BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Bluserne var klar i maj 2020. De skulle bæres ved Thomas & Uber Cup i Aarhus den 16.-24. maj 2020.
Sådan gik det som bekendt ikke.
To måneder tidligere, under All England i marts 2020 lukkede verden for alvor ned, mens kampene i arenaen i Birmingham blev afviklet med fyldte tribuner, og en “udenomsverden” kiggede på, både i forundring og begejstring – uden rigtig at kunne vælge side.
Pandemiens udbredelse satte herefter al badminton i bero. Ikke kun på de største og mest belyste baner, men også på de mindste ude i det lille riges yderkanter.
Den satte hele verden på stand by.
TUC20 blev udsat. Postponed, som det hedder. Dét ord har jeg virkelig måttet tage ind i mit vokabularium siden. Sammen med “cancelled”.
……og lært at bruge dem. Ja, at frygte dem!
Ærgerligt, for TUC20 skulle for første gang nogensinde afholdes i vores Dronningerige, og Aarhus og byens klubber var klar.
Siden blev TUC20 udsat til den 3.-11. oktober 2020 som en del af en tre trins raket i Danmark. TUC20 og så 2 turneringer efter hinanden i Odense – Denmark Open og “French” Open.
Sådan gik det heller ikke.
TUC20 og den fransk/danske udgave blev aflyst, men Badminton Danmark valgte at holde fast i sit flagskib, i hvad jeg tolker som en form for trods reaktion og “vi kan fandme godt styre det her og det skal vi nok vise verden” – og det kunne de! BD fik afviklet Denmark Open 2020 til manges glæde. Sikkert også manges irritation og fordømmelse. Dem om det.
Asiatiske spillere var der ikke mange af i Odense i oktober 2020. En lille gruppe topklasse-kvinder fra Japan, Chou (og hans eminente “træner-sekundant“ i hjørnestolen) fra Taiwan og nogle få indiske herresingler. Fra USA og Canada kom der også nogle få, mens ellers var det kun europæiske spillere. Ja selv en norsk kvinde i damesingle var der blevet plads til. Et desværre sjældent syn i turneringer på det niveau. (Undskyld Norge, men det er jo sandheden!).
https://en.wikipedia.org/wiki/2020_Denmark_Open
Der var nærmest slet ingen tilskuere tilstede og gangene udenfor spillehallen var mennesketomme.
Det var underligt at være vidne til og en del af. Alt var som det plejer – og så alligevel slet ikke. Slet ikke. Aldrig tidligere har jeg i Odense kunnet vælge mellem så mange stjerne-/første række pladser og sad også lige bag finalebanen, da damesinglen Nozomi Okuhara og Carolina Marin blev spillet. En fantastisk velspillet og spændende kamp midt i virus-infernoet.
De næste internationale turneringer blev afviklet i Thailand i januar 2021. Tre styks i en ægte boble. De deltagende spillere blev tvunget til at komme en uge før, gå i 48 timers total isolation på hver deres hotelværelse, med videoovervågning af hotelgange etc af politi/militær, underlægge sig hyppig testning og efterfølgende nærmest kun blive lukket ud, når de skulle træne og spille kamp.
Nogle af spillerne boede således 4 uger på det samme værelse og deltog i alle turneringer i samme hal. Det må have været lidt grusomt og hårdt for sjælen.
Vi, seerne, fik endelig set de bedste spille badminton. Ellers næsten. For bla Japan og Kina deltog ikke.
Til dags dato har de kinesiske spillere ikke været udenfor deres rige og deltaget i internationale turneringer i 15 måneder. Femten måneder. Over ét år!
Internationale turneringer, hovedsageligt i Asien, er blevet aflyst – senest her i foråret de tre OL-kvalifikstionsturneringer India Open, Malaysia Open og Singapore Open, eller som Badminton World Federation udmeldt det – postponed, herunder også de asiatiske mesterskaber. Ingen ved dog til hvornår de er udsat, det findes der mig bekendt ingen plan for. Har der overhovedet været afviklet internationale turneringer i Asien udover “Triple Thailand” siden foråret 2020? Jeg har mistet overblikket.
Europa har fornylig afviklet de europæiske mesterskaber i maj 2021 – og Syd-, Mellem- og Nordamerika deres Pan Am mesterskaber, All England blev også afviklet i marts 2021, Swiss Open, Orleans Masters, EM for Mixed Teams i Finland, og flere andre mindre europæiske turneringer er ligeledes blevet afviklet, ja selv afslutningen på den danske holdturnering 2019-2020, FINAL4, blev afviklet i Brøndby Hallen i den 19.-20. juni 2020.
