Modstanderne Sarah Thomas/Richard Vaughan fik et ben til jorden mod danskerne

Katastrofalt stort medlemsfrafald i badminton

fjerboldDet ser sløjt ud for udviklingen i badmintonsportens medlemstal i Danmark. De seneste mange år har den traditionsrige sport mistet medlemmer i stort tal, og det fosser stadig ud af badmintonklubberne.

Frit fald
Forskningsansvarlig analytiker hos DIF, Kasper Lund Kirkegaard, har tidligere påvist, at fra 2001 til 2012 mistede badmintonklubberne under Badminton Danmark knap 30% af medlemmerne. Det var et fald fra 128.000 til ca. 90.000 medlemmer; der svarer til et årligt fald på 2,9%. Som om det ikke var slemt nok, så viser DIFs medlemsopgørelse, at medlemstabet fra 2013 til 2014 var på hele 5%, svarende til at mere end 4.500 badmintonspillere forlod klubberne. Læg hertil, at også DGI-klubberne mister mange badmintonmedlemmer, så det samlede tal var over 9.000 færre foreningsudøvere af badminton.

Badminton klarede sig dårligst
DIFs tal viser,at også andre traditionelle sportsgrene har vanskeligheder, men i det seneste års tid har badminton blødt mest af alle. Med tallenes ubarmhjertigt klare sprog, er det nemt at skue bagud og undre sig over, hvorfor der ikke er blevet taget hånd om problemstillingen tidligere. Situationen er ikke opstået over natten.

Stands ulykken
Første regel i førstehjælp er: Stands ulykken. Det er der i høj grad brug for, og et af de værktøjer der skal hjælpe både DGI Badminton og Badminton Danmark er et nyt, fælles udviklingscenter i Vingsted, der skal komme med forslag til nye aktiviteter, og “…hvor alt sættes ind på at bremse medlemsfaldet.”

Hjælpen er nær
Redningskransen bliver kastet af et partnerskab mellem DIF og DGI. Visionsarbejde hedder “25-50-75”, hvor det overordnede mål er, at der i 2025 er 75 % idrætsaktive danskere, heraf 50 % i klubber/foreninger. Badminton er blandt de fem første idrætsgrene, der får tilført ressourcer. Over de næste 3 år er der afsat 100 mio kroner til arbejdet med “25-50-75”.

Samarbejde
I en julehilsen fra formændene for henholdsvis DGI Badminton (v/Preben Buchholtz) og Badminton Danmark (v/René Toft) blev der lagt følgende frem:

“Vi har mellem Badminton Danmark og DGI Badminton aftalt, at vi i indeværende sæson via en række arbejdsgrupper får set på et endnu tættere samarbejde på kort sigt – med virkning for indeværende sæson og i særdeleshed sæson 2015/16. 

Vi vil bl.a. fokusere på øget sæsonkoordinering, ungdomsklassifikation, holdturnering, Badmintonsportens dag, 60 + og fælles træneruddannelse. Men på alle områder, hvor det giver mening at samarbejde, vil vi gøre det!”

Grupper og information
Lad os håbe, at de mange visions-, strategi- og arbejdsgrupper får omsat de gode idéer og intentioner til aktiviteter, der bliver eksekveret på snarest, således at endnu flere unge og gamle kan opdage eller genopdage glæden ved at spille badminton sammen.

Formændene lovede ihvertfald løbende information om konkrete initiativer og status på samarbejdet mellem Badminton Danmark og DGI Badminton. Det skal blive spændende at følge.

Kilder: DIF medlemstal, DIF – 2014 i tal, DIF Nyt, Badminton Danmark – julehilsen, Badminton Danmark konferencemateriale

Læs også

Badminton Danmark svinger sablen: U13-landsholdet nedlægges

Badminton Danmark ændrer strukturen omkring ungdomslandsholdene, hvilket blandt andet betyder, at U13-landsholdet snart er en …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.