Vi kan vist allesammen godt tåle at læse om Viktor Axelsens sejr over Lin Dan ved Denmark Open i går. Denne fantastiske præstation har givet genlyd i hele badmintonverden, og man kan se nyheden blive spredt med lynets hast på de sociale medier samt forskellige sportsavisers hjemmesider.
Viktor udraderede Lin Dan med imponerende 21-8 21-7 i en kamp, der blot varede 36 minutter. Det er den største danske sejr over kineseren nogensinde. I dag står den på kinesisk modstand igen, når Chen Long står over for manden, vi har givet det nye tilnavn Super-Viktor.
Sikker mix
Vi har fået fem danskere med til semifinalerne ved Denmark Open. Ud over Viktor er Joachim Fischer Nielsen og Christinna også med i mixdouble, efter at de indledte gårsdagens program med en sejr i to sæt (21-16 21-19) over Shin Baek Cheol og Chae Yoo Jung fra Korea.
I dag møder de igen koreanske modstandere i Ko Sung Hyun og Kim Ha Na, og med en statistik på 4-1 i dansk favør, har danskerne normalt et godt tag på de to.
Ingen dobbelt op
Christinna kunne desværre ikke doble op og spille sig til to semifinaler. Sammen med Kamilla Rytter Juhl tabte hun en tæt kamp til de to kinesiske verdensmestre, Tian Qing og Zhao Yunlei, der også var danskernes bødler i VM-finalen i august. Med 22-20 21-19 trak det kinesiske par igen det længste strå.
Tæt herredouble
Til gengæld er herredoublen Mathias Boe og Carsten Mogensen klar til semifinalerne efter en tæt og spændende kamp mod Chao Biao og Hong Wei fra Kina. Med to gange 23-21 fik tilskuerne i Odense Idrætshal lidt jubel at gå hjem på i gårsdagens sidste kamp.
I dag er der igen kinesisk modstand til Mathias og Carsten. De møder Liu Cheng og Lu Kai, der allerede har spillet fem kampe ved Denmark Open. De startede nemlig i kvalen, hvor de var igennem to tætte kampe, før billetten til hovedturneringen var sikret. I anden runde slog de verdensmestrene fra Indonesien ud, så den danske duo skal være på mærkerne fra start i dag.
Bitter exit for Jan
Desværre kunne Jan Ø. Jørgensen ikke gøre Viktor selskab i semifinalerne i herresingle. Den danske etter tabte knebent til Tommy Sugiarto, Indonesien, der med to gange 21-19 bookede en plads til i dag. Selv om resultatet var utrolig tæt, var det indoneseren, der var lige den tand foran hele vejen, at det var ham, der løb med sejren. Han står i dag over for Chou Tien Chen fra Taiwan.
Kamprækkefølgen kan ses her. De første kampe går i gang kl. 12:00.