Indonesisk stjerne-mixeddouble skilt ad

De tidligere verdensmestre i mixeddouble, Liliyana Natsir og Tontowi Ahmad, har været et af Indonesiens bedste kort i internationale turneringer i de seneste år.

Hårdt år
Parret, der aktuelt er nummer 3 på verdensranglisten, har vist vigende formkurve det seneste års tid. Derfor har det indonesiske badmintonforbund truffet den beslutning at skille Natsir og Ahmad ad. Den første turnering, de spillede hver for sig, var Superseries-turneringen Hong Kong Open i sidste uge.

– Det er tid til at give dem nye partnere, så de kan forny sig selv. Vi erkender, at Tontowi og Liliyana har haft det vanskeligt i dette års turneringer, fortalte Ricky Subagdja, ansvarlig for den indonesiske landsholdstræning, til Jakarta Globe.

Ny energi
I Hong Kong spillede Tontowi Ahmad sammen med Debby Susanto, mens Liliyana Natsir fik Susantos normale makker, Praveen Jordan, ved  sin side.

– De har ikke fået opsat nogle specifikke mål. Vi håber, at de vil være friske og mere fokuserede, når de bliver sat sammen igen.

Investering i fremtiden
Det er Ricky Subagdjas forventning, at mixeddouble-eksperimentet vil kunne hjælpe den indonesiske trup, når de får erfaring med at spille med hinanden.

– Til næste år skal vi spille Sudirman Cup (VM for hold, red.), og vi ved aldrig, hvad der vil ske i fremtiden. Måske bliver nogen skadet, og hvis det sker, kan vi nemt skifte parrene rundt, da de allerede har erfaring med at spille med hinanden.

Kilde: Jakarta Globe

Læs også

To nederlag til det danske UVM-hold på andendagen

Det danske landshold til UVM spillede i dag mod Kina og Taiwan, og det blev …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.