Foto @ Eframe.dk

Presse: VEB næstsidst i Badmintonligaen

Loading

Efter mandagens 1-5 nederlag på udebane mod Aarhus AB er VEB røget ned på niendepladsen. Holdet har nu kniven for struben inden torsdagens hjemmekamp mod Odense. Den skal vindes, hvis VEB vil op i Top 8, som kvalificerer sig til kvartfinalerne.

Opgøret mod sæsonens store positive overraskelse, Aarhus AB, begyndte skidt for VEB. Peter Mikkelsen tabte 6-11, 8-11, 11-9, 8-11 til den bare 17-årige Anders Antonsen. Begge spillere var ubesejrede i denne sæson, og i perioder var det også en fin og underholdende kamp. Det var, når Peter Mikkelsen begrænsede sine uprovokerede fejl. Det kneb det dog med i første, andet og fjerde sæt, hvorimod Anders Antonsen stort set aldrig forærede nogle nemme point til VEB-spilleren.

– Jeg havde alt for travlt med at afgøre duellerne. Det gik meget bedre, når jeg holdt bolden i gang, så det skulle jeg have gjort noget mere. Det var urutineret af mig, erkendte Peter Mikkelsen, som samtidig roste sin unge modspiller.

På banen ved siden af tabte Telma Santos 5-11, 6-11, 10-12 til kineseren Rong Bo. Ligesom VEB’s to amerikanske spillere ankom portugiseren direkte fra en turnering i Brasilien, men hun leverede faktisk en okay præstation og havde sætbold i tredje sæt. Ærgerligt, at hun ikke udnyttede den chance.

Med sejre til VEB i første sæt i både mixed- og herredouble kunne de medrejsende VEB-fans pludselig høres i den ganske velbesøgte aarhusianske hal på Dyehavevej. Og Stasa Poznanovic og Zvonimir Durkinjak sørgede for den vigtige reducering ved at vinde 8-11, 12-10, 11-6, 7-11, 11-6 over Kerstin Hartvig Nielsen og Rasmus Bonde.

Martin Kragh og Zvonimir Hölbling kunne dog ikke følge de fine takter fra første sæt op. VEB-parret tabte 11-8, 6-11, 8-11, 6-11 til Kasper Antonsen og Oliver Babic. Den afgørende power manglede i VEB-offensiven.

Nu var det op ad bakke for VEB, selv om Eva Lee og Paula Lynn Obanana normalt er et sikkert kort. De har faktisk aldrig tabt sammen i Badmintonligaen. Parret var dog oppe mod de stærke bulgarske søstre Stefani og Gabriela Stoeva, som på imponerende vis sender alt tilbage. VEB’s to amerikanere havde pæne føringer i alle tre sæt, men tabte 10-12, 8-11, 7-11.

Mens de kæmpede for at holde VEB inde i kampen, forsøgte finnen Ville Lång at få gang i det spil, som alle ved, at han mestrer. Det blev dog heller ikke i aften, at manden fra Helsinki med det store fuldskæg viste sit værd. Tværtimod leverede for han anden kamp i træk en uengageret indsats og tabte 2-11, 11-13, 2-11 til Flemming Quach. I andet sæt førte Ville Lang med 8-2.

Ville Långs tandløse optræden fik VEB’s formand, Jan R. Jensen, op i det røde felt. Da spillerne var samlet til debriefing, tog formanden ordet og fortalte i meget klare vendinger, hvad han mente om Ville Långs præstation.

– Det var vigtigt for mig at sige det, mens de andre spillere hørte det. Nu bliver han altså nødt til at vise, at han er pengene værd, siger Jan R. Jensen.

Ville Lång og de øvrige VEB-spillere møder torsdag aften Odense på hjemmebane. Og 27. november kommer Gentofte på besøg i Frederikshavn, inden VEB slutter grundspillet ude mod Greve og hjemme mod Skovshoved.

– Målet er fem point mod Odense og Gentofte, siger formanden.

Pressemeddelelse fra Vendsyssel Elite Badminton

Læs også

Badmintonligaen: Sådan stiller holdene op til syvende runde

Opstillingerne til syvende runde i Badmintonligaen er nu klar. Runden spilles onsdag kl. 19.00. Stilling, …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.