Carolina Marín, en af de verdensmestre, der tabte i Japan i dag

Japan Open: Verdensmestre falder på stribe

Loading

Det startede med syv, og nu er der kun to tilbage; det er antallet af regerende verdensmestre ved Japan Open, vi tænker på her.

Den første verdensmester, der måtte forlade turneringen, var Chen Long, der tabte til sin landsmand Tian Houwei i går. På en dag hvor alle danskere i kamp havde succes og vandt, rendte fire andre verdensmestre ind i nederlag i dag.

Der var en, der var to, der var tre…
Den indonesiske herredouble Mohammad Ahsan og Hendra Setiawan tabte til Fu Haifeng og Zhang Nan fra Kina i to sæt. Indoneserne fik kun sølle ni points i første sæt og doblede denne score i andet sæt. Ikke just deres dag.

Carolina Marín fra Spanien var ude i en lang tresætter mod kinesiske Wang Shixian. De to har nu mødt hinanden seks gange i alt, og de er gået sejrende fra banen tre gange hver.

Den fjerde verdensmester der tabte i dag, var Tian Qing fra Kina, der vandt VM-guld i damedouble sammen med Zhao Yunlei. I dag stod de to på hver deres side af nettet, da Tian Qing spillede sammen med Tang Jinhua, mens Zhao Yunlei dannede par med Zhong Qianxin. Det sidstnævnte par vandt kvartfinalen i dag.

Dermed er der kun to verdensmestre tilbage i Tokyo; Zhao Yunlei, der er i semifinalen i både damedouble og mixdouble, og så hendes makker i mixdouble, Zhang Nan.

Hvor mange når finalen?
I morgen skal Zhao Yunlei og Zhong Qianxin op mod Chae Yoo Jung og Kim So Yeong fra Korea. De to par har aldrig mødt hinanden før, og kineserne bør kunne tage sejren.

I mixdouble er kineserne måske ikke så store favoritter igen, deres VM-titel til trods. Zhao Yunlei og Zhang Nan møder Ko Sung Hyun og Kim Ha Na, Korea, og selv om den står 4-3 i kinesisk favør i indbyrdes opgør, var det koreanerne, der trak sig sejrrigt ud af seneste opgør, som var ved Taiwan Open i juli måned.

Det bliver dermed spændende at se, hvor mange verdensmestre, der når frem til finalerne ved Japan Open. Semifinalerne spilles i morgen fra kl. 12 japansk tid (dvs. kl. 5 dansk tid).

Se programmet for alle semifinalerne her.

Læs også

Carolina Marin: Jeg vil være nummer et i verden igen

Året har ikke været alt for godt for Carolina Marin, men hun har store mål …