PV Sindhu. Foto @ JWL Online

PV Sindhu slår Lin Dan på hans hjemmebane

Loading

Indiens største badmintonstjerne netop nu er 21-årige Pusarla Venkata Sindhu, også kaldet PV Sindhu. Hun har stjålet det kommercielle rampelys fra Lin Dan og resten af den kinesiske trup – i Kina.

PV Sindhu vandt sølv ved OL i Rio 2016, hvor ingen kinesiske damesingler vandt medalje. Hun vandt Superseries-turneringen China Open i oktober 2016. Hun har været oppe som nummer to i verden og ligger pt. nummer 5. PV Sindhu har ca. 1,2 mio følgere både på Facebook og på Twitter.

PV Sindhu på plakaten i Kina. Foto @ InsideSport

Lige nu fylder Sindhu mere på de kinesiske reklamesøjler end hele den kinesiske armada inklusiv superstjernen Lin Dan. Hendes ansigt pryder kæmpestore reklamer på metrostationer i Kina, skriver Insidesport Desk.

PV Sindhu er brand ambassadør for Yonex, der er en de førende udstyrsleverandører til badminton. Yonex har haft vanskeligt ved at etablere sig for alvor på det kinesiske badminton marked, som er blandt de største i verden.

Yonex har valgt Sindhu til at være bannerfører for deres marketingoffensiv i Kina. Japanske Yonex har også verdens største badmintonnavn, Lin Dan, som ambassadør, men alligevel er det Sindhu, der er blevet foretrukket frem for Super-Dan på hans egen hjemmebane.

– Da Sindhu rejste til Rio, havde hun ingen sponsoraftaler, udover Yonex. Da hun vendte tilbage var det med medalje og en stjernestatus, som er vanskelig at slå, fortæller Tuhin Mishra, der er direktør for det firma, der varetager den unge stjernes kommercielle interesser, til CNBC.

Der er meget diskussion i Indien omkring, hvor meget PV Sindhu bliver betalt for at lægge navn og ansigt til forskellige varemærker. Der florerer rygter om mere end 1 mio kroner for at deltage i arrangementer på een dag.

PV Sindhu selv er ikke meget for at bidrage til rygtebørsen om hendes indtjening.

– Jeg følger ikke med i disse talgæt. Jeg er tilfreds med blot at kunne fokusere på min indsats på banen, siger PV Sindhu til CNBC.

Kilder: CNBC, InsideSports Desk, Economic Times

Læs også

10 badmintonspillere mere du bør følge på Facebook

For en lille måneds tid siden sammensatte vi en liste med 10 af de Facebook-fansider …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.