TANKER FRA OMKLÆDNINGSRUMMET

Så sidder jeg der. I omklædningsrummet. På den gamle, ja originale, væghængte træbænk fra 1951. Efter 45 minutters spil. Engelsk double. Mere rakte fysikken ikke til. 

Det venstre knæ volder problemer. De opstod i juli, 6 dage før afgang til Japan og blev forværret under badmintonopholdet i Tokyo. Vi spillede jo hver dag. Og ingen eller rettere intet skulle holde mig fra at deltage i noget, vi havde brugt to års planlægning på. Har siden spillet max 10 timer. Løb, cykling og svømning har været udelukket. Formen er naturligvis dykket.

 

Så der sidder jeg. Alene i det store rum. Mens de andre leger i den store hal. Irriteret. Fortvivlet. Let opgivende. Selvynkende. Men dog også lidt glad. Lidt bevægelse og berøring med bolden blev det da til. Bedre end intet. Trods alt. Eller? I min verden er total afholdenhed lettere at styre og udholde end de her små smagsprøver. Det er som at sidde med ved det veldækkede bord og kun få tilbudt små smagsprøver, mens de andre fylder sig. Det er bare….. utilstrækkelig.

Knæet er skannet. Intet fundet. Korsbånd og menisk ok. Ingen mus. Kun en hævelse. Der føles som en blomme i knæhasen. Bakers Cyste. Ortopæden sagde den skulle have tid til at gå i sig selv. Tid? Tid! Nu er tiden jo i min alder ikke længere uendelig. Fortiden ér længere end fremtiden. Især på en grøn bane.

 

I sidste uge føltes hævelsen til at blive mindre, og så efter torsdagens spil med beboerne og i weekenden var den der igen. Blommen. Som en overmoden frugt. Med et tryk bagud. Samtidig med at de mærkværdige svirp som en elastik stadig opleves dagligt bag knæskallen. Frustration. Uvished. Manglende kontrol.

Der er ingen smerte. Jeg kan endda cykle nu. Småløbe. Gå normalt. Det sidste var svært i starten, ved hjemkomsten i slutningen af juli til Dronningeriget. Hvilket medførte betændelse i svangen på den højre fod. Følgeskader af kompenserende og ændrede bevægelsesmønstre. Helt skørt. Så kunne jeg slet ikke gå. Vraltede rundt på arbejdspladsens tre etager som en gammel mand. En rigtig gammel mand. Der samtidig har en udskiftningsparat højre hofte. Total selvynk.

Humøret bliver bare så påvirket. Ens samlede livssituation bliver lidt sværere. Overskuddet bliver mindre. Ventilen mangler. Energien forsøges transformeret til sæsonstarten i ungdomsafdelingen og det deraf følgende snak og administrative, hjemme og i den store hal. På ansøgninger. På planer. På bøger. På den hjemvendte søn. På kæresten. Men indimellem er timerne lange. Og rastløsheden stor.

Den evigtkværnende tankestrøm har altid været holdt i ave af motion. Og ikke mindst af denne ubestemmelige, men skønne følelse af “brugthed” – ømhed, varierende smerte, kramper, træthed. En “brugthed”, der har forplantet sig til hovedet og sindet, og skabt velvære, ro, balance, tålmodighed.

Nu er ventilen tilstoppet. Kun en smule af trykket er reduceret ved de få og korte deltagelser i hallen.

Jeg sidder så der. I omklædningsrummet.  Kigger ned på de slidte fødder. Ikke det kønneste syn. Over 40 år indeklemt i sportssko hævner sig. Tænker lidt. Går lidt i stå. Før hjemturen denne mørke og blæsende aften på cykel til sen aftensmad med søn I og II og datteren, der er på forlænget weekendbesøg. Gudskelov er de her stadig. I Det Hvide Hus. Det flytter fokus. Det holder selvynken og tankerne i et stramt greb.

Jeg må have en ny undersøgelsen. En second opinion. Det er sundhedsforsikringen gudskelov gået med til. Der må være noget overset, derinde i vævet, bag huden, i biomekanikken.

Men livet går videre. Selvom glæden ikke er helt så stor, så giver det en masse at være omkring sporten, at opholde sig i hallen, mærke stemningen og se glade ansigter. Andres glæde, energi og smil smitter rent faktisk.

Vi❤️badminton!

 

Per Damkjær Juhl

Læs også

Tænk hvis…..

…..der blev skrevet en lige så ærlig og bramfri bog om en dansk badmintonspiller! Spørgsmålet …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.