Per Damkjær Juhl: Hvad giver dansk badminton sin succes?

Et par nylige mediecitater fra hukommelsen:
“Vi lever i en accellerende præstationskultur, hvor vi ikke hylder og er opmærksomme på processen, men hvor det kun drejer sig om at nå i mål.”

“Test- og kontrolregimet er dominerende med stadig større fokus på konkurrence og selvoptimering.”

I vores badmintonverden og i omgangen med de unge må vi geare lidt ned i ranglistetrippet og måldyrkelsen, og i stedet fokusere på processen, udviklingen og legen.

Som Suzanne Wittrock, min badminton-samarbejds-makker i Team Storstrøm, siger det om sin søn: “Victor hører til en af dem, der har kørt den lige linje igennem hele systemet og har prøvet det meste. Spillet stævner hver eneste weekend, vundet en masse, været med i eliten, udtaget til træningslejr med landstræneren to gange, fået træning og spillet holdkampe i et hav af klubber, været i udlandet, på træningslejre, fået sponsoraftale, været på kurser for at lære at sætte mål, evaluere osv.

Og alligevel er det sjoveste altså stadig at spille med de gamle nisser (red. her mener hun VBKs motionshold, “Tirsdagsholdet”, for alle aldersgrupper og niveauer om tirsdagen (!) i Vordingborghallen) en ganske almindelig tirsdag aften i regnvejr.

Uanset hvor meget vi ‘skoler’ de små juniorer ind i et liv som små verdensstjerner, er de jo stadig bare børn, der skal have det sjovt!”

Senest har Badminton Danmark meldt følgende ud: “Ingen landsholdssamling under U15”

Og så til sidst, udtalt af landstræner Jacob Høi, da vi var fire unge og to voksne i Brøndby centeret mandag den 10. juli for at overvære en landsholdstræning, igen fra hukommelsen: “Vi har ikke i Danmark en manual, hvori man og udlandet kan læse, hvorfor vi gør det så godt i Danmark. Det nærmeste vi kommer en mulig årsag er, at vi har mange haller, at de er åbne og der er meget haltid, således at de unge kan lege på egen hånd.”

Det lyder simpelt, måske også en kende for simpelt, men det er en betydningsfuld faktor.

En sidebemærkning. Hvorfor kommer der ikke flere tilskuere for at overvære landets bedste under træning? Det er gratis. Der er sommerferie. Underholdningen er i top. Hvorfor reklamerer forbundet ikke med den mulighed? Der er oplagt. Brøndby hallen burde være fyldt med snakkende, hujende og godt underholdte tilskuere, således at spillerne samtidig kunne vænne sig til larm og ballade!

Tilbage på sporet…

Personligt har jeg derudover funderet lidt over et par yderligere faktorer, som kan spille en rolle og som bl.a. har sin baggrund i min egen badmintonopvækst.

Jeg er opvokset og spillede mine første ca 20 år i Kolding, i en klassisk badmintonhal, bygget i 1937 med buet loft, fire grønne baner med det blødeste trægulv, to små omklædningsrum og cafeteria på 1. sal. Her mødte jeg forøvrigt første gang den meget unge Høi. Det var en lille hal, som tilrejsende københavnere kaldte jordhulen. Den er nu jævnet med jorden og omdannet til parkeringsplads.

Faktisk blev alle kredse i Danmark grundlagt i årene mellem de to verdenskrige og i samme tidsrum blev der stiftet en del klubber samt bygget mange badmintonhaller, heraf en stor del i den ovennævnte klassiske stil – Skovshoved (1925, hal 1932), Gentofte (1928, hal 1932), KBK (1928), Stubbekøbing (1929), Harndrup (1931), Frederiksberg (1932), Valby (1933, hal 1936), Vejle og Herning og Hadsten (1933-34), Rødby (1933), Nykøbing Falster (1933, hal 1934), AB Aarhus (1934), Nysted (1934), Odense (1935), Svaneke (1936), Charlottenlund (1937), Skagen (1937),Vordingborg (1937), Svendborg (1930’erne), Kalundborg (1940) – for bare at nævne nogle få.

Der skete en “badmintoneksplosion og -ekspansion” i 30’erne, og den fortsatte op gennem 60’erne, 70’erne og 80’erne.

Jeg mener, dansk badmintons dominans i Europa og generelt i verden også kan begrundes med dette utal af haller. De ligger overalt og i hver en nok så lille by. Ingen steder er der langt til en hal, hvor man kan spille badminton.

Endnu en vigtig faktor er også, at vi har en tillidskultur, som betyder, at vi har en ret fri adgang til hallerne under behørig og udlevet ansvar.

Mange klubber. Mange haller. Meget haltid. Meget leg.

Vigtige komponenter indenfor vores sport.

Men den klassiske måde at dyrke sport på er under pres i nutiden. Ikke bare vores sport, men også andre sportsgrene.

Vi er presset af bl.a. den digitale verden, som betyder, at vores børn er i Tivoli hele tiden, hvilket medfører, at virkeligheden, herunder sport let bliver kedelig, for skal der slides og der er lidt længere til gratifikation.

Vi risikerer i den tivolisering, at børnene mister deres sanselighed, motorik, sociale forståelse og samspil, og ikke mindst evnen til at lege i den fysiske verden.

Og som noget pudsigt, i min verden i negativ forstand, indpodes de også en kropsforskrækkelse og blufærdighed, hvor de har endda meget svært ved at være nøgne sammen i et omklædningsrum.

Det er nye udfordringer i foreningsverden, og dertil kommer de tendenser og udviklingsspor, som jeg i tidligere indlæg har påpeget – centralisering i større klubber, flugten fra udkanten, nedgangen i antallet af unge, individualisering, “pay and play” etc.

En god veninde læste lidt korrektur på mine ord her og kommenterede: “….. men ville gerne læse mere om processen fremfor resultaterne.. altså at børn/unge i dag ikke gider processen, men helst vil i mål med det samme… ”

Mit korte svar var: “Fordi børn og unge og tildels også vi voksne har vænnet os til hurtig gratifikation. Instant belønning. Alt skal være til stede her og nu. Hvad du ikke ved kan du straks google dig til. Kan du ikke lide en film, et stykke musik, en kæreste, så flyver du straks videre. Ingen tålmodighed. Intet slid. Ingen øven. Ingen dybde.”

Men. Vi må ikke give op, men i stedet udtænke nye løsninger.

Vi må også huske, at der ikke kun findes én opskrift på succes, heller ikke den danske.

Og fremfor alt ikke glemme, at de næste stjerner fortsat kommer herudefra.

Per Damkjær Juhl, Vordingborg Badminton Klub