BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Mandag aften var jeg tilbage i Gymnase Ergmann, Mulhouse, Frankrig. En meget lavloftet hal med 5 baner på et tyndt gummiagtigt underlag ovenpå beton og glasvinduer hele vejen rundt langs loftet.
Jeg spillede lidt badminton, i løbesko og med låneketcher fra den nuværende President Ziegler, med 3 jævnaldrende bekendte fra dengang og nogle meget yngre spillere.
I denne let nedslidte hal omkranset af et højt trådhegn med port i et tvivlsomt byområde begyndte mit franske eventyr tilbage i august 1997 i forbindelse med, først et 5 måneders ophold og dernæst 8 måneder fra juli 1998.
I de næste 10 år rejste jeg 2-5 gange hver sæson til Frankrig for at spille holdkampe for Red Star Mulhouse. Alt afhængig af arbejde, familie og øvrige forpligtelser i Danmark og kampenes betydning i Frankrig.
I 1997, i Mulhouse blev jeg taget godt imod af (min nuværende gode ven) Christophe Saglio, dengang President (Formand) for Red Star Mulhouse.
I denne klub og på mit hold mødte jeg spillere fra Slovakiet, Holland, England og hele Frankrig, samt naturligvis også lokale spillere.
Vi rejste rundt i hele Frankrig for at spille holdkampe. Dengang 2-3 holdkampe pr weekend i samme hal.
Jeg fløj dertil – til Basel/Mulhouse/Freiburg lufthavnen. Men også til Charles du Gaule i Paris, Nice, Geneve, Zürich og Bruxelles. Kørte med TGV tog fra Bruxelles til Roubaix eller Gare du Nord i Paris, med reginaltog langs med Middelhavet, fra Nice til Marseille, eller i klubbens lille bus til kampe i Grenoble, Aix en Provence, Reims, Strasbourg, Morteaux i Jura bjergene, Roubaix og adskillige klubber i og omkring Paris.
Ofte medbringende et af mine to børn i alderen 3-5 år, således at deres mor ikke skulle klare dem begge helt selv hjemme i lejligheden på 3. sal på Frederiksberg, mens far morede sig i en forlænget weekend i Frankrig.
Det var en vidunderlig tid.
Det var en dannende og kulturberigende tid.
En tid, hvor den ukultiverede fra det lille kølige Dronningerige oppe nordfra oplevede, hvordan franskmænd opførte sig på banen.
Hvordan de sagde “pardon” ved rammeslag, bad om at spille bolden om når den landede lidt tæt på stregen og de var i tvivl, hvad de skulle dømme og kunne blive beskyldt for at snyde, og kindkyssede efter kampen
Men også en tid, hvor jeg oplevede, hvordan de opførte sig udenfor hallen – på restaurant og hotel, i det private og på det personlige plan.
Det gav et kendskab til franskmændene, og et tilhørsforhold til en by 1000 km syd for grænsen, en by som jeg bla besøgte i 2017 og 2018 sammen med to grupper unge spillere fra mit danske lokalområde.
Det gav et venskab, som nu har varet i 24 år. Et venskab, hvor vi har fulgt hinandens forhold gå i stykker for at blive erstattet af nye, hinandens børn vokse op og blive selvstændige personer og besøgt hinanden adskillige gange i Kolding, København, Vordingborg, Mulhouse og vulkanøen Reunion i det Indiske Ocean.
Dengang i 1997 og 1998 tog min daværende samlever og jeg chancen og flyttede sydpå.
Vi slap sikkerheden, bare en lille smule og tog et skridt ud i uvisheden.
Det viste sig at blive et kæmpe eventyr.
Badmintonbladet.dk
Per Damkjær Juhl
