Medfører specialiseret træning i for ung en alder øget risiko for skader og frafald?

Øker tidlig spesialisering risikoen for skader?

Af Christian Thue Bjørndal. 22. november 2019

Handballcoach.no

“Tidlig specialisering defineres som (a) helårstræning (mere end 8 måneder), (b) fokus udelukkende på en sport inden 12 år, og / eller (c) slutter med andre sportsgrene for at fokusere på en sport inden det 12. år.  

Mere specialiseret træning for unge atleter øger risikoen for skader og udbrændthed, og specialiseringsgraden er tæt knyttet til skader på overbelastning.  Risikofaktorer for atleter, der specialiserer sig, inkluderer træning af en sport hele året, mere konkurrencedygtig aktivitet, mindre aldersmæssig leg og træning og træning i individuelle sportsgrene, der kræver et ensidigt fokus på tekniske færdigheder.  Mere trænerelateret træning og konkurrence kan øge risikoen for unge atleter i modsætning til selvstyret leg og loopingaktivitet.  Risikofaktorerne forbundet med tidlig specialisering er uafhængige, så intensiv året rundt træning og / eller konkurrence;  eller høj intensitet og volumen i udøvelsen af ​​gentagne bevægelser vil for eksempel øge risikoen for skader og udbrændthed, selvom atleten driver flere sportsgrene.

Tidligere undersøgelser har vist, at et højt træningsvolumen øger risikoen for skader, og at øget eksponering er lineær med øget skaderisiko hos udøvere på videregående skoler. Træning over 16 timer øger risikoen for skader markant, uanset om atleten dyrker flere sportsgrene.  Derudover risikerer atleter, der konkurrerer på et højere niveau eller træner, mere skade.  Atleter, der tidligt er meget specialiserede (se tabel) har i gennemsnit mere end det dobbelte af risikoen for at få en overbelastningsskade sammenlignet med en atlet, der ikke er tidligt specialiseret.  For eksempel er basketballspillere, fodboldspillere og volleyballspillere, der kun dyrker én sport, er der øget risiko for at udvikle “Jumper’s knee”.  Myes og kolleger baserede derfor på den store bredde af tilgængelig medicinsk forskningslitteratur og skabte en oversigt over potentielle negative resultater af tidlig specialisering med det formål at fremsætte henstillinger, der giver en sikker ramme for børne- og ungdomsidræt.  Her er hvad de fandt!

Hvorfor er risikoen for personskade og udbrændthed større for tidligere specialiserede udøvere?

Mere specialiserede atleter er mere tilbøjelige til at blive udsat for den samme sport året rundt.  For eksempel viser undersøgelser af unge baseballspillere, at ‘kastere’, der kaster mere end 8 måneder om året, havde en øget risiko for skulder- og albueoperationer;  En anden undersøgelse viste, at atleter der ikke havde mindst fire måneder uden organiseret træning, øgede deres risiko for skade, uanset om de dyrkede en eller flere sportsgrene.

Det er også mere sandsynligt, at mere specialiserede atleter udsættes for ensidige bevægelsesmønstre og gentagne teknikker, der øger muskel- og ledspænding.  Undersøgelser fra tennis, baseball og gymnastik viser alle øget forekomst af overbelastningsskader relateret til intensiteten og omfanget af gentagne teknikker.  I (næsten) alle sportsgrene er risikoen for skader i konkurrence også meget højere end i træning, men vi ved lidt om, hvor meget der er for meget.  En tommelfingerregel – som sandsynligvis indeholder en stor variation mellem sportsgrene – er, at atleter, der træner eller konkurrerer flere ugentlige timer end deres egen alder (fx for en 15 årig mere end 15 timer ugentligt) har en særlig øget risiko for skader og udbrændthed.

“.. de tidlige præstationer ikke har nogen statistisk sammenhæng med succes på seniorniveau.”

Et øget fokus på talentudvikling har resulteret i, at unge atleter bliver bedre før, mens de tidlige præstationer ikke har nogen statistisk sammenhæng med succes på seniorniveau.  Risikoen er også stor for, at børn og unge isoleres og presses mere, hvilket kan give en følelse af mindre kontrol over og manglende selvbestemmelse i deres egen sportskarriere.  Undersøgelser i svømning, ishockey og tennis har vist, at atleter, der startede og udførte mere terræntræning tidligere, havde en øget risiko for at stoppe tidligt sammenlignet med dem, der fortsatte.  Mens mangel på sportsglæde nævnes som en af ​​de mest centrale årsager til tidligt at holde op, bliver selvoplevet præstationspres en mere central årsag, efterhånden som atleter bliver ældre.  

Venskab ser ud til at beskytte mod frafald, mens konkurrence på et højere niveau har vist at øge risikoen for udbrændthed hos unge atleter.  Mere specialiseret træning øger tidligere både risikoen for skader og udbrændthed, og den første skade øger risikoen for nye skader.  Frygt for skader kan have en negativ indflydelse på deltagelse i idræt, i både special sporten og andre sportsgrene.

