– Udgivet første gang den 2. november 2018.

ABSTRAKT

Uddannelse er vigtig. Men skal uddannelse fylde det hele? Skal uddannelse være så højt prioriteret, at der ikke er tid til liv? Til badminton?

“Livet er noget rod. Det er farligt. Og man dør altid til sidst. Man bliver forelsket, man svigtes, man bliver såret, og man kan lide forfærdelige nederlag, hvis man vover noget. Det er faktisk slet ikke en risiko – det er regulære nødvendigheder, hvis man vælger at leve.”

Brian Degn Mårtensson “Ånd og Ideal”. Side 48.

Her er mine tanker!

For kort tid siden skrev jeg om de unge, der måske har svært ved at fortsætte badmintonspillet, når folkeskolen er et overstået kapitel og livets større glæder melder sig og let stjæler al fokus – fx i form af nye venner, fester, det andet køn, en større verden, lektier.

Jeg skrev også om, at de unge (og forældre, evt. også deres trænere), der længe har stilet efter stjernehimlen, måske burde indse, at de står med begge fødder solidt plantet på jorden og derfor burde revidere deres egne evners rækkevidde.

Til de to grupper kan endnu en gruppe tilføjes, nemlig dem, der engagerer sig så meget i uddannelse og de følgende lektier, at de ikke længere kan overskue at fortsætte med træningen i deres sport (eller anden interesse). I hvert fald slet ikke i former, hvor man deltager i en træning, der ligger på et fast tidspunkt uge efter uge sammen med andre.

“Jeg vil gerne fokusere på skolen” og “jeg har ikke så meget tid til skolearbejdet, hvis jeg også skal træne”: Et autentisk citat fra en nylig modtaget SMS fra et ungt menneske!

Vi kunne kalde dem 12-talsdrengene og pigerne. De ihærdige. Dem, der let stresset og oplever et pres. Dem, der har høje krav til sig selv.

Dem, der har fået indpodet samfundets mål om den direkte vej gennem systemet. Altså ideen om den ideelle borger, der yder 100% til samfundet gennem sin arbejdsindsats.

Jeg har også en i min egen børneflok.

Til dem vil jeg sige – slap nu af!

Det går nok. Du skal nok nå det. Altså at få en uddannelse. Du skal nok få et arbejde. Og en ordentlig løn, et sted at bo, børn, råd til at rejse, en bil, en middelklassetilværelse. Et godt liv!

Du bliver sandsynligvis mellem 90 og 100 år gammel. Du har masser af tid foran dig.

Sandsynligvis får du endda et endnu bedre, sundere og længere liv, et gladere liv, hvis du fortsætter med din sport, med din motion, med din bevægelse, med din interesse. Og jeg er lige ved tillige at kunne garantere dig, at du også får et sjovere liv, hvis du bliver i en sport, der indbefatter andre med samme interesse.

Tro mig – dit liv vil, set i bakspejlet, heller ikke være en lige linje, men indeholde masser af blinde sideveje, 90, 180 eller “værre” grader sving, bølger, kurver, bratte stop.

For øvrigt! Tag og nyd alle forhindringerne og sidevejene og korrektionerne. For de vil komme.

Mit eget liv. Anekdote I.

I folkeskolen scorede jeg høje karakterer. I handelsskolen lige så. Så fulgte otte år i bankverdenen. Undervejs ebbede livet langsomt ud, og det var tid til total dekonstruktion. Full stop. For det, jeg (og mine forældre) troede var min lige vej gennem livet, var en vej lige ned i det grå rutinehelvede.

Jeg sparede op, stoppede med arbejdet, opsagde lejligheden, pakkede ned, gav væk, sagde farvel og rejste ud i verden. Et år senere begyndte jeg på psykologistudiet i en ny by.

Her, ca. 25 år efter, arbejder jeg efter endnu flere omveje med mennesker, der er hårdt ramt af psykiske problemer. Lønnen er ikke super høj, men mindre kan sagtens give en god, indholdsrig og tryg tilværelse.

Hvad er pointen?

Vi tror, at vi, bl.a. via ihærdighed, total dedikation og målsætning til uddannelse, kan finde den eneste og bedste vej gennem livet. At vi kun har et skud i bøssen. Det lykkes, må jeg erkende, for nogle. Men min formodning er, at for mange, heriblandt mig selv, må der flere skift til undervejs.

Forøvrigt: Nogle af dem, der sad bagerst i min folkeskoleklasse og scorede relativt lave karakterer fik langt bedre løn, i forståelsen højere løn, end jeg senere hen i livet. Det gælder sandsynligvis også i STX og HTX osv. Høje karakterer garanterer eller forudsiger ikke nødvendigvis ret meget om fremtiden. Eller garanterer et lykkeligt liv, et indholdsrigt liv, et meningsfyldt liv eller et velbetalt job.

Så… hvad så?

Naturligvis er det mit ærinde med alle mine ord at få dig, der fravælger din sport, fx badminton, til fordel for uddannelse, til at revurdere, om det nu er så klogt, sundt på længere sigt og meningsfuldt.

Hvis du ikke kan “presse” 2-4 timers sport ind i dit ugeskema, samtidig med at du selvfølgelig passer din uddannelse, så står det slemt til – for dig. Jeg tror endda, at du på flere områder gør dig selv en bjørnetjeneste.

Bare lige for en sikkerheds skyld:

En bjørnetjeneste er en velment hjælp, som gør mere skade end gavn!

Sport, mener jeg, kan være med til forbedre din koncentrationsevne, få ro i kroppen, få tankerne over på noget andet, give dig en tiltrængt pause fra teoriens og bøgernes verden, lade underbevidstheden bearbejde det, du har læst og knoklet med, øge udvikling på væsentlige punkter udenfor bøgernes verden – fysik, psyke, taktik, strategi, selvstændighed udover omgang og samarbejde med andre, dannelse og ganske enkelt give dig en pause fra krav og forventninger – og tilmed rendyrket underholdning.

Personlig anekdote II

Mit ældste afkom havde ligeledes ambitioner om, efter ni års skolegang inklusiv gymnasium, på en international skole i udlandet med et højt ambitions- og lektieniveau, at fortsætte uden pause på en videreuddannelse i vores lille dronningerige. Det fik jeg da heldigvis, vil jeg sige, forpurret og fik hende til at revurdere. I så mange år havde jeg været nærmeste observant til et ungt menneskes totale engagement i skole og lektier, altid lektier, at jeg synes, det var ok med en ikke umiddelbar meningsgivende og retningsbestemt pause. Herregud, hun skal leve i 70-80 år endnu og har masser af tid.

Pointen?

Jeg tror, at budskabet er tydeligt nu.

Tag den med ro. Overvej prioriteringerne og i samme ombæring ambitionerne. Udvikling og indlæring af færdigheder sker i mange fora.

Færdighederne til at kunne færdes i livet læres langtfra kun gennem ord fra en bog på en uddannelse. De læres overalt. I mange andre miljøer. På et fritidsjob. I hjemmet. Med vennerne. I sportens verden.

Jeg vil påstå følgende:

Sport giver dig……

Leg. Glæde. Sundhed. Dygtiggørelse.

Foreningsdeltagelse giver dig……..

Fællesskab. Sammenhængskraft. Dannelse. Tradition.

Badminton giver dig…..

Hurtighed. Styrke. Taktik. Motorik. Teknik. Selvstændighed. Individualitet.

Hold fast. Slap af. Forbliv medlem af fjerbanden. Vi slår så hårdt.

Badmintonbladet.dk 
Per Damkjær Juhl