Joachim Fischer Nielsen og Christinna Pedersen var i dag ligesom i Christinnas damedouble tidligere oppe mod modstandere, de aldrig før havde slået.
Kineserne Liu Cheng og Bao Yixin førte 5-0 inden dagens kvartfinale, og oddsene var imod danskerne.
Men stærkt spil fra danskerne fik kineserne til at ligne nogen, der ikke var klar. Efter en lige start op til 5-5 stod der Danmark overalt på første sæt. Joachim og Christinna bragte sig foran med 13-6, og selv om kineserne indhentede noget af dette forspring, var der ingen slinger i valsen for danskerne. 21-16 og det tegnede rigtig godt for andet sæt.
Slinger i valsen kan man heller ikke tale om i andet sæt – det skulle da lige være, hvis man er kineser. For efter at stå lige ved 5-5 som i første sæt satte Joachim og Christinna sig igen på det hele.
Stimer på fire og seks points afgjorde sættet, der endte med en afklapsning på 21-12. Tredje danske sejr ud af tre mulige – det må betegnes som en rigtig god dag.
I morgen skal Joachim og Christinna møde Gi Jung Kim og Shin Seung Chan fra Korea, der noget overraskende slog de andenseedede kinesere Xu Chen og Ma Jin i to sæt. Danskerne har mødt dem en enkelt gang, desværre med nederlag til følge. Det kan de passende lave om på i morgen.
Se programmet for Japan Open her.