/)

Det var en anden tid. Det føles som meget længe siden. Ved nærmere eftertanke…..det er det også!

Nå, men onsdag aften var jeg så tilbage på de grønne baner i den for mig nye hal til veteran træning. Nok mere bare spil. Mit sidste spil samme sted var den 29. december 2016 – https://badmintonbladet.dk/per-damkjaer-juhl-i-julen-tager-man-hjem/

Der var velkendte ansigter fra damals. Erling Schultz. Peter “And” og Laursen. Bente Robstad. Ægteparret Marianne og Carsten. Og “nye”, eller nogen som er kommet til i årene siden min afsked i 1994. Farmand så med fra bænken. Vi “nøjedes” med 3 runder double og fælles bad. Det var lige sådan, jeg havde håbet det skulle blive. Et dejligt gensyn og møde over det skønne spil med de knap 5 gram. Med det som omdrejningspunkt overskred vi nemt 24 års adskillelse, de mulige barrierer og ukendskabet til hinandens liv i det mellemliggende tidsrum. Vi havde jo badminton at være fælles om. Kærligheden til spillet. Og ikke mindst minderne fra dengang, vi sammen var unge, uden børn, relativ frie og ubekymrede, for nogles vedkommende også lidt lettere og “stramme”.

Forøvrigt. At komme på besøg fra en lille by i det sydsjællandske, til Kolding, til trekantsområdet og den nye “millionby”, til en “metropol”, er som at komme fra en let sovende tilstand til et pulserende liv. Der er så meget bevægelse i Kolding. Så mange uddannelsesinstitutioner, så mange unge, så meget liv, så mange cafeer, restauranter, virksomheder, så mange penge. Det lægger man mærke til, når man kommer fra det såkaldte udkant.

Per Damkjær Juhl
….engang KBK´er, nu mest VBK´er!

En kommentar

  1. Per Hindkjær

    Jeg vil gerne være med næste gang 🙂 Men helst hvis vi bare for en enkelt dag kan genopbygge den gamle hal.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.