BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Hver generation står på skuldrene af den forrige.
Hver generation overtager og forvalter, ændrer og korrigerer og videregiver til den næste, den yngre!
Udvikling og evolution i en dynamisk proces med fastholdelse og stabilitet.
_______________________________________________________
Som ung teenager kom jeg i den gamle hal på Østerbrogade i Kolding og så de gamle, “de gamle” – for gamle var de jo slet ikke, oftest var de ældste bare i deres 20’ere, træne om aftenen og spille holdkampe.
Jeg sad ofte i dommerstolen og talte min ældste søsters damesingle på bane 3. Bane 1 og 2 var mixerne, og bane 4 anden damesingle. Sådan afvikler vi forøvrigt stadig en holdkamp.
Det hændte at fru Kruse, dengang selvfølgelig Juhl, var kridhvid i hovedet pga tømmermænd, men hun stillede op. Hun kunne godt li at feste dengang. I dag er hun mere stille – og efterlønner og ophørt med badminton og at være frivillig, som hun var i 20-30 år i Viby BK.
Det skete, at hun spillede sin single ovenpå en sjov fredag aften. Det har mange af os prøvet! Men hun spillede den. Jeg lærte, at det var det, man gjorde. Man stillede op og var på holdet, nærmest uanset hvad. Skader, utilpassethed eller privat fester, familie komsammen, fødselsdage etc. Intet var vigtigere end holdkampe. Sådan er det stadig for de fleste af os. Holdet er det vigtigste…..kan det godt se ud som, men selvfølgelig er familien det vigtigste, bare ikke når man også skal spille en holdkamp!
Min 7 år ældre søster lærte mig, at selvom man havde en sjov fredag aften, så var man alligevel på banen lørdag eftermiddag. Man svigtede ikke holdet.
Som 17-18 årig nåede jeg at få debut på Koldings Danmarksseriehold, mens fru Kruse stadig var på samme hold, i samme klub og endnu ikke var flyttet til Grøfthøjparken.
Jeg var den yngste og blev sat i mix med Gitte Nierhoff og herredouble med Frans Hollænder. De var “gamle”, mange af mine holdkammerater……men jo bare i deres 20’ere, og højest i starten af 30’erne. Deres opgave var at sørge for langsom overgivelse af stafetten, års lærdom på banen, og min del var at lytte og suge til mig.
_______________________________________________________
I denne sæson, 40 år senere, var jeg reserve på Vordingborgs Danmarksseriehold 4-5 gange – og langt ældre end de ældste i min beskrevne unge alder og endnu ældre end de nye unge på mit nuværende hold. Og helt ærligt, de unge er superdygtige teknikere og megahurtige, men knap så stærke taktisk, og derfor har vi ældre (jo, rigtig gamle) fortsat mulighed for at præge dem – hvis de vil lytte.
Nå, men hver generation står på skuldrene af den forrige. Hver generation overtager en kultur, der er bygget op gennem adskillige år, for selv at sætte sit præg på samme kultur og formidle den videre. Det er aftalen. I samfundet. I foreningerne. I min klub.
Det gælder også, og i høj grad det at spille holdkampe – og den danske holdkampturnering, der hviler på 70 eller 80 års erfaringer.
_______________________________________________________
En af de absolut stærkeste grundpiller (i mit værdisæt) er, at man tager kampen seriøst, at man kæmper for holdet (og sig selv), at man er villig til at tilsidesætte andre begivenheder den eftermiddag – og først og fremmest møder op!
Der er ikke noget værre end at have en holdkammerat, som svigter dette bud. Som ikke kæmper eller melder afbud på grund af en familiefødselsdag eller noget andet. I værste fald mangler man en spiller på holdet og må stille op til kamp uden en spiller. Det er forfærdeligt.
Nej, det værste er, når man har set frem til en holdkamp gennem flere dage og uger, har glædet sig, trænet og forberedt sig til en single eller mix mod et bestemt par, og så melder modstanderholdet afbud kort tid før kampen. Så punkterer ballonen og skuffelsen er stor. Både fordi man så ikke kommer til at spille badminton, yndlingsbeskæftigelsen (eller tæt på!), spille et par kampe og mærke adrenalinen, og fordi man så ikke kommer til at være sammen med de andre, dem som man ser 2-3 gange om ugen, ofte gennem flere år. Man siger farvel til samværet forud, under og efter kampen, især det der foregår i omklædningen.
Det værste er, når holdkampen aflyses.
Så opstår der et tomrum, som man havde håbet skulle have været fyldt ud og op med alle mulige følelser – smil, glæde, leg, drillerier, spænding, irritation, frustration, og oplevelser, erkendelser (når det går højt) og samvær, snak, gensyn med bedsteforældre, tidligere aktive spillere, venner, børn, og varme brusere og kolde (men slet ikke nødvendigt) øl – og bagefter en lækker følelse i kroppen og sindet!
Det værste er, når alle de her fremtidige glæder og forventninger pulveriseres, fordi kampen annulleres.
_______________________________________________________
Den her kontrakt, …..uformelle kontrakt, som vi har indgået (og fortsat indgår med hinanden), i de tidligere generationer, og som jeg har overtaget og efter bedste evne har forsøgt at give videre til yngre badmintonspillere i min klub…. er den langsomt på vej til at smuldre og blive “det var en gang!”?
Det ville i min verden være et stort tab.
Kultur lever ikke uden vores egen deltagelse, bidrag og indoptagelse i psyken. Vi er dem, der bærer denne kultur. Vi er alle kulturbærende personer/badmintonspillere. Kulturen lever udelukkende i kraft af os. Den lever i os. I hvert individ. Hos nogle meget stærkt og hos andre mindre intenst, men vi bærer den alle. Vi kunne stoppe den kultur nu, i dette øjeblik, og beslutte “sådan gør vi ikke mere!” Det er ret nemt. I hvert fald noget nemmere end at holde den vedlige og meget nemmere end at bygge kulturen op igen helt forfra. En kultur tager år og nogle gange årtier at genopbygge, men kun kort tid at rive ned.
Skal vi bevare den danske badmintonkultur, også den omkring holdkampe?
Ja?
Det betyder så, at hver person, hver klub fortsat prioriterer holdkampe højt.
Det betyder, at hver klub seriøst forsøger at stille et fuldt hold og også møder op til kampe, også selvom klubben ikke ønsker at vinde – uanset om det er en bronzekamp i Ligaen, en kvalifikationskamp til 1. division eller Serie 1.
_______________________________________________________
Man møder op! Man deltager!
Jeg vil gå så langt som at mene, at man dermed viser respekt overfor modstanderholdet og -klubben, overfor ens egen klub, overfor institutionen “holdturneringen” og overfor kulturen som helhed.
Når man IKKE møder op, gør man præcist det modsatte!
Badmintonbladet 🇩🇰🙏🏻🫵🏻 Per Damkjær Juhl
