BadmintonBladet flest nyheder om badminton
EL CLASICO
Så mødtes vi igen. Fredag den 7. maj 2021. Dag #1, eller Dag #422, var vi tilbage – Steen “Gamle” Hansen og undertegnede.
Vi genoptog vores klassiske (og let monotone) halvbanedyst efter den enkle opskrift – halv bane, sæt til 9 med to overskydende point uden loft og bedst af 5 sæt.
Jeg kender ikke den dato, før anden lockdowns begyndelse den 6. december, hvor vi havde vores hidtil sidste dyst. For Steen har igen været skadet, langtidsskadet, og jeg har døjet med vejrtrækningsproblemer. Muligvis pga Corona. Men ingen undersøgelser – og jeg er blevet checket godt og grundigt i efteråret 2020, har kunnet finde nogen årsag.
2
Fredag kl 13.00 var vi klar på bane 2. Den lokale opvisningsbane. Vi medbragte glæden, men også lave forventninger til udholdenhed, timing, smidighed, hurtighed og styrke.
Steen følte sig nøgen, da han havde valgt ikke at tape sin…. højre(?) ankel ind, hvilket ellers har være standarden lige så længe jeg kan huske. Og jeg var pænt fyldt med forebyggende smertestillende, den sædvanlige kombi af 2 x 500 mg Panodil og 400 mg Ibuprofen, indtaget 2-3 gange dagligt de sidste par dage op til. Intet skulle stå i vejen.
NIVEAU
Til min overraskelse spillede vi ok. Ikke prangende. Bevares. Han er trods alt 57 og jeg er 55. Men glæden, nøøøøj den var stor. Mega stor. Og drilleriet som det plejer. Slagene og mønstrene var også nogenlunde uændrede. I vores alder sker der ikke megen forandring. Mere en “forfinelse“, om man vil. Og vi kender jo til hudløshed hinandens slag, bevægelser, forcer, sind og bløde punkter.
Vi spillede 3 kampe. 3-1, 3-1 og 0-3, hvis jeg ikke husker forkert (det gør jeg helt sikkert ikke!)
Næste gang vi mødes på halvbanen, starter Den Gamle med at serve. Det er den omsorgsfulde udgave af håneretten. Taberen af den tidligere match server først næste gang.
2 DØGN SENERE
Der er gået 2 dage og min højre side, helt nede fra achilles og op til skulderen er øm. Ballen især, den store muskel. Lægmusklen har krampet er par gange. Der er en svag hovedpine pga en kombi af manglende genskabelse af væskebalance, for meget boblende Cremant og for lidt søvn.
Samlet set en lækker kropslig følelse. En følelse af brugthed, som har været savnet, som man kan savne sin bedste ven.
MED-FORSTÅELSE
Min kæreste er begyndt at kunne forstå denne brugthedsfølelse. Dybden af den. Dens kerne. For hun begyndte for et års tid siden at løbe for første gang nogensinde i en alder af 49, og forstår og nyder nu selv denne ømhedsfølelse. Hun forstår længslen efter bare at måtte bevæge sig. Hun forstår savnet, når dagen ikke lige giver mulighed for at komme ud. Hun forstår denne kropslige fornemmelse. Der er omsorg og empati at hente her.
DIE LIEBE
Dette er en kærlighedserklæring. Til spillet med de 5 gram og 16 fjer. Ikke nødvendigvis til halvbane-udgaven. Det er mere det muliges kunst. Den store bane er efterhånden bare for stor og giver for korte dueller.
Steen og jeg elsker denne leg og bliver teenagere igen, når vi træder ind på rektanglen.
HENSYNTAGEN?
Der er flere, der gennem årene har sagt, at vi skal passe på og begrænse os. At vi har gamle kroppe, som vi bør tage mere hensyn til. Lytte til. Men det er jo hundesvært, når man som vi to er forelsket i det her spil og af den grund jo ikke kan få nok, og har ret svært ved at holde igen.
Hvad med…
“DER ER KUN ÉN VEJ TILBAGE…”?
“if you get tired, learn to rest, not to quit.” – Banksy
Vi må nok bare indrømme, at det kan vi ikke. Få nok. Det stopper først den dag, at…….ja, der virkelig opstår er en alvorlig skade (selvom Steen virkelig har haft afskillige alvorlige skader) eller vi falder om. Før stopper vi nok ikke.
Sån’ må det så bare være!
C’est la vie.
Badmintonbladet.dk
Per Damkjær Juhl
TIDLIGERE KAMPE
12. juni 2020
Første halvbanedyst efter første lockdown.
25. december 2019
om halvbanekampen om kl 9.00 den 24. december.
7. juli 2018
24. april 2018
7. januar 2018
