Viktor Axelsen er seedet to'er ved Japan Open. Foto: @ Annette Vollertzen

VM: Hård kamp for Viktor

Loading

Danmarks tredje herresingle spillede en af dagens sidste kampe. Der var ikke mange tilskuere tilbage i hallen, men på TV kunne man hele kampen igennem høre et taktfast ”Let’s go, Viktor, let’s go!” fra den lille gruppe af danskere, der var til stede i hallen.

Viktor Axelsen gik ind til kampen mod H. S. Prannoy fra Indien som svag favorit. Han havde vundet de hidtil to indbyrdes opgør, dog begge gange med 21-18 i tredje sæt, og han ligger fem pladser højere på verdensranglisten end sin indiske modstander.

God dansk start
Højt tempo fra start gav publikum og TV-seerne noget rigtig god badminton at se på. Viktor lavede dog lidt for mange småfejl i starten af første sæt og kunne ikke rigtig ramme sit sædvanlige spil. Men bagud 5-8 ramte danskeren en god periode og bragte sig med ni points i træk afgørende foran.

Prannoy var godt nok lige ved at hende Viktor Axelsen igen, men med et par stærke slag formår han at holde inderen på afstand, og han kunne lukke sættet med 21-16.

Indisk pres
Viktor fortsatte det gode spil i andet sæt og overspillede til tider fuldstændig Prannoy, der gerne ville frem og lægge pres på danskeren.

Medvindssiden, som Viktor Axelsen spillede på i andet sæt, er den svære side, men det danske es håndterede denne udfordring på fornemmeste vis. Efter et par dueller, hvor det bølgede lidt frem og tilbage, var det dog den indiske spiller, der kunne gå til pause med en føring på 11-8.

Herfra var det pludselig Prannoy, der var ovenpå, og han satte med en stribe på fem points danskeren under hårdt pres. Viktor kom dog rigtig stærkt igen, men han måtte alligevel se sig slået med 19-21, og nu skulle der et tredje sæt til for at finde en vinder, ganske ligesom i de to spilleres to tidligere opgør

Publikum blev forkælet
Selv om begge spillere givetvis må have været trætte efter de to første sæt, lagde de begge ud i et højere tempo i tredje. Længere dueller skabte spænding om resultatet, og Viktor måtte kæmpe mere for sine points end Prannoy måtte for sine.

Publikum blev forkælet af de to spillere, der begge gav sig fuldt ud. Selv om det var rimelig tæt, var det Viktor, der havde overtaget hele vejen. Han spillede knivskarpt helt fremme på banen, og Prannoy bukkede flere gange under for presset.

Inderen begyndte at se træt ud, mens Viktor kunne skimte en sejr. Flere fejl på nettet fra Prannoys side gav danskeren et større og større forspring, og på sin anden matchbold indløste Viktor Axelsen billet til kvartfinalen ved for tredje gang ud af tre mulige at vinde med 21-18 i tredje sæt over H. S. Prannoy.

Meget glad dansker
– Der var nerver på fra os begge to, sagde Viktor efter kampen til TV2 Sport.

– Der er så varmt inde i hallen, og det er så intenst at spille derinde, så lige nu er jeg bare pisseglad for at være i kvartfinalen, tilføje den sejrende dansker, der også røbede, at nu skulle han bare hjem på hotellet og have benene op og have fyldt depoterne op.

Det er forståeligt, for i morgen venter Chen Long. Selv om Viktor tidligere har drillet den regerende verdensmester (tabte i tre tætte sæt ved finalen i Australian Open tidligere i år), kræver det en mandfolkepræstation af danskeren, hvis han skal vinde over den stærke kineser i morgen.

Se Viktors program ved VM her.

Læs også

Badminton i verdensklasse i Brøndby Hallen!

I går var vi 12-14 tilskuere, der helt gratis så verdensklasse badminton på tæt hold. …