Kredstur til Stockholm med Badminton Sjælland

Loading

Så blev det tid igen – Badminton Sjælland kredsen inviterede til tur/stævne i Stockholm. Freja har tidligere været med som U11 – spiller, men skulle i år med som førsteårs U13, så spændingen var stor.

Fredag den 13/12 kl. 05.55 mødte vi ved Værløse hallerne, hvorfra vi sammen med en masse andre U11 og U13 spillere (- og nogle forældre) skulle køre i bus de næste 9 timer. Målet var Täby RacketCenter – her skulle der fredag aften spilles landskampe imellem Danmark, Sverige og Finland. Undervejs var der heldigvis indlagt det efterhånden traditionsrige ”banana” – banko med fine præmier fra Li-ning, samt filmforevisning på bussens tv til at fordrive de mange timer.

ANKOMST
Da vi ankom til Täby RacketCenter var det med en gruppe utålmodige badminton spillere, der bare gerne ville ind i hallen og i gang med at slå til deres favorit bold – fjerbolden. Alle mand kom MEGET hurtigt ind, fik skiftet og var i gang… nogle 4 andre 6 – ja der var sågar 8 på en bane – alle ville bare gerne lege med fjerbolden… og efter en for dem ”meget” lang køretur, så var der masser af energi.

Efter en omgang aftensmad skulle landskampene i gang – men manglen på pigespillere ses også i Sverige – det ene svenske U13 – hold manglede 2 piger. Freja og en anden dansk pige blev venligst udlånt, så de skulle spille mod Finland for Sverige.

INDMARCH OG LANDSKAMP
Inden landskampene startede var der først indmarch med alle spillere fra de forskellige nationer, samt flag og en masse forventningsfulde spillere (- alle de danske spillere i rødt og hvidt) – alle så meget stolte og forventningsfulde ud… klar til kamp.

Landskampene til dette stævne bliver ikke spillet, som vi herhjemme kender det fra blandt andet holdkampe – man gør det altid på forskellige måder. Sidste år var det kampe, hvor sættene kun gik til 11 og man skulle vinde 3 sæt dvs. max 5 sæt.

I år skulle der spilles 12 kampe til 11 point blandet i de 5 forskellige kategorier (HS, DS, HD, DD og MD) men med rullende score hele tiden. Det vil sige – i første kamp spillede de indtil en af spillerne havde 11 point, så byttede man spillerne ud på begge sider af nettet men beholdt pointstillingen. De næste spillere spillede til en af dem fik 22 point og sådan fortsatte det – en sjov og meget anderledes måde, at gøre det på.

SVERIGE – FINLAND
Freja spillede som sagt for Sverige imod Finland – de kæmpede hårdt, men måtte i sidste ende se sig slået på målstregen. Finland nåede til sidst at snige sig forbi og opnå de 132 point først – men alle spillere havde gjort det godt. Det danske U13 – hold vandt sin landskamp imod det andet svenske hold, så stemningen var i top.

Så gik turen mod hotellet. Alle spillerne fik hurtigt deres værelseskammerater at vide og blev sendt afsted op i bad og herefter i seng, da en ny dag med mange kampe ventede.

Lørdag morgen – morgenmaden blev spist på hotellet, hvor der var en flot morgenmadsbuffet, så alle blev mætte og var klar til kamp…

STÆVNET
Stævnet var bygget således op, at de forskellige årgange spillede deres indledende kampe i forskellige haller lørdag. Søndag samlede man alle fra U11 – U19 i en hal til semifinaler og finaler. Freja og de andre U13-spillere skulle spille i Täby RacketCenter, så de blev først sat af, hvorefter U11-spillerne kørte videre til Kista RacketCenter.

