BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Med tre ivrigt snakkende unge teenagere aka zoomere på bagsædet – Evas tvillinger og kærestens yngste, havde vi to semi-boomere/generation x på forsæderne vores egen safespace-samtale på 260 km køreturen fra øst til DM i Esbjerg lørdag den 12. februar 2022.
Hun spurgte, som hun altid gør, nysgerrigt og uden den store forhåndsviden, hvordan jeg egentligt lærte at spille badminton, når nu min træner var min far og han selv var ret ny i gamet?
▪️Godt spørgsmål!
Generelt husker jeg ikke, at vi dengang i min barn- og ungdom sån’ havde rigtige trænere, i forståelsen uddannede trænere med kurser og diplomer i bagagen, og rigtig betaling, som de unge har i dag.
Vi havde ikke trænere, der kunne vise os slag, fortælle om det tekniske, udførelsen, eller for den sags skyld vidste så meget om det taktiske.
Så hvordan gik det til, at vi alligevel lærte det – spillet, slagene, baghånden, taktikken (- og reparere vores egne opstrengninger), tænkte jeg i bilen, da hun spurgte.
Tjah……..vi tilbragte rigtig mange timer i hallen.
På egen hånd. Uden træner.
Ventede på en ledig bane. Eller var der i de ledige timer – og LEGEDE! Legede alle mulige spil.
Afprøvede, uden rigtig at tænke over det. Kiggede på de ældre, voksne, og forsøgte at aflure og kopiere…..mere eller mindre bevidst. Oftest nok helt ubevidst og urefleksivt.
Spillede netkampe, halvbanekampe, på-tværs kampe, to mod en på halv bane, trak nettet ned og spillede med skumgummibold……alt muligt. I timevis. Uden opsyn. Kun os. Flere gange om ugen. Om eftermiddagen og tidlig aften.
Var der mellem motionisternes bane-bytning. I de små 1-3 minutters pauser. Når motionisterne ikke mødte op og vi fik en bane foræret i en time, efter at have ventet i to, eller flere. Spurgte motionisterne, om de ville spille double med os. Så fik de også lidt afveksling.
Det lykkedes af og til. Ikke tit. Men ofte nok til at vi gad opholde os i hallen, troede på en chance for lidt spil…..og igen…..frem for alt…..ventede, og ventede, og så på, aflæste, snakkede, pjattede, var sammen udenfor banerne i cafeteriet hos Oda og Otto, der boede i den minimale bolig (anslået ca 40 m2 fordelt på 2 rum på hver sin etage) tilknyttet den gamle hal, og alle de efterfølgende bestyrerer.
Indspark. Otto kunne noget med badminton og var samtidig træner, mener jeg. Men det var i min helt spæde barndom, og kun mine to ældre søstre fik gavn af ham. Otto og Oda var væk, da jeg blev lidt ældre.
Hallen var min legeplads.
Så det enkle svar på kærestens spørgsmål var…..
▪️…….vi lærte det sgu selv!
Trial end error. Copy paste. Learning by doing….and playing.. “Play” her i betydningen “at lege”.
På engelsk findes “leg” ikke som særskilt ord. (Og lad mig lige dræbe en myte, jeg selv troede på. Det engelske sprog har ikke flere ord end det danske)
Vi lærte selv de rigtige bevægelser.
Lærte selv at anticipere – forudsige boldens flugt, at have den noget tungere ketcher klar det optimale sted, flytte sig og være klar til at returnere, netop gennem utallige timers leg og spil.
Lærte selv at aflæse og afkode modstanderen og dennes foretrukne slag og lave modtræk. Og modtræk på modstanders modtræk.
Lærte selv det rigtige greb.
Lærte selv baghånden.
Lærte selv at reparere en sprunget opstrengning.
Lærte os selv Sidek-serven i slut 70’erne og start 80’erne, før IBF (i dag BWF) forbød serven den 1. juli 1982 på Danmarks opfordring og med 91-1 stemmeafgivelse på “The IBF Annual General Meeting” i maj 1982 imod serven.
Lærte selv mellemhoppet, som jeg først som 29 årig i Viby af Kent Madsen, nu landstræner i Østrig, under en ungdomstræning fik fortalt hed et forspændingshop. Jeg anede det ikke. Ingen havde nogensinde fortalt os om det, bedt os træne det, vist det og benævnt det. Vi havde bare gjort det. For det var naturligt at gøre det. Vi havde set andre gøre det.
Til Kents ungdomstræning lærte jeg også at netdroppe, at få bolden til krølle, spinne, mens jeg øvede med en lille dreng på 130 cm, der kunne det meget bedre end jeg – og forøvrigt samtidig kæmpede om pladsen som fjerde herresingle på Vibys 2. divisions hold mod Mathiesen.
Der var så mange ting, jeg med min badmintonopvækst i en lille og amatørdrevet klub, ikke kunne sætte ord på – og heller ikke havde lært, men som jeg og vi helt eller delvist mestrede alligevel.
Lidt underligt. Meget underligt! Uden kyndig træner.
Vi lærte at spille badminton af os selv, vil jeg svare.
