Grand Prix Aarhus AB: Så er sæsonen skudt i gang!

Loading

Efter en spændende weekend med en masse god badminton er den sidste bold blevet spillet ved AB Grand Prix, og sæsonen for alvor skudt i gang forud for holdkampene i den kommende uge. Turneringen har været godt besat af en masse unge talenter og etablerede seniorspillere.

Rasmus Messerschmidt (th.) vandt herresingle-rækken ved AB Aarhus Grand Prix. Foto @AB Aarhus. Herresingle
Finalen i herresingle stod imellem Søren Toft Hansen fra Odense OBK og Rasmus Messerschmidt fra Værløse. Søren havde på sin vej til finalen spillet en flot turnering, og tog blandt en rigtig god sejr imod den topseedede Thomas Cup-vinder Emil Holst i semifinalen. Messerschmidt havde skulle løbe rigtig langt for at nå finalen, hvor især kvartfinalen mod Højbjergs Kasper Dinesen må siges at have været en marathonkamp som tog over halvanden time. I finalen viste Messerschimdt dog ingen tegn på træthed og buldrede derud af fra start til slut, uden Søren Toft kunne finde et modsvar på Værløse-spillerens høje tempo. Flot sæsonstart for begge spillere som helt sikkert har tanket en masse selvtillid inden ugens ligakampe.

Damesingle
Finalen i damesingle stod imellem to af de største talenter i dansk damesingle. Både Anna Thea Madsen fra Værløse og Mette Poulsen fra Team Skælskør-Slagelse havde været suveræne hele turneringen igennem og vundet alle deres kampe i to sæt. Derfor var der lagt op til en spændende kamp, som også måtte ud i tredje sæt for at finde en vinder. Her viste Anna Thea Madsen sig som den stærkeste, og dermed indledte hun sæsonen på den bedst tænkelige måde med en flot turneringssejr i Aarhus.

Herredouble
Finalen i Herredouble var imellem to helt nye par Emil Holst fra Skovshoved som normalt kun spiller single dannede par med Aarhus AB´s Kasper Antonsen, og de skulle op imod Rasmus Fladberg fra Solrød Strand og Frederik Colberg fra Gentofte. Begge par havde leveret god herredouble turneringen igennem, og finalen skuffede heller ikke med en spændende og flot kamp som faldt ud til Rasmus Fladberg og Frederik Colbergs fordel. En fantastisk start på makkerskabet for det nye par, som får tanket en god portion selvtillid inden de skal en tur til Belgien og spille i næste uge.

Damedouble
Finalen i Damedouble stod imellem de topseedede Maiken Fruergaard Sørensen og Sara Thygesen fra Odense, og de unge talentfulde Ditte Søby Hansen fra Greve og Julie Dawall Jakobsen fra Værløse. Første sæt blev en tæt affære som bølgede frem og tilbage, inden Maiken og Sara fik lukket sættet til 22-20. Herefter sad de på resten af kampen og med 21-11 i andet sæt, vandt Maiken Fruergaard og Sara Thygesen årets første Grand Prix-turnering.

Imponerende sejr til Alexandra Bøje og Mathias Bay-Smidt i mixeddouble ved AB’s Grand Prix. Foto @Højbjerg Badmintonklub Mixdouble
Mixed-finalen stod imellem det topseedede par Søren Gravholt, Værløse og Maiken Fruergaard, Odense, som skulle op imod Mathias Bay Smidt og Alexandra Bøje fra Højbjerg. Højbjerg-parret satte sig dog på kampen fra start til slut, og med flot spil vandt de kampen så sikkert som 21/16 21/13. En flot præstation og en perfekt åbning på sæsonen for det unge-Højbjerg par, som vi med garanti kommer til at se meget mere til.

Resultater Aarhus AB Grand Prix

Læs også

VM • 22.-28. august 2022 • Tokyo • TV2 Sport

TV2 Sport er med alle dage fra VM i Tokyo! Se lige nogle af sendetiderne… …