Freja lagde ud med MD sammen med en svensk makker – hun var spændt på om de nu kunne forstå hinanden. Men hendes svenske makker Malte har haft trænet i Danmark, så han forstod dansk, men talte det ikke, så Freja talte dansk og han svensk – ikke lige nemt hele tiden. Men de fik hurtig en forståelse for hinanden i kampen – her taler alle jo samme sprog… de vandt kampen mod 2 dygtige svenskere – 2 stolte spillere… men… i næste kamp ventede de topseedede franskmænd, som bare var på et helt andet niveau end resten af spillerne i denne turnering (- de vandt også i sidste ende alle 5 rækker på nær DD, hvor de fik en 2 plads). Malte og Freja spillede godt og kæmpede, men måtte sig se sig slået… men helt klart en oplevelse og erfaring rigere på, hvordan man sagtens kan tale sammen på en badminton bane uden at komme fra samme land.

Så blev fokus drejet over på single – her var Freja i gruppe med 3 svenskere. Det blev til 3 gode kampe for Freja – hun vandt 2 og tabte 1. Men dermed var singlerækken ikke slut for Freja, for i Sverige går både 1 og 2 videre fra puljen, så Freja var stadig med. I 1/8 – finalen mødte Freja en dygtig pige fra Finland, så til trods for godt spil måtte hun se sig slået og single sluttede der.

Sidst men ikke mindst stillede Freja op i DD med hendes makker fra Danmark – Camilla. De 2 piger glædede sig til, at skulle i kamp sammen imod 2 svenske piger, hvoraf Freja allerede havde mødt den ene pige i mixdouble (- og den kamp vandt hun, så troen på endnu en sejr var helt klart til stede hos begge piger). Det blev en god kamp – Camilla og Freja tog første sæt 21 – 16, men i andet sæt bed de svenske piger mere fra sig og der skulle kæmpes til sidste bold – men pigerne fik hevet sejren hjem med 22-20 i andet sæt. I kvartfinalen ventede der så et stærkt svensk par – pigerne kæmpede og spillede fortsat godt sammen, men måtte se sig slået af de svenske piger.

Hermed sluttede turneringen for Freja, som desværre ikke lige nåede med i en semifinale, så hun også skulle spille om søndagen. Men hun havde fået spillet en masse gode kampe, og der var dermed kommet endnu mere god erfaring i rygsækken.

Da alle kampe var afviklet gik det retur til hotellet og aftensmad – herefter stod det på hygge på værelserne og en god nats søvn, så dem der skulle spille søndag var klar.

Søndag gik turen til Enskede Rackethall – alle semifinaler og finaler U11 – U19 skulle afvikles her.  De spillere som ikke skulle spille heppede på de der var i kamp og når der var tid, så nuppede de ketcherne frem fra tasken og spillede på de ledige baner – så selv om man ikke skulle spille kamp skulle der leges med fjerbolden – det var tydeligt, at alle elskede legen med fjerbolden…

GUF
Efter en masse gode kampe, hvor Danmark dominerede U11 rækken og Frankrig U13 rækken, så skulle der handles guf til hjemturen i den nærved liggende LIDL. Der blev regnet godt – lagt til og trukket fra, så man kunne få købt det man nu helst ville have…

Da alle mand var kommet ombord i bussen gik turen hjem mod Danmark… man skulle tro, at alle nu var godt brugte, men nej… der var stadig børn, som havde en masse krudt, der skulle brændes af, så bagerst i bussen var der hygge og snak og forrest i bussen trak de trætte børn hen og sov…

Men der var ingen tvivl om, at da vi ankom til Værløse søndag nat kl.01.15, så havde alle børn haft en fantastisk tur, med nye venskaber på tværs af klubberne og årgangene, samt en masse erfaring fra kampe mod spillere man måske ikke lige havde mødt før.

En ting er sikkert – Freja vil gerne afsted igen…

Freja og Lene Fjelksted 

Læs også

China Masters Super 750 • 19.-25. 11.24 • TV2 Sports sendeplan • Tidligere vindere etc • …og en kort video

🇩🇰 mixen Busch & Vestergaard taber 22-24/21-16/16-21. Ikke flere danskere i kamp i dag. The …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.