Hjørring U15 E: Se billeder af podiepladserne

Loading

Hjørring Badminton Klub lagde i weekenden igen i år badmintonbaner til en af sæsonens U15 Eliterække-turneringer.  Det blev til en næsten lokalsejr i herresingle og en dobbeltvinder blandt pigerne.

I herresingle var finalekampen særdeles tæt. Med 14-21, 21-11, 22-20 fik Magnus Johannesen lige akkurat klemt sig foran Matthias Kicklitz fra Gentofte. Magnus Johannesen spiller for Hjørrings naboby Brønderslev, så det var så tæt på en hjemmesejr, som det kunne blive.

I pigerækken var Kolding BK’s Emilia Nesic igen med helt fremme. Hun leverede en overbevisende indsats undervejs til finalen, hvor Skovshoveds Nele Swerts Knudsen kæmpede godt imod. Men for alvor truet blev Emilia Nesic ikke. Sejren blev på 21-17, 21-17.

I damedouble spadserede Emilia Nesic sikkert igennem turneringen sammen med Maiken Johansen fra Viby J. Dermed blev det til en dobbelttriumf for Kolding-pigen.

I herredouble løb Mads Juel Møller, Højbjerg og Victor Kauffmann, Gentofte med førstepladsen, mens mixeddouble blev vundet af Caroline Terreni, Værløse og Matthias Kicklitz, Gentofte.

Alle resultater fra Hjørring U15 E. Se billeder af alle medaljevinderne herunder (kan klikkes store).