BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Her er nogle minder fra mine 80’ere
Vi kom for sent til fester, konfirmationer, middagsaftaler, svigermors fødselsdag. Til alt. Sådan var det bare. Holdkampe gik forud for alt. ALT.
Vi spillede til 11 og 15 point. Og for at score point, skulle man først vinde serven. Med to server i doublen. Et ejendommeligt system. Forklar lige de unge det i dag! Der blev næsten kun servet høj og lang serv i singlerne.
Vi spillede uden pauser midt i sættet. Med 5 minutters pause mellem 2. og 3. sæt Den eneste med træner. Men tænk lige! FEM minutter. 300 sekunder. Jeg tror, jeg nogle gange har været i omklædningsrummet og skifte al tøj i denne pause, fordi mit biologiske kølesystem virker særdeles godt
Vi klarede det meste på banen selv. Også det med stregerne. Det gik ikke altid godt. Jeg har nogle gange været tæt på at få en på hovedet. “Jeg dræber dig!” har en meget højere modstander sagt til mig i pausen mellem 2. og 2. sæt i Vanløse i slut 90’erne….med lynende øjne. Ok, jeg havde været skarp på linien en enkelt gang. Det kan ske. Også bevidst nogle gange. Og denne gang var helt bevidst. Jeg skulle have det point. Jo. Jeg endte med at vinde kampen.
Vi jublede ikke ved modstanders fejl.
Vi jublede ikke med knyttet næve ved vundne point.
Vi sagde ikke “hu” eller “shååååwww” mellem duellerne.
Vi klappede ikke hænder med doublemakkeren hele tiden og mellem hver duel. Vi klappede aldrig hænder. Højst et klap bagi med ketcheren. Den gør man så aldrig mere!
Alle klædte om før og gik i bad efter kampen i omklædningsrummet.
Jeg havde min faste plads i omklædningsrummet de sidste 6-7 år i den gamle hal fra 1937 i Kolding. De unge blev bedt om at flytte sig, hvis de ved en fejl havde taget min plads. Sådan var hierarkiet. Man så op til og respekterede de ældre.
Der var ældre spillere på holdet, men dog langt fra så gamle som dem i dag. Som jeg husker det, var vi bare meget yngre.
Kun få af os havde børn derhjemme. Jeg husker ikke små (ble)børn i hallen. Men masser af unge spillere, der så på.
Sprungne opstrengninger blev repareret. Nogle gange af os selv efter kampen. Jeg havde 2-3 ketchere.
Boldrørerne blev dampet over kogende vand.
Holdleder Johanne Nierhoff røg cigarutter, mørke og stærkt osende cigaretter, i dommerburet, som var bygget på hallen udefra og vist nok et tidligere ishus. Røgen sprang os i møde, når vi hentede en ny bold. Det er ikke løgn. Det var helt normalt. Hun var med til alle kampe. Både hjemme og ude.
Bluserne var af bomuld, shortsene var korte og stramme og Jørgens strømper var strikket af mor. Og han havde dem altid på og var fuldstændig ligeglad med andres kommentarer.
Taskerne var firkantede. Ligesom de er nu.
Shampoen havde æbleduft.
Skoene var fra Patrick. Morten Frost udgaven.
Jeg havde elastik bag om hovedet og påhæftet de tunge briller, for at holde dem på næsen.
Vi havde da slet ikke vores eget navn på ryggen.
Vores hal blev kaldt “Jordhulen” af alle dem øst for Storebælt – de såkaldt “smarte”. Vi var ligeglade.
Bagefter mødtes begge hold i cafeteriet. Alle klubber havde et cafeteria, der var åbent meget af dagen.
Vi spiste sammen bagefter. Ved ét langt bord. Efter holdkampen. Gratis. Klubben betalte. Talte sammen bagefter. Drak sammen. Nogle gange af mærkelige og frem for alt store glas, i Kolding med 6 sugerør ned i, og vi havde ølkonkurrencer, der fortsatte og fortsatte.
Der blev holdt taler af de to holdledere. Vi rejste os bagefter som hold og råbte et kampråb eller sang vores klub-hymne.
Vi festede i klublokalet. Eller i byen. Og kom slæbende hjem midt om natten eller tidlig morgen med tasken fyldt med vådt tøj. Og lå herefter brak.
Vi rejste langt. Fra tidlig morgen til sen aften. Eller tidlig morgen. Vi rejste med tog. Nogle gange med fly ved holdkampe på Bornholm. Bornholmerne var festlige. Vi tog midnatsfærgen tilbage til København og morgentoget tilbage til Kolding. Vi rejste sjældent med bil. Fordi forbundet vist nok gav tilskud til offentlig transport.
Når vi rejste med tog, blev der i den ene kupé spillet kort. Begge veje. Vi havde reserveret to kupéer, hver med 6 pladser, men ofte pressede vi os næsten alle sammen på hjemturen i én.
Vi fik kaffe og medbragt brød på færgen. Færgen? Ja mellem Nyborg og Korsør. Næh, Knudshoved og Halskov. Nogle gange kørte toget direkte ombord på færgen. Man måtte forøvrigt kun bruge toilettet mellem togstationerne. “Affaldet” blev nemlig hældt direkte ud på skinnerne. Det er ikke løgn.
Generelt var vi nok mere ufornuftige, drikfældige, bekymringsfrie, udstyrsamatører, rygende, uvidende…..listen er lang.
Det ville aldrig gå i dag. Hvad tænkte vi dog på dengang? Nok ik’ så meget. Det var jo normalt.
Dengang var holdkampe rigtig sjove og meget omfattende.
Badmintonbladet • Per Damkjær Juhl
Tidligere klubber (ca antal år):
Kolding (20 år), Viby J (2 år), Smash Frederiksberg (6 år), Red Star Mulhouse (10 år, samtidig med danske klubber), Næstved (1 år), Vordingborg (6 år), Værløse (2 år), Vordingborg (10 år)
Spillet ca 600 holdkampe. Forsigtigt gæt, måske langt mere.
Flere sæsoner med holdkampe både under DBF/Badminton Danmark og DGI.
Flere sæsoner både som senior og veteran.
Flere sæsoner både i Danmark og Frankrig.
