I opgøret mellem Solrød og Greve i Badmintonligaens niende og sidste runde, var det forventet at det blev en tæt kamp. Det var også først i de sidste kampe at afgørelsen faldt mellem de to lokalrivaler.
Kampen blev spillet i en flot kulisse hvor der ud over de mange hjemmefans også var plads til udeholdets.
– Der var en rigtig god stemning i hallen, hvor der var mange tilskuere fra begge hold, så det var rigtig godt, fortæller Rikke Søby Hansen.
Opgøret startede også med 1-1 efter de første to kampe. I damedouble var Rikke Søby Hansen og Kamilla Rytter Juhl sikre, og vandt i tre sæt over Lena Grebak og Maria Helsbøl. 1-0 føringen holdte dog ikke længe, da Emil Holst i tre sæt slog Joachim Persson.
– Vi spiller rigtig godt sammen, og i dag rammer vi bare noget rigtig godt spil, fortæller Rikke om den sikre sejr i damedouble.
Derefter fulgte anden herresingle og herredouble, og her blev det også med en sejr til hver. Greve tog for anden gang førringen da Ka Long Angus Ng vandt i fire sæt over Jacob Nilsson. Men ligesom ved 1-0 holdte føringen kort da herredoublen med Theis Christiansen og Steve Olesen gjorde det til 2-2 efter fire sæt.
Greve tog også føringen til 3-2 da Christinna Pedersen og Mikkel Delbo sikkert slog Amanda Madsen og Theodor Johansen i tre sæt.
I sjette kamp var det så op til Mia Blichfeldt og Michelle Li, at afgøre om kampen skulle i Golden Set eller om Greve skulle løbe med alle tre point. Her endte det med en sikker sejr i tre sæt til Michelle Li, som dermed gav Greve tre point og en plads i top fire.
Med de andre resultater tager Greve fjerdepladsen, og ender dermed med at vælge sidst i forhold til en kvartfinalemodstander, men det er ikke noget der bekymre Rikke.
– Har ikke tænkt så meget over hvem vi eventuelt skal møde, men vi skal vinde over dem alle lige meget hvad, slutter Rikke af.