Per Damkjær Juhl vil invitere Bo Jensen på kaffe. Foto @ dinfotograf.com

Stop jubeloptimismen: Vi har et seriøst badmintonproblem.

Per Damkjær Juhl vil invitere Bo Jensen på kaffe. Foto @ dinfotograf.com 

Udgivet første gang i BadmintonBladet den 26. oktober 2015 

Jeg læste for kort tid siden jubelartiklen “Lille Danmark gør en stor forskel i badmintonverdenen” på badmintonbladet.dk. Jeg bestrider ikke, at dansk badminton producerer verdensklasse spillere, og at der er nogle nye i støbeskeen.

Men jeg vil tillade mig at komme med et noget mindre positivt og glorificerende billede af det badminton i Danmark, som jeg ser. Bær over med min indgroede pessimisme. Selv kalder jeg det et mere kritisk og realistisk perspektiv. 

Den 9. april 2015 havde jeg på badmintonbladet.dk et indlæg med overskriften “Badmintonstjerner gør det ikke alene”. Heri gjorde jeg opmærksom på den uheldige udvikling, set fra mit perspektiv, som badminton i Danmark er inde i. Jeg talte om forøget centralisering i få klubber, små klubber, der kæmper en brav kamp for at holde gang i badminton, og om alle de klubber, som er forsvundet og uddøde. 

Vi har et seriøst badmintonproblem i Danmark. Jeg vil starte i mit eget område. Fra postnummer 4700 til 4900. Sydsjælland, Lolland, Falster og Møn – alt syd for Næstved. Badmintonspillerne ældes, de unge er svære at fange og ikke mindst fastholde, og klubberne uddør. Nakskov, Rødby, Nykøbing Falster, Horbelev, Stubbekøbing, Fanefjord, Stege, Vordingborg. Klubber, der førhen havde hold i og omkring danmarksserien.

Vordingborg, nyoprykkere i danmarksserien, kæmper med heftige kramper om at forblive det sidste hold i det omtalte område på det niveau, men ligger solidt på sidstepladsen i puljen, og holdets gennemsnitsalder er omkring 44 år. I hvert fald i den sidste holdkamp søndag den 25. oktober på udebane mod SAIF2. 

Med min søster, fru Damkjær Kruse fra Viby BK gennemgik vi under Danish Junior Cup klubberne i Jylland. En for en, fra syd til nord. Esbjerg og Sædding-Guldager, Horsens, Herning, Viborg, Skive/Resen, Randers, Aalborgs (mange tidligere stor)klubber – ABC, Triton, Gug, Lindholm, Frederikshavn, Skagen. Jeg tror, man kunne sige det samme om mange klubber på Fyn og Sjælland. Førhen store klubber med et blomstrende ungdoms- og foreningsliv og hold i de øverste lag i seniorholdturneringen. Mange klubber er i dag skygger af sig selv med en nedadgående trend. 

Fortsætter den nuværende udvikling på klubniveauet, har vi i om få år nogle enkelte store badmintonklubber og -centre tilbage – i Aarhus, muligvis Kolding, Odense, Værløse, Solrød, Greve og måske Gentofte, og yderligere et par især storkøbenhavnske klubber. De vil så kunne stille med 6-8 seniorhold hver, kæmpe mod hinanden om placeringerne 1-4 ned gennem alle rækker, kun udfordret af klubber, der for en kort årrække kan samle sponsorer og penge til at kunne købe sig til succes. Er det hvad vi vil? Er det hvad Forbundet ønsker? Er det en god udvikling? 

Ikke hvis du spørger mig. 

De unge vil naturligvis søge mod de store klubber, hvor de så vil kæmpe om de få pladser på holdene øverst i hierarkiet. Mange af dem, der ikke formår at slå igennem og få en plads her, vil stoppe, fordi de ikke vil “nøjes” med at være “halvgode” (altså langt bedre end jeg nogensinde har været). I dag er det ikke nok at være halvgod. Kan man ikke blive verdensstjerne eller blandt de bedste, gider man ikke. Vi kan proppe dem nok så fulde med målsætninger, mål, delmål, fokuspunkter, trænings- og kostplaner, samtaler, coaching. Det ændrer ikke noget. Andet end at legen ser ud til at være blevet skyllet ud med badevandet. 

Coaching er et helt emne for sig. Coaching er trådt til i en sådan grad, at man næsten ikke kan spille en kamp uden coaching. Man er holdt op med at tænke og finde sine løsninger selv, men har brug for en dialog under kampen med træneren for at kunne spille. Jeg ved det godt. Jeg lyder som en sur, gammel mand. Jeg er glad for, at jeg har leget utrolig meget med badminton tidligere, i en alder af 50 stadig gør det, og har lært at tænke selv og forsøge at finde mine egne løsninger på en badmintonbane, og gudskelov har været fritaget for diverse planer i min ungdom. Men gammel, det erkender jeg at være. Sur? Måske. Jeg ville foretrække betegnelser som kritisk, engageret, løsnings- og udviklingsinteresseret. På sportens vegne. 

Jeg ser følgende udvikling, hvis vi fortsætter som nu. 

Antallet af unge, og specielt talentmassen vil skrumpe ind. Danmark vil få langt færre gode spillere, og langt færre stjerner. Flere klubber vil uddø, store områder i Danmark vil blive badminton-ørkener. Til gengæld vil der være flere gamle kameler (jeg er en af dem) og det seriøse veteransegment vil vokse. Hurra for det (ironi kan forekomme). 

