Mikkel Enghøj vender tilbage til LB

Efter to sæsoner i Værløse har Mikkel Enghøj besluttet at rykke teltpælene op og vender fra den nye sæson 2018/19 tilbage til sin barndomsklub, hvor han siden han var ganske lille har fået sin badmintonopdragelse.



Om sin beslutning siger han selv: ”Jeg flyttede til Værløse for at prøve et nyt og anderledes træningsmiljø med mange jævnbyrdige herresingler, hvilket jeg har været glad for at have været en del af i de to år”, og fortsætter, ”men jeg har jo ikke kunnet undgå at bemærke, at der med Tine Baun som cheftræner og de nuværende spillere er sket et markant skifte i LB’s træningsmiljø. Det finder jeg utroligt spændende, og sammenholdt med klubbens værdier synes jeg, det passer meget godt ind med mine ambitioner og planer for min videreudvikling som spiller.”



Netop ønsket om at komme helt til tops er noget helt centralt i Mikkel Enghøjs tilgang til sporten. 

”Mine drømme og mål er stadig de samme – på sigt at komme ind som fast mand på forbundstræningen i Brøndby samt at kunne blande mig med verdenseliten i herresingle. Med den dedikation jeg lægger i min sport og i et tæt samarbejde med Tine tror jeg på, at jeg kan nå langt, rigtigt langt.”



LB’s gode træningsmiljø har skabt resultater, specielt for 1. holdet der er gået direkte gennem 1. division og 2. holdet, der også ligger til oprykning, og det glæder Mikkel Enghøj. 

”Det er et stort skridt i den rigtige retning, at LB igen er ved at blande sig i toppen af de bedste klubber med foreløbig en plads i ligakvalifikationsspillet, og det er mit største ønske, at jeg med min tilbagevenden kan bidrage til at løfte klubben det sidste stykke vej til en endelig plads i landets bedste række og selvfølgelig også helt generelt at medvirke til at styrke elitebredden blandt herrerne. Og sidst, men ikke mindst glæder jeg mig til igen at være en aktiv del af LB’s sociale liv og miljø, som jeg kender så godt og finder er noget ganske særligt. Så alt i alt ser jeg frem til igen at spille for den klub, jeg blev født i”, slutter Mikkel Enghøj.


I LB’s sportslige ledelse er man glad for nyheden om det forestående klubskifte. Herom udtaler cheftræner Tine Baun: ”Jeg er utrolig glad for, at Mikkel igen har valgt LB, og jeg ser frem til at samarbejde med Mikkel, som er ambitiøs og målrettet. Jeg håber at kunne hjælpe ham på vej mod nye højder. Mikkel er meget respekteret i klubben og har de kerneværdier, som vi vægter højt i klubben, såsom at indgå i et stærkt fællesskab på og uden for banen og bidrage til en seriøs og udviklende træning. Med Mikkel i truppen bekræfter vi i LB overfor os selv, at vi med fælles hjælp stadig løfter vores træningsmiljø med kvalitet og seriøsitet”.





Pressemeddelse: Lillerød Badmintonklub 
af Jens Buck-Jensen



Læs også

Badmintonligaen: Opstillingerne til medaljekampene

I næste uge afgøres medaljerne i Badmintonligaen, og nu er opstillingerne klar til de to …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.