Hvad er en svipserv? – Kunsten at kommentere badminton

Hans-Kristian Vittinghus var ekspertkommentator på DR under OL i Rio. Her giver han indblik i nogle af de tanker og overvejelser, han gjorde sig om kommenteringen undervejs og bagefter.

Forskellig feedback
”Kan du ikke bede din medkommentator om at holde en laaaaaaang pause?”

”Så ti dog stille, når duellerne er i gang”.

Ovenstående er to eksempler på nogle af de kommentarer Henrik Fallesen og jeg modtog på SMS i begyndelsen af OL-turneringen. En turnering vi kommenterede fra ende til anden med 72 kampe i alt, blandt andet samtlige kampe fra kvartfinalerne og frem.

Andre har beklaget sig over, vi var for kedelige i forhold til TV2 Sports populære kommentatorduo med Jim Laugesen og Dennis Bostrup. Ja, der var sågar nogle, der mente, de var ved at falde i søvn, når de skulle høre på os. Det må være folk, der er i besiddelse af et imponerende sovehjerte, når man tager i betragtning hvor mange vanvittigt spændende kampe, der var.

Vi modtog også massevis af ros. ”Bedste kommentatorpar under OL” samt ”en fornøjelse at have Fallesen og Vittinghus i mine ører” er gode eksempler på det. Det står jo nærmest i skærende kontrast til de første kommentarer, jeg linede op.

Vi forsøgte at tilpasse vores kommentering løbende. Vi var, synes vi selv, meget lydhøre overfor kritik, både negativt såvel som positivt. Man skal huske på, vi aldrig tidligere havde kommenteret ét minut sammen, så selvfølgelig skulle vi finde rytmen og være forberedte på, der skulle arbejdes med tingene.

Men ligegyldigt hvor lydhøre vi var, kunne vi med sikkerhed konkludere, at det var ganske umuligt at gøre alle tilfredse. Nogle ville have mere snak, andre ville have mindre. Nogle ville have mere passion, andre ville have mindre.

Hvem var vores publikum?
Vi var forberedte til fingerspidserne til hver eneste session med tidligere resultater, information om hver enkelt spiller og små anekdoter. Samtidigt ønskede DR, at der skulle besvares seerspørgsmål.

Noget der ikke er meget plads til, når man tænker på, hvor meget lækker badminton, der skulle kommenteres, hvor mange informationer vi gerne ville bidrage med, og hvor mange der ønsker, vi ikke snakker ind over duellerne. Vi forsøgte dog at svare på en del under de kampe, hvor der ikke var danskere på banen.

Kvaliteten af de spørgsmål vi modtog siger i øvrigt også en del om, hvilket publikum vi havde med at gøre. Jeg føler mig overbevist om, at alle der læser med her ved, hvad en svipserv er. Det kan jeg bare konstatere, mange af vores seere ikke vidste. Det var uden tvivl det oftest stillede spørgsmål, vi modtog under OL. Derudover væltede det ind med andre spørgsmål om reglerne, som ”Skal man ikke skal have serven for at få point i badminton?” Jo, det skulle man for 10 år siden!

Men med 775.000 seerne i snit til damedoublefinalen er det vel heller ikke så underligt. Det er nok en del flere end dem, der normalt kigger med på TV2 Sports sendinger fra Superseries-turneringerne. En overgang havde vi faktisk over en million, der kiggede med under netop den kamp.

Det var for øvrigt kun håndbold, der var mere set end badminton på dansk TV under OL!

Fakta kontra følelser
Lad os for en stund vende tilbage til snakken om passion.

Med Jim og Dennis er vi i badminton blevet vant til en utrolig mængde glæde og passion, når der kommenteres. En stil, det virker, som om de fleste godt kan lide. I mit eget stille sind kan jeg godt forestille mig, det har lidt at gøre med, hvilken kontrast vi kom fra med Steen Skovgaard som ekspert. Personligt kan jeg godt lide Steens kommentering på nogle punkter, men han har aldrig ladt sin kommentering styre af følelser. Jim og Dennis er en stor følelseseksplosion, når danskerne vinder.

Lige netop dét, har været et kritikpunkt en stor del af de danske kommentatorer har måtte høre på både under og efter OL. I flere klummer og kommentarer anklages kommentatorerne på både DR og TV2 for nærmest råbe og heppe mere, end de rent faktisk kommer med fagligt input, der skal gøre seeren klogere og forstå nuancerne i spillet.

Jeg er egentlig ikke helt uenig i den kritik. Men jeg synes heller ikke, den holder hele vejen. For der er masser af seere, der efterspørger indlevelse fra kommentatorerne. Det bliver af rigtig mange anset for kommentatorernes opgave at sætte stemningen for det, man skal se, på trods af man jo egentlig selv kan se og høre det hele.

Selvfølgelig skal det ikke kun være korte udbrud som ”kom så” og ”kom nu”, men man må også have respekt for at ganske mange ser kommenteringen som en del af oplevelsen, når de ser sport.

Så jeg har ikke et svar på, hvad der er den rigtige fordeling af fakta og følelser. Jeg kan nok bedst lide en god blanding af de to.

Men for både Fallesen og mig selv var det utrolig vigtigt, at det handlede om atleterne på banen og ikke os. Nyhedsartikler med overskrifter om kommentatorer, der går amok eller billeder på skærmen af jublende kommentatorer, ville for os egentlig være lidt af en fiasko. Det handler ikke om vores følelser, men om atleternes. Det er trods alt dem, der har gjort sig fortjent til det gennem mange års slid og slæb.

Hvor vil jeg så hen med alt det her?
Det korte svar er: Det ved jeg ikke.

Men jeg har efterhånden læst så meget kritik og debat om emnet, at jeg følte et behov for at komme med min version. At nuancere tingene set gennem en urutineret kommentators øjne.

Alle har ret til deres egen holdning, og som tidligere beskrevet er holdningerne mange og meget forskellige. Men der skal ikke sidde nogen derude og tro, kommentatorerne ikke går op i at gøre deres bedste og gøre flest muligt tilfredse. Der går mange timers forberedelse forud for selve kommenteringen, men man kan altså ikke vide alt – ej heller nå at komme ind på alt det, en million seere ønsker.

At kommentere badminton er i sandhed en svær balancegang.