Lee Chong Wei: Jeg er klar!

Loading

En tændt Lee Chong Wei er klar til at rykke op i top 10 igen. Den stærke malaysier vil i næste uge deltage i sin første Superserie-turnering i år, når Japan Open spilles i Tokyo 8.-13. september.

Japan Open er den syvende Superserie-turnering af de 12, der spilles. Lee Chong Wei missede de første seks pga. hans otte måneders udelukkelse fra badminton efter VM sidste år, og han halter derfor gevaldigt efter, når det gælder kvalifikation til Superserie-finalerne i Dubai i december.

Under hans udelukkelse rykkede han fra nr. 1 og helt ned som nr. 180 i verden, men de fem turneringer, han har spillet siden maj, har bragt ham op som nr. 28 nu. Og han har gode chancer for at komme nærmere top 10, som er hans første mål, for han spiller samtlige Superserie-turneringer resten af året, hvilket også inkluderer Denmark Open i oktober.

Fokus på OL
– Jeg har lagt skuffelsen fra VM i Jakarta bag mig. Det var ikke nemt at komme tilbage efter otte måneders udelukkelse. Det var mentalt hårdt, og jeg følte en stor byrde på mine skuldre. På trods af det nåede jeg VM-finalen, så det er jo godt, konstaterer Lee Chong Wei.

– Nu vil jeg fokusere på at kvalificere mig til mit sidste OL i Rio de Janeiro næste år. Jeg håber, at mine præstationer i de næste seks Superserie-turneringer vil bringe mig tilbage i top 10. Og hvem ved, hvis jeg er konsistent, kan jeg måske også snige mig med til Superserie-finalerne i Dubai, fortsætter han.

Første skridt mod Superserie-finalerne
For at komme med til Superserie-finalerne, skal Lee Chong Wei være blandt de otte bedste i Superserie-sammenhæng. Da han endnu ikke har skrabet nogle Superserie-points sammen, er der lang vej til Dubai.

Men første skridt mod ørkenstaten kan tages på tirsdag, hvor Lee Chong Wei på grund af sin beskedne placering på verdensranglisten skal igennem kvalifikationen ved Japan Open. Her møder han Alistair Casey fra Skotland i første kamp.

Kilde: The Star

Læs også

Hongkong Open: Bliver fjerde gang lykkens gang for Kolding og Conrad?

I denne uge risikerer Mads Kolding og Mads Conrad at møde deres landsmænd Mathias Boe …