Jordan/Susanto: Derfor slog vi danskerne

Efter mixdoublefinalen ved All England fangede BadmintonBladet også det vindende par for en kort bemærkning. Som allerede beskret her på siden, var der ingen finalemirakler for Joachim Fischer og Christinna Pedersen i dag. Dertil var indoneserne for stærke.

Praveen Jordan forklarede os, hvorfor det er dem og ikke danskerne, som har vundet de seneste fire opgør ud af 10 i alt mellem de to par således:

“Danskerne er et rigtig rutineret par, og de har hørt til verdenstoppen i mange år. Vi tabte de første seks kampe til dem og har løbende lært dem bedre og bedre at kende. Samtidig er vi begyndt at træne meget mere sidste år og har studeret danskerne, så vi ved, hvordan vi skal spille dem.”

“Vi har taget denne turnering med en kamp ad gangen og ikke tænkt på, om vi ville nå finalen. Det har givet os ro til at kunne fokusere på hver enkelt kamp uden at blive nervøse undervejs,” tilføjede den hårdtslående indonesiske mixherre.

Praveen Jordan og Debby Susanto havde massiv opbakning fra de mange indonesiske tilskuere i hallen, og det var med til at få dem til at føle sig hjemme i hallen.

“De indonesiske tilskuere fik os til at føle os hjemme i hallen i dag. Deres support har været fantastisk hele ugen, og vi har virkelig nydt at spille denne turnering. At stå med titlen nu betyder utroligt meget for os,” supplerede Debby Susanto.

“At vinde All England har været en personlig drøm for mig, siden jeg begyndte at spille badminton, så jeg er meget stolt over, at jeg har fået den drøm opfyldt nu. Men selv om vi selvfølgelig nyder sejren lige nu, kigger vi også allerede frem til vores næste turneringer,” sluttede en meget glad Susanto, inden hun fik stukket en telefon i hånden for at lave live-interview med indonesisk TV hjemme fra Jakarta.

Læs også

Stor dansk søndag i Malaysia: Fuld titelhøst på finaledagen

Den danske verdensmester Viktor Axelsen og damedoublen Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl sikrede søndag …