Hvad er forbindelsen mellem en bredere sportsbaggrund og fremtidig succes?

Flere store undersøgelser, inklusive fra Danmark, har vist, at elite-atleter (a) starter senere;  (b) intensiverer træning og konkurrence senere  og (c) har en mere alsidig sportsbaggrund end atleter på nedenstående niveau.  Undersøgelser af elite atleter fra sportsgrene, hvor du er bedst i voksen alder, har vist, at de ikke træner mere end andre før voksenlivet.  Samtidig har andre undersøgelser vist, hvordan man trækker en parallel mellem antallet af sportsgrene og alsidighed kun siger lidt om ensidigheden eller alsidigheden i den daglige træning og konkurrence, og at det at betjene en eller flere sportsgrene er kulturelt betinget.  For eksempel udsættes de fleste norske børn, både dem, der bliver gode og dem, der holder op, for flere sportsgrene i deres barndom og ungdomstid.  Men chancerne for at finde en sport, som du nyder og kan udvikle sig i, stiger med en større sportseksponering.  Det er derfor åbenlyst at antage, at undersøgelser, der viser positive forhold til en multisportbaggrund, virkelig viser, hvordan atleter med en bredere sportsbaggrund mere sjældent udsættes for intens træning og konkurrence i helåret tidligt;  og at de har fået mere tid og plads til at beslutte, hvilken sport de vil fokusere på senere, snarere end at multisportbaggrunden i sig selv er beskyttende mod skader og udbrændthed.

Generelt anbefaler artikelforfatterne at atleter i sportsgrene, hvor du når det øverste niveau tidligt ikke specialiserer sig før tidlig ungdom (14 år);  i sportsgrene, hvor du når det øverste niveau i voksen alder – som de fleste holdsport, tennis og golf – er man ikke specialiseret før midten af ​​teenagere (16 år);  i sportsgrene, hvor du når højdepunkterne sent – såsom udholdenhedsidræt og længere afstande i atletik – specialiseres man ikke før slutningen af ​​ungdomstiden (18 år).

Hvad er alternativet til mere tidlig specialisering?

Når forbund og klubber arrangerer træning og / eller konkurrenceaktiviteter året rundt, bidrager de meget til at fremme tidlig specialisering i sport.  I de fleste sportsgrene er tærsklen for hvor meget af den rigtig gode og vigtige træning du kan udholde – træningen, der er koncentrationsintensiv, intens og tæt på kampkravene – ganske lav.  På grund af vækst, modning og udvikling har unge også øget risiko for kvæstelser i puberteten sammenlignet med børn og voksne.  Da en stor mængde undersøgelser viser ringe eller ingen sammenhæng mellem tidlig præstation (som også er stærkt knyttet til vækst, modning og udvikling), er der derfor få gode grunde til, at børne- og ungdomsidræt bør få mest muligt ud af træning og konkurrencedygtig aktivitet for børn og unge mennesker.

 
Det handler om at træne nok til at følge med, men også om at forstå, at de vigtigste forudsætninger for at blive god er at forblive sunde og have det sjovt!  Tid og rum i hverdagen er også en forudsætning for at være i stand til at have energi og lyst til at øve på egen hånd.  Selvdrevet lege- og loopingaktiviteter giver helt andre rammer for læring og udvikling end coachorganiseret træning og konkurrence.  Måske kan vi derfor ændre os bedre og holde endnu flere børn og unge i sporten længere ved at organisere lidt mindre træning og konkurrence?

Klubber, forbund og skoler bør derfor overveje, hvordan de kan lave mere fleksible arrangementer, hvor tærsklen for deltagelse er lav, men som ikke skubber frem så meget træning som muligt.  Alle børn skal udsættes for en række træningsaktiviteter inden for og uden for organiseret sport, mens unge bør gives mere fleksibilitet til at træne mere eller mindre afhængigt af interesse – i modsætning til niveau.  I stedet for kan sæsonerne organiseres, så der er plads til at drive flere sportsgrene parallelt og / eller i forskellige sæsoner gennem ungdomsårene – eller bare skabe mere fritid, der giver muligheder for leg.  Hvis klubben kombinerer dette med andre typer aktivitetstilbud mellem årstiderne, får du et rigt og levende aktivitetstilbud – også for dem, der bare synes håndbold er sjovt – og som passer til børn og unges forskellige og skiftende interesser, mål og færdigheder.  Klubber bør også forsøge at skabe arenaer til mere selvkørende leg og loop-aktivitet ved at afprøve forskellige koncepter med ‘åben hal’ eller lignende.  

Det er ikke tilfældet, at udfordringerne med flere og mere stillesiddende børn og unge nødvendigvis løses med mere organiseret sportsaktivitet.”

Artiklen er oversat til dansk vha bla Google.

Per Damkjær Juhl