Et fantastisk gensyn – og så alligevel skuffende • AE2024 • Status af Marttin Stuart

Min ældste datter og jeg vendte i år tilbage til arenaen i Birmingham efter 5 års fravær for igen at være en del af publikum til All England. 

Vi havde 5 rigtig fede dage i det engelske men sidder alligevel tilbage med en vis frustration og ærgrelse over en række forhold som i vores optik trækker ned.

Lad os starte med alt det positive:

• Stemningen til All England er fantastisk. Alle nationer har fans i hallen – der bliver råbt, sunget, hujet og heppet på alverdens sprog. Uanset om spilleren er fra Danmark, Taiwan, Indien, Kina, Frankrig eller noget helt sjette.

• De grå baner var fede. De giver en ro for øjnene – hvordan de virker på TV ved jeg ikke. Men i hallen føltes det som en forbedring.

• Jakob Syndberg – den eneste dommer med masser af overskud, smil og en unik evne til at dæmpe gemytterne. Han smiler men ingen er i tvivl om, hvem der bestemmer og når man træder ind i hallen er man ALDRIG i tvivl, hvis Hr. Syndberg er dommer. Hans stemme går klart og tydeligt igennem.

• Oplevelsen af at sidde ved sidde af andre passionerede fans fra alverdens lande, tale og drøfte badminton og udveksle erfaringer. Vi mødte aktive spillere i alderen fra 15 til 73. Det evar fantastisk og er med til at skabe sammenhold på tværs af alder og nationalitet.

• Vi fik genbesøgt en række små spisesteder som vi var meget glade for sidste gang – de havde overlevet kriserne og var stadig et besøg værd.

• Fremragende badminton – til tider. 

• En verdensklasse finale i mixdouble mellem de to bedste par. 

• Spillere, der ofte tog sig tid til at skrive autografer og tage billeder med fans.

• Muligheden for at møde spillerne på vej til og fra hallen – sådan helt tilfældigt mens man selv er på cafe for at få et måltid mad, der bedre end det de serverer i hallen (se nedenfor).

Men det som trækker den anden vej er:

• Den uendelige række af små tidsudtrækkende tiltag som et utal af spillere efterhånden anvender fordi stigedommeren IKKE griber ind i tide. Det er en pestilens som tilskuer og ødelægger oplevelse. 

• Stigedommere, der ikke griber ind overfor spillernes nøl.

• Trænere der ikke respekterer, at coachingen skal stoppe 20 sekunder før spillerne skal være tilbage på banen.

• Skaderne. Bliver spillerne kørt for hårdt når både Aimsaard-søstrene, Shi Yu Qi, Yamaguchi må trække sig i afgørende kampe – sågar finalen for Yamaguchi’s vedkommende. Læg dertil at An Se Young i kampen mod Yamaguchi i lange perioder lignede en, der slet ikke burde have spillet.

• Brok over dommerkendelserne. Ja, denne gang gik det ud over Anders og Viktor men den menneskelige faktor er en del af charmen ved idræt. Også på eliteplan. Og nej – VAR har ikke fjernet fejdomme i fodbold, tværtimod. Jeg har set NFL i årevis og de får heller ikke alle kendelserne rigtige på trods utallige kameraer og videoreviews. 

• Et usædvanligt sølle udvalg af mad og drikke i arenaen. Vi kan ikke klare os med dårlige fish & chips, donuts, slik og sodavand. Er det virkelig det man vil byde gæsterne til denne traditionsrige turnering.

• Det totale fravær af muligheden for at møde tidligere mestre. For 5 år siden var der masser af sessioner med nuværende og tidligere topspiller f.eks. var Christinna og Kamilla på besøg dengang. Det var skuffende.

• De danske resultater – ingen nævnt, ingen glemt.

Så det var på mange måder en badmintonoplevelse med godt og skidt, men også med en følelse af at det kunne have været meget bedre. 

At vi kunne have promoveret denne vidunderlige sport langt bedre end tilfældet var – at tilskueroplevelsen kunne have været endnu bedre – at det fortsat virker som om de øverste ledelseslag i sporten er mindre professionelle end udøverne:

Det må og skal gøres bedre fremover.

Mange badmintonhilsner

Tekst: Marttin Stuart Nielsen
Foto: Nikoline Danehøj