Store navne i Mexico City Grand Prix

Loading

Langt fra håndboldfeber og dansk julehygge har en række spillere indfundet sig i Mexico City, hvor der i denne uge spilles Grand Prix-turnering. Og det er en relativ stærkt besat turnering, der bærer tydeligt præg af, at det er OL-kvalifikationsår. Vinderen af Superserie-finalerne i damesingle, Nozomi Okuhara fra Japan, var tilmeldt men har i sidste øjeblik trukket sig fra turneringen, der starter i dag.

Okuhara var topseedet, og Yui Hashimoto fra Japan, som var i finalen ved Indonesia Open tidligere i år, var 6.-seedet men har også meldt fra. Det er synd for mexicanerne, som ellers har gjort alt for at lave et godt setup. Men Japans Minatsu Mitani og Sayaka Sato er mødt op, og de er henholdsvis 5.- og 7.- seedet i den stærkt besatte damesinglekategori, hvor Yeon Ju Bae fra Korea (seedet 2) og den tidligere Greve-spiller Michelle Li fra Canada (seedet 3) står til at mødes i finalen.

Herresinglekategorien er også ramt af sidsteøjebliksafbud, men heldigvis tropper flere af de seedede spillere op. Ajay Jayaram, Indien, er topseedet og står til at møde andenseedede Sho Sasaki, Japan, i finalen. Herredoublerne er heldigvis blevet forskånet for afbud, og det ligner en finale mellem de topseedede russere, Vladimir Ivanov og Ivan Sozonov, og de andenseedede malaysiere, V. Shem Goh og Wee Kiong Tan.

Netop Malaysia står også umiddelbart til at komme i finalerne i damedouble og mixdouble. Vivian Kah Mun Hoo og Khe Wei Woon er topseedede i damedouble og forventes at få koreanske modstand i finalen. Chang Ye Na og Lee So Hee er andenseedede og har fået en langt nemmere vej til finalen nu, da både de tredjeseedede japanere og den stærke amerikanske double med Eva Lee og Paula Lynna Obanana har trukket sig.

I mixen er Michael Fuchs og Birgit Michels fra Tyskland topseedede men allerede i deres første kamp kan de rende ind i det stærke thailandske par, Sudket Prapakamol og Saralee Thoungthongkam. De to skal dog først slå et østrigsk par. Malaysias Peng Soon Chan og Goh Liu Ying er andenseedede og står også til et thailandsk par i deres første kamp. Parret, der lå nummer 3 på verdensranglisten i 2013, er på en hård rejse mod den absolutte verdenstop igen, efter at Goh Liu Ying har været igennem et par alvorlige knæskader med deraf følgende operationer.

Har du interesse i at følge kampene i Mexico City Grand Prix, kan du kigge med lige her.

Læs også

Det danske UVM-landshold kæmpede sig tilbage

Det danske UVM landshold leverede her til eftermiddag et flot comeback, da 0-2 blev forvandlet …