De Olympiske Lege i Tokyo, der skulle have været afholdt den 24. juli – 9. august 2020, blev også udsat til afvikling den 23. juli – 8. august 2021.
Forøvrigt – Thomas & Uber Cup har også fået en ny dato og er fortsat planlagt til afvikling i Ceres Arena, Aarhus.
Det sker den 9.-17. oktober 2021 og bliver fulgt op af Victor Denmark Open i Odense den 19.-24. oktober. Lad os håbe det bliver afviklet. Det kunne blive nogle fantastiske uger.
Denne OL-udskydelse kombineret med de mange aflyste turneringer, hvor spillerne kunne have spillet om afgørende OL-kvalifikationspoint, har medført et forvirrende “Race to Tokyo” forløb. Nogle vil sige et unfair forløb, som jo har tilgodeset de europæiske spillere, der ikke har været nær så hårdt ramt af aflysninger som de asiatiske.
BWF har virket sært handlingslammet i denne pandemiske periode. Deres svar har været “postponed” eller “cancelled” med én undtagelse, eller rettere to – de tre boble turneringer i Thailand i januar 2020, og de europæiske turneringer. Men at mange af de europæiske turneringer er blevet gennemført skyldes måske mere de enkelte europæiske arrangørers vilje til at gennemføre i samarbejde med nationale myndigheder, end BWFs medvirken.
Men jeg erkender at kunne tage fejl. For hvad der i grunden foregår på de interne linier i de enkelte landes forbund, mellemforbund og nationale myndigheder, mellem forbundene og Badminton Europe, og mellem forbundene og BWF, og især internt i BWF ved jeg intet om. Men jeg ved, at Badminton Danmark og staben af ansatte har haft rigeligt at se til i denne lange periode. Jeg tror de håber på en snarlig normalisering. Ligesom alle os andre.
BWF virker set udefra som et lukket land. Knockoutet og kommunikationsbesværet.
12.maj 2021 skriver kommentator Dennis Bostrup dette på TV2:
https://sport.tv2.dk/badminton/2021-05-12-det-er-rystende-og-pinligt-af-bwf
“Den sidste aflysning af en stor badmintonturnering, Singapore Open, viser tydeligt et verdensforbund, BWF, der er handlingslammet og som en struds blot stikker hovedet i jorden og håber på bedre tider.
Der er ingen plan B.“
Der er årsmøde i BWF den 22. maj 2021. Der kommer nok ikke de store diskussioner eller uenigheder frem. Den siddende præsident, danske Poul-Erik Høyer er på valg og der er sært nok ingen modkandidat. Alene det kunne indikere, at åben meningsudveksling og lydhørhed overfor ændringer og “en anden tilgang” er udelukket og at det er “Business as usual”, selvom pandemien ellers fordrer andre fremgangsmåder og nytænkning.
Hvad kunne BWF have gjort?
De kunne i det mindste have brugt af deres store formue og have støttet eller tvunget afviklinger igennem magen til den i Thailand – altså i en langvarig boble med 3 turneringer. I det mindste i Asien, hvor den normale afvikling ikke har været mulig.
Måske også i Europa, således at asiaterne kunne have fået tilladelse af deres egne nationale myndigheder og forbund til at rejse den lange vej og være så sikret som muligt mod smitten, fx ved at minimere rejseriet ved afholde turneringer i bobler, i klumper om du vil, på én lokation.
BWF kunne have holdt badmintonsporten i gang på øverste niveau. I stedet er andre sportsgrene løbet med al opmærksomhed og “vi” har stået og kigget måbende ud i intetheden.
Gudskelov har vi nu her i vores lille rige fået adgang til de elskede haller, således at den opsparede energi kan komme ud og den mulige frustration over manglen på live topbadminton på diverse medier kan få aflad.
Men helt ærligt – jeg savner helt enormt topkampene på tv og mobil.
Jeg savner at se spillernes eminente beherskelse af bolden.
Jeg savner spændingen.
Jeg savner kommentatorerne på TV2 Sport. Ofte har jeg haft tv’et kørende under de store turneringer uden nødvendigvis at kigge med, men altid med lyden skruet op, så jeg kunne høre deres snak.
Den er jeg trods flere hundrede timers følgeskab endnu ikke blevet det mindste træt af.
Badmintonbladet.dk
Per Damkjær Juhl