De voksne, heriblandt min far gjorde, hvad de kunne og troede virkede, med hjertet og lysten. De var der for os, men jeg tror faktisk vi lærte os det selv. Ved at lege ved siden af de organiserede træninger. I timevis. Hver uge. Over flere år!
Et mirakel.
▪️Men…..hvad skete der…..
….med den “på egen hånd” / “uden opsyn” / “selv-læring og autodidaktiske” kultur?
Hvornår og hvordan og hvorfor gik den tabt – og blev erstattet af en “organiseret og ydre styret træning med mål og udvikling (og rangliste)” tilgang?
Hvornår tabte vi den……denne kultur med selvstyret leg, med dannelse på en egen hånd?….
▪️Forandring (udvikling?)
Haller med fungerende cafeteria/kantine med voksne blev erstattet af automater (og ingen cafeteria). Eller slet intet.
Uden opsyn blev erstattet af konstant opsyn vha mobil, træner, direkte og nær voksentilstedeværelse.
Frihed blev erstattet af “vi voksne har brug for at vide hvor vores børn er…..hvem de er sammen med…..og hvad de laver”.
Aktiv, social og “nær-fysisk” leg blev erstattet af stillesiddende leg, semi-alene foran en skærm med digital og ikke-fysisk samvær.
Åbne haller med erstattet af lukkede haller.
Kombien af leg, bad og omklædning, og snakke-/ventetid og egen transport til og fra hal og egne lavede legeaftaler blev erstattet af afhentning og bringning, hjemmeomklædning og formål og nytte og effektivitet.
Selvstændighed, frihed og ansvar blev erstattet af……eller overgivet til, eller måske rettere overtaget af andre (voksne aka forældre, trænere etc).
En kultur blev hældt ud med badevandet, som også holdt op med at rende ud i omklædningens bruserum.
▪️Dinosauren igen
Kan I høre det? Det er igen den gamle dinosaur, der råber noget i stil med…..”alt var bedre førhen”.
Men så sort hvidt er det jo ikke. Nuancer, tak, hr dinosaur!
Men noget VAR altså bedre. Og noget BLEV bedre og ER nu bedre.
Vidensgrundlaget er bedre nu. Trænerne er bedre nu. Udstyr og økonomi er bedre nu. Hallerne er varmere nu ¯\_(ツ)_/¯
Forældrenes engagement er……højere! Men bedre? Hmmmmm….jo.
Legen på egen hånd er reduceret. Hvilket jeg mener er et stort tilbageskridt. En leg, der desværre ikke kan måles og struktureres og forekomme nyttesløs, men som er ultra vigtig.
Tiden i hallen er reduceret.
▪️Hvad gør vi så nu?
Vi får legen tilbage.
Det vil de forsøge i Esbjerg.
I Esbjerg vil de som et forsøg åbne hallen i hverdagene mellem kl 12.00-15.30….
“Badminton Esbjerg ønsker med ordningen at etablere et tilbud til alle ungdomsspillere/ung-seniorer, hvor de har mulighed for at være sammen i Esbjerg Badmintoncenter både før, under og efter træningen. Forsøget skal fremme fællesskab og sammenhold på tværs af niveau og alder – samt give mulighed for at læse lektier (lektiecafé), være sammen med kammerater og lave sociale aktiviteter efter skole🏸😃”
Stor tak!
For at genindføre gamle dyder. Gid flere ville følge efter og “Make Badminton Great Again”-old style til new style!
Børn er ikke en “ressource”, der skal udvikles og have “udviklings- og karriereplaner”. De skal heller ikke have “voksentræning”, altså samme træning som voksne får.
“…… Børnene forsvinder fra foreningssport – analysen er ofte, at foreningerne taber til skærmene. Tror også at det handler om, at børnene søger fællesskabet på skærmene, når sporten bliver individualiseret. I vores cykelklub bygger vi på fællesskabet. Børnene kommer lige så meget for at spise sammen, hygge om billiardbordet og snakke med hinanden, som de gør for cyklingen. Når sporten bliver for fokuseret på resultater, bliver det en sport for de få”.
Anders Raastrup Kristensen, Ph.d, lektor, Kbh Uni, LinkedIn, 13.02.2022
Fællesskab og leg…….det er vejen frem.
▪️Hov! Hvad syntes kæresten så om DM?
……det var jo hendes debut som rigtig tilskuer ved topklasse badminton – og så siddende ret tæt på banen.
Hun var vildt imponeret undervejs og på hjemturen. Imponeret over slagenes hårdhed, lyden, hastigheden i både de kropslig bevægelser og boldens flugt, fleksibiliteten, mobiliteten, springene……”hvordan når de den bold?”. Især herredouble og herresingle fik hende til at løfte øjenbrynene.
Badminton ER jo noget helt andet, og meget mere dynamisk, levende, vildt og voldsomt, og fremfor alt hurtigt og hårdt IRL, siddende nogle få meter fra banen i forhold til skærmens to dimensioner. Noget helt andet. Sporten bør også opleves live, på kort afstand i en hal. Og gudskelov kan vi komme relativ tæt på ved de store danske turneringer. Nærheden er vigtig i oplevelsen.
Så hun skal med næste gang også! Og så kan vi lige så godt også fylde bilen med unge teenagere.
En fan er født!
Badmintonbladet.dk / Per Damkjær Juhl
