En hurtig kommentar fra dagens første vinder

Loading

Dagens første kamp i fredagens kvartfinaleprogram ved All England i Birmingham var damesinglen mellem publikumsdarlingen Saina Nehwal, Indien, og Tai Tzu Ying fra Taiwan. Det blev Tai, der løb med sejren – den femte i træk over Saina.

“Vi har spillet mod hinanden mange gange, så der er virkelig ikke mange hemmeligheder mellem os i forhold til vores spil. Saina er fysisk stærkere og mere aggressiv end mig, så jeg prøvede bare at holde duellerne kørende og finde hullerne til at tage sejren,” udtalte Tai Tzu Ying til BadmintonBladet efter kampen.

“Selv om jeg har vundet over Saina fem gange i træk nu, ser jeg hende ikke som en slags ønskemodstander, men mere som et resultat af, at min træning går i den rigtige retning. Og så er jeg naturligvis bare lykkelig for at være i semifinalen i morgen”, lød den hurtige udtalelse fra All Englands første semifinalist 2016.

Kampen varede 40 minutter og endte med cifrene 21-15 21-16. Tai Tzu Ying møder i morgen vinderen af det rent kinesiske opgør mellem Wang Shixian og Li Xuerui. Tai har negativ statistik mod begge kinesere; 2-6 mod Wang Shixian og 1-10 mod Li Xuerui.

Det lykkedes os ikke at få en kommentar fra Saina Nehwal efter kampen, da hun blev udtaget til dopingkontrol. Derimod mødte vi hendes mor, som med et let bedrøvet smil slog ud med armene og sagde, at “i dag skulle det bare ikke være”, mens hun ventede på sin datter uden for dopingkontrolområdet.

Læs også

Carolina Marin trækker sig fra sæsonfinalerne

Den forsvarende olympiske mester i damesingle, Carolina Marin, har været nødt til at trække sig …