Jeg efterlyser et forbund, der er ikke kun er interesseret i nogle få stjerner (hvoraf en del snart ophører) og i at afholde VM og Denmark Open, hvor der ikke er fuldt hus, slet ikke, når der ingen danskere er i kamp. Ved VM var der vel kun halvfyldt til finalerne, hvilket er skammeligt og flovt, for der var ingen danskere i finalerne. Ved Denmark Open var der mange tilskuere, blandt andet fordi forbundet afholder et stort ungdomsstævne samtidigt og inviterer alle de unge til Denmark Open. 

Jeg efterlyser et forbund, hvis hovedformål er at varetage sporten i højde og drøjde, som er interesseret i at tænke udenfor de vante baner og tør komme med nye ideer, ja måske indbyde interesserede rundt om i vores land (og dem er der mange af, for jeg møder dem i hallerne og snakker med dem. De er passionerede og har masser af erfaring og ideer) til fælles brainstorming for at redde vores sport, som i den grad trænger til kunstigt åndedræt. 

Jeg efterlyser nytænkning fra mit forbund. Jeg efterlyser et forbund, der tør forandring. Jeg efterlyser et forbund, der seriøst er interesseret i at lytte til sine medlemmer, der har masser af gode tanker og ideer. Invitér os. Lyt seriøst til os. 

Af Per Damkjær Juhl

Læs også

Sudirman Cup. Opdateret sendeplan!

SUDIRMAN CUP 2021 LIVE på TV2 Sport Søndag 26 septemberSydkorea – Tyskland kl 17.45 Mandag …

En kommentar

  1. Ib Steen Mikkelsen

    Jeg tror ikke, at der i klubberne er modsætninger til den “nytænkning”, du efterlyser. Det hele drejer sig om medlemmernes enggagement i sporten og ikke mindst i klublivet. Dengang – 20-40 år tilbage – var der stort enggagement hos medlemmerne. Dengang var der ikke mange sponsorer, så det var medlemmernes kontingenter, og indtægter for afholdte turneringer, der finansierede driften og udviklingen.

    I mit lokalorråde havde vi 2 relativt store klubber, Solrød Badmintonklub og Jersie Badminton Klub (Nu Solrød Strand Badminton Klub). Begge klubber havde 7-8 motionisthold, hvor deltagerne spillede badminton for “sjov skyld” på lejet bane, hvor lejeindtægterne gik til klubfinansieringen. Begge klubber havde også relativt store ungdomsafdelinger. Havde kun få “rigtige” trænere, men en del hjælpetrænere, som måske ikke havde den store træneruddannelse, men var oprigtigt “forelsket” i badminton og ungerne. Det var klubbens egne medlemmer/forældre, der dyrkede deres interesse på den måde. De efterhånden større børn blev hjælpetrænere, og det gik bare derudaf. Efterhånden blev det mere og mere professionelt, og forældretrænerne forsvandt stille og roligt, og reelt træneruddannede blev flere og flere overtog jobbene. Og det var jo godt nok, der kom rigtig kvalitet i træningen. Men kun de rigtig dygtige børn fortsatte deres badminton interesse, så ungomsafdelingerne blev mindre og mindre. På et tidspunkt var det sådan, at de 2 klubber hver for sig ikke havde nok børn til at kunne stille hold. Men klubbernes ungdomsudvalg havde
    et ambitionsniveau, der ikke var foreneligt med stagnation. Ambitionerne i de 2 udvalg, hvis medlemmer var motionistforældrene, fik over et par år overbevist de 2 klubbestyrelser om det rigtige i, at børnene selvfølgelig skulle prioriteres, og man besluttede at stille med fælles ungdomshold.
    Det medførte senere også reel sammenlægning af de 2 badmintonklubber, der i de seneste mange år har levet af at høste dygtige ungdomsspillere til seniorafdelingen. Nu spiller klubben i Badmintonligaen, konkurrencen og ambitionerne er store, hvilket har medført, at man også har måttet rekruttere enkelte spillere “udefra”, ja endda fra udlandet.
    Det har simpelt hen været udviklingen, og jeg kan umiddelbart ikke se, hvordan den kunne være anderledes, hvis vi overhovedet fortsat ønsker badminton i vores lokalområde. Det skal tilføjes, at bestyrelserne og trænerne gennem tiden har været meget opmærksomme på at dyrke bredden i ungdomsafdelingen, og på den måde har sikret vedvarende stor ungdomsafdeling, bl.a. ved at sikre super gode trænere, der både forstår at træne, lege og lave sjov med ungerne, så de føler sig motiverede. Og det lykkedes at få forældrene aktiveret i klubben, bl.a. til at forestå turneringer, fællessamlinger mv.
    Men uden sponsorerne havde dette ikke været muligt. F.eks. manglede man halplads. En sponsor sprang til og opførte en hal, som blev stillet til rådighed for flere idrætsgrene.
    Men hvad mangler nu? Hele motionistområdet er minimeret betydeligt. Det er kun ganske få gange, at en motionist er til kampe, som tidligere kunne være hver anden lørdag eller søndag.
    Men motionisterne er der! NU sidder de som heppende tilskuere ved ligakampene, og arrangerer spisning og konkurrencer før hjemmekampene, alt sammen med til at sikre fortsat klubånd, i en ny tid, hvor pengene har overtaget.
    Det vil være umuligt at gå tilbage. Men skal man også det? Når alt kommer til alt, drejer badminton/idræt sig vel om at aktivere mennesker til sund levevis, og give os alle sammen interesse for fornuftige fritidsaktiviteter, og sikre de unge mennesker sunde aktiviteter med gode kammerater, og dermed flytte dem fra “gadehjørnerne” og over i idrætten.

    Ib Steen Mikkelsen, tidligere motionist, tidligere medlem af ungdomsudvalg, far og bedstefar til aktive spillere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.