Meningen er at skabe handling fremfor lammelse og stilstand

Udgivet første gang i BadmintonBladet den 29. oktober 2015 

Jeg skrev i mandags et indlæg på BadmintonBladet.dk, der hed: Stop jubeloptimismen: Vi har et seriøst badmintonproblem. Torsdag svarede Badminton Danmarks direktør, Bo Jensen, på kritikken, og dette er min reflektion på tingene siden i mandags. 

Først en selverkendelse, som er svær at sluge. Jeg erkender delvist at indgå i den evige række af ældre mennesker, der giver udtryk for at dommedag er nær og som synes alt, eller meget var bedre i gamle dage. Tænk at det skulle overgå mig. 

Så en tak. Til alle “thumbs up/likes” og kommentarer. Mine ord var meget generaliserende og sort/hvide. Der var ikke plads til nuanceringer. I stedet blev det lidt bombastisk. Meningen var ikke brok og at pege fingre. Men at i sætte gang i noget. At få nogen til at læse, tænke, tage stilling, måske sætte sig til tasterne, at skabe handling fremfor lammelse og stilstand. Det lykkedes. Sikke mange læsninger og reaktioner. Det beviser jo kun, at vi er mange, der kerer os om badminton og dermed mange, som yder til gavn for vores sport. 

Læs indlægget: Stop jubeloptimismen: Vi har et seriøst badmintonproblem Endnu en tak. Til Bo Jensen fra Badminton Danmark for din hurtige, positive og uddybende respons. Du får inden længe en invitation til 4760. Jeg tror fortsat, der er kræfter og sjæle derude, som vil være interesseret i at blive hørt og lyttet til. Tror mange oplever BD som et elfenbenstårn langt ude på den østlige kant. 

Læs Bo Jensens replik: Ny direktør svarer på kritik: Vi er allerede trukket i arbejdstøjet! Substansen. Det kan godt være, at Danmark fremover fortsat vil være i stand til at producere stjerner og det i samme omfang. Jeg tvivler dog gevaldigt mht kvantum. 

Klubdød, spillerflugt og centralisering – det sker. Det skal bremses, også selvom vi fortsætter med at levere til verdenstoppen. Klublivet rummer nogle vigtige kvaliteter, som ikke må mistes. Mere om det senere. 

Ansvar.

Forbundet bærer hverken hele ansvaret for den nuværende situation, som jeg ser den, eller hele ansvaret for udvikling og forandring, eller “bare” at nedgangen stagnerer. Den bærer vi alle på vores skuldre. Vi har alle et ansvar, lille såvel som stort, uanset om man er ildsjæl eller bare normal badminton interesseret og frivillig. Selv den mindste skrue er vigtig i den store maskine. Men forbundet er placeret øverst i det formelle ansvarshierarki. Derfor min henvendelse dertil. 

Hvad så nu? Jeg har læst mange gode tanker og ideer i diverse kommentarspor. Jeg mener ikke, vi kommer udenom ændringer i holdturneringen for at bremse centraliseringen og spillerflugten fra de mindre klubber. Ændringer i form af en begrænsning af hold fra de enkelte klubber for at modvirke at enkelte store klubber sætter sig på det hele. Dette gøres ikke uden Forbundet. Måske flere holdkampe i samme weekend i samme hal. 4 hold kunne mødes og spille to holdkampe og genindføre spisning bagefter. Så blev der måske mere tid til stævner og weekendarrangementer – og familie. Blot et potentielt forandrings område blandt mange. 

Perspektivet kunne også bredes ud og højere op med et nyt og intensiveret fokus på og styrkelse af foreningsarbejdet og idrætsklubberne, som ikke længere er de samlingspunkter og magneter, de tidligere var, af forskellige strukturelle, samfundsmæssige, kulturelle årsager, herunder en skolereform, individualisering af sport (“jeg dyrker min sport, når jeg vil, med større uafhængighed af tid og sted) – og fx computerspillenes indtog blandt børn og unge. Det er jo ikke kun “vores” sport, der er ramt, men mange andre såkaldt klassiske eller traditionelle sportsgrene. 

Her entrerer vi måske endda det politiske område. For klubber og foreningsarbejdet er mere end bare sport. Det er socialisering, dannelse, sammenhængskraft og deltagelse i samfundslivet. 

Ned på jorden igen. Tilbage til badminton. 

Det lokale. I min funktion som ungdomsansvarlig i Vordingborg Badminton Klub oplever jeg i min tredje sæson endnu en gang, at sommerpausen betyder et frafald blandt ungdomsmedlemmer på mellem 40-60 %. 

Hvad har vi gjort i det lokale for at få og ikke mindst fastholde de unge? 

To eksempler. 

1) I min første sæson indbød jeg alle klubber indenfor en radius af 30 km til et “hvordan kan vi arbejde sammen” møde. Det kom der ikke så meget ud af, blandt andet fordi jeg i min klub var for optaget af at få den til at virke. Jeg var i den proces for tidligt ude. For en måned siden blev der afholdt en træningslejr i samarbejde med Præstø og Stubbekøbing. Det første spæde tegn på samarbejde, udover at vi nu kender hinanden og taler sammen. 

2) VBK har tilbudt skolerne i nærområdet gratis badminton undervisning i skoletiden. For nylig underviste Kim og jeg to anden klasser og to tredje klasser i en time hver med god succes. Planen er, at vi gentager det i starten af november på andre skoler med de yngste klasser. 

Det er en lang og slidsom proces og ofte en ensom kamp at skabe og fastholde en ungdomsafdeling og en badminton kultur – “her spiller vi da badminton”. Det er tit op ad bakke. Med mange skridt tilbage. Ofte overvejer jeg at stoppe, at andre må tage over eller om det nytter noget. Det tager så megen tid og energi, og belønningen i form af fx en fyldt hal eller glade børn kan ikke altid opveje indsatsen. 

Men jeg har jo på egen krop oplevet – og oplever stadig, glæden ved badminton, hvor meget den har betydet i mit liv, og tænker på, hvor mange ildsjæle, der har banet vejen for mig. Jeg kan ikke stoppe. Andre og yngre skal have samme mulighed. Glæden hos 10-årige Emil på banen eller Sifs råb gennem hallen “jeg sku’ hilse fra min far” (han er det badmintoninteresserede postbud, jeg ser dagligt og snakker med) visker frustrationen væk, får mig til at smile inderligt tilbage, fylder mig med varme og giver fornyet energi. 

Af Per Damkjær Juhl