Det er som at være til fest med hele familien. Kusiner, fætre, bedsteforældre, børn, onkler, tanter, søskende. Hele baduljen. Alle er her og kender mere eller mindre hinanden. Fra fjern eller nyere fortid eller nutid. Man snakker løst, diplomatisk, dybt, hjerteligt eller nøjes med et anerkendende håndtryk, nik eller smil. Det er jo de samme, man møder hver gang. Med små ændringer her og der.

Vi bliver mindet om, hvor lille et land og folk, vi er, og hvor begrænset badmintonverden i Dronningeriget er. Undres måske endda igen over, hvordan det kan lade sig gøre, at vi befinder os i eliten, ikke bare i Europa, men i verden. Hvor længe kan det eventyr blive ved? Andre spørger til vores opskrift. Men kender vi den selv i alle enkeltheder? Samt kunne det kopieres?

Så vi mødes igen.

Kolmos fra Fyn, hvis navn jeg tilfældigvis faldt over sent tirsdag aften, da jeg bladrede i gamle badminton arkiver fra start 70erne. Dengang repræsenterede han Tønder. Denne gang ledsaget af sin kone, der har mødt min ældste søster en gang i en veterankamp.

Michael Nørbæk fra Badminton Europes Center of Excellence i Holbæk, og tidligere lejrtræner for min niece Line Kruse.

Uhre, som jeg spillede mod som teenager ved VASGI (Vejle Amts Skytte, Gymnastik og Idræt) mesterskaberne i Vingsted.

Høi, som jeg havde under mine vinger i de tidligere år i Kolding.

Janus fra Rødby, som mit hold fra Vordingborg Badminton Klub har mødt i denne sæson.

Ole fra Værløse, som jeg har spillet veteran med, og nu, ser det ud til, er ansvarlig for linjedommerne.

Linjedommer Gitte, som jeg var på hold med i Viby i 90erne.

De to unge Oscar og Sebastian, som skal med på Team Storstrøms rejse til Japan til sommer. Den sædvanlige fotograf fra Frankrig. Listen er lang.

Denne gang er familien på en måde udvidet med alle spillerne. Sådan virker det i hvert fald på mig. Hvorfor? Arrangørerne har valgt at lade spillernes, normalt afskærmede opvarmningshal være åben for tilskuerne på deres vej fra indgang til spillehal og ligge i forlængelse af sponsorernes udstillinger. Vi kan således stå på få meters afstand og observere deres forberedelser, spil, opvarmning, udstræk, massage, små snakke med hinanden og trænerne. De er således helt tæt på. Ja vi går næsten i vejen for hinanden. Måske ikke til gavn for deres koncentration, men ret inkluderende for os tilskuere.

Englænderne Ellis og Langridge varmede op koncentreret og strukturet til deres afgørende double mod russerne Ivanov og Sozonov, der til gengæld tog det noget mere afslappet og tilsyneladende tilfældigt. Russerne vandt rimelig komfortabelt.

De danske herrer havde gang i en netspilskonkurrence.

Ja, de er der alle sammen – irerne med det unge talent Nguyen og familien Magee, som næsten udgør halvdelen af holdet, tyskerne, som tillige i hallen medbringer tromme og fløjter, hollænderne med de mange Vendsyssel spillere, franskmændene med Thom Gicquel fra Red Star Mulhouse, som Team Storstrøm besøgte i 2017 og 2018 og spaniolerne, desværre uden Marin.

Jeg elsker at høre alle sprogene, blandingen af det internationale og lokale, makro- og mikrokosmos, spændingen, intimiteten og stjernernes nærhed, lugten af franske hotdogs, starstruckte unges og ældres store øjne, min egen glæde ved at opleve det hele atter en gang, at få lov til at vandre rundt, snuse til, lytte, fornemme, snakke, se og blive imponeret.

Imponeret over spillets hastighed, som fornemmes helt anderledes, når man ser det live og i samme niveau, end via tv og streaming.

Imponeret over spillernes udførelse og kontrol over bold, motorik, taktik, teknik. Og mange andre parametre.

Imponeret over deres evne til at justere og rette deres spil, deres kommunikation på banen og med træner på sidelinien, deres konstante motivation og gejst og vilje.

Imponeret over perfektionen, forfinelsen, æstetikken. Der ligger så ufattelig mange timers hårdt slid gemt.

De er forbilleder og eksempler på, hvor utrolig langt man kan dykke ned i en interesse, hobby, felt eller sport, når det sker med fuld dedikation og fokus.

Tak for at vise os det.