Thilde Nørgaard Iversen (højre) og Julie Finne-Ipsen (midt) sekunderet af Tanja Berg (venstre). Foto @ Annette Vollertzen

Badmintonligaen: Finne og Nørgaard leverede overraskelsen i Værløse

Loading

Værløses Badmintonliga-hold havde i aftenens kamp mod Gentofte mulighed for at spille sig op på en slutplacering som nummer 5 i grundspillet. Det ville kræve 3 point og en overraskelse.

Lige holdkamp
På papiret ville opgøret mellem de to mandskaber ligge til at gå i Golden Set. Men denne aften i Værløsehallerne bød på to tætte enkeltkampe, og den ene fik afgørende betydning. I begge kampe var Gentofte klare favoritter.

– Vi så på forhånd, at der var nogle chancer, fortalte Værløses Anna Thea Madsen til Badmintonbladet.dk efter kampen. Men egentlig havde vi mest talt om, at vi skulle ind og præstere i kampen for at afslutte grundspillet på en god måde.

Favoritter faldt
I første runde drejede det sig om damedoublen mellem Line Kruse og Marie Røpke fra Gentofte og Julie Finne-Ipsen og Thilde Nørgaard Iversen fra Værløse. Både pointmæssigt og spillemæssigt svingede kampen frem og tilbage, og da det skulle afgøres til slut i femte sæt, var det overraskende Værløsepigerne, der holdt hovederne koldest. De løb med sejren med 11-9 i afgørende sæt.

– Det var rigtig godt arbejde. De troede på det, og de kommer godt tilbage efter et fjerde sæt, hvor spillet ikke helt lykkedes. Men de kommer ud med godt mod igen i femte sæt. Flot at de vinder mod et så stærkt par som Kruse og Røpke, analyserede Anna Thea Madsen.

Mikkelsen pressede på
Dagens andet tætte opgør var i 1. herresingle, hvor Gentofte-profilen Scott Evans brugte lang tid på at finde rytmen mod altid godt kæmpende Mikkel Mikkelsen fra Værløse. De to første sæt var tætte og gik til Mikkelsen, men derfra fik Evans overtaget og bragte balance i tingene. I femte sæt fik Værløse-spilleren i hul til Evans, men han fik ikke snøret sækken, og Gentoftes irer nappede sejren med 12-10 i femte sæt.

– Ærgerligt at han ikke lige for lukket kampen. Han var foran 10-7 i femte sæt, tror jeg, men det skal nok komme med sejre i de her tætte kampe.

Sikre sejre
Resten af kampene gik planmæssigt med Værløsesejre til Anna Thea Madsen, Rasmus Messerschmidt og Line Kjærsfeldt/René Mattisson, og dermed blev det blot til to Gentofte-gevinster, da David Daugaard og Mathias Christiansen sejrede sikkert i herredoublen.

– Jeg er glad for min sejr. Og at jeg fik rejst mig fra i mandags (nederlag til Natalia Rohde, red.), fortalte Anna Thea Madsen, der spillede sin sidste betydningsfulde kamp i 2014. Den står nu på masser af træning i julen, og starten af 2015 er booket op med mange internationale turneringer, primært på Challenge-niveau i Europa.

Årets Fund nominering
Anna Thea Madsen har dog fået fri for et træningspas d. 29. december, da hun skal ind til kåringen af Årets Fund 2014 i Politikens Hus. Anna Thea repræsenterer ved den lejlighed hele badmintonsporten i konkurrence med 9 andre talentfulde atleter. Det er naturligvis en nominering, Værløse-talentet er meget stolt af. Det forstår man godt. Held og lykke d. 29. december.

Samlet resultat blev 4-2 til Værløse, der således lykkedes med at spille sig op som nummer 5, mens Gentofte sluttede som nummer 8. Se alle resultater fra Badmintonligakampen mellem Værløse Badminton og Gentofte Badminton Klub.

 

Læs også

Badmintonligaen: Sådan bliver resultaterne i syvende runde

Syvende runde af denne sæsons Badmintonliga spilles i aften kl. 19.00. BadmintonBladet har vanen tro …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.