Spillerunderne er for længe siden offentliggjort og placeret, hvor de plejer.
Via Badmintonbladet har du adgang til alle puljer, stillinger og kampe fra Badmintonliga til Danmarksserien.
▪️
Her er et indlæg fra den 31. oktober 2018 om dansk badminton og en helt almindelig holdkamp – et lokalopgør i serie 1 mellem VBK2 og Stubbekøbing/Østfalster……
▪️
“De gamle, de unge og dem midtimellem
Nogle gange skal man sove på det. Det bliver så ikke i dag, lørdag aften den 28. oktober. For jeg tror, at søvnen bliver halv dårlig, og at det ikke hjælper at udskyde det med ordene til i morgen. Det gør allerede pænt nas nu.
VBK2 i serie 1 spillede en vigtig hjemmekamp mod oprykkerne fra Stubbekøbing-Østfalster kl. 14.00 i dag i Vordingborghallen. Lokalopgør på tværs af Storstrømmen, den nyere Farø-bro og den meget nedslidte Storstrømsbro, som udskiftes om 6-7 år.
Gemke tabte samtidig i Paris, og i det øvrige dronningerige spillede alle holdkampe for deres klub. Sådan som vi har fulgt “the protocol” i adskillige årtier efterhånden – fulgt traditionerne, vedligeholdt traditionerne, rygraden i dansk badminton, i enhver klub, stor eller lille, central eller udkant, høj eller lav. Vi kører alle efter samme mønster.
Tilbage til holdkampen.
Det gør pænt nas her lørdag aften i Det Hvide Hus. Jeg var tilbage i single og mødte 15 årige Nikolaj, som virkede mindst lige så anspændt som jeg. Jeg havde så “bare” lige 38 års erfaringsforspring. Indenfor 1-2 år krydser vores udviklings-/afviklingsspor sikkert hinanden, og resultatet vil se anderledes ud. Jeg var glad for at lukke i andet sæt. Mine ben begyndte at blive tunge.
Her lørdag midnat er ryggen som et bræt og gør ondt. Pillernes virkning er ophørt. Jeg tror også, at spillende træner fra modstanderholdet Jacob Brink får svært ved at komme ud af sengen i morgen tidlig. Der er gudskelov tre uger til næste holdkamprunde. Måske tid nok til at restituere.
Men sådan skal det være. Det er bare udtryk for fuld indsats. Det ydede alle på vores serie-1-hold i dag. Det var så ikke tilstrækkeligt. 7-6 nederlag på vores normalt frygtindgydende hjemmebane, på home ground, til opkomlingene, til oprykkerne, fra Stub East City.
Uden at kende historien i dette område i detaljer, jeg er jo oprindelig jyde og tilflytter, så mener jeg, at det er nogen tid siden, de, modstanderne har været repræsenteret på det niveau.
Men sejren i dag skal være dem vel undt. De har som sagt været længe undervejs derude på nordøstflanken af Falster. De kæmpede og mødte op med en bunke spillere og tilskuere, hvoraf mange sikkert aldrig tidligere har været i Vordingborghallen, og gav den højlydt gas.
Det er sådan, vindere skabes.
Men fakta er, at begge hold kandiderer til en plads i nedrykningsspillet. Overordnet set ville det dog være godt for badminton i vores område, hvis Stubbekøbing-Østfalster forblev i rækken og således kunne bygge videre på deres hold med flere unge fra egen avl. Også de har forøvrigt lige som VBK2 nogle stykker med en nær udløbsdato. Det er sådan, klubber og holdfællesskab opbygges og styrkes – via det lange seje træk.
Indkøring af nye.
I VBK er vi også i gang med at indkøre unge på vores hold, og dermed langsomt overgive stafetten og føre traditionerne videre. De unge skal opleve glæden ved at spille på et seniorhold, i en fyldt hal, med megen larm og tryk på, og det glæder mit ungdommelige hjerte at se unge vokse med opgave, adapte, udvikle sig, presse os gamle og forhåbentligt på sigt skubbe os ud på fløjene og overtage.
Det vi igen oplevede i dag ved kampen er kernen i enhver klub. Holdet. At vi kæmper for hinanden. Hjælper og rådgiver. I med- og modgang. Vi var nede 6-4 før de sidste tre herredoubler, kom på 6-6 og tabte den afgørende 21-19 i tredje sæt, med en hårdt kæmpende, men baglårssårede Lejre i double med 15-årige Peter Bech.
Bech fik bagefter min stemme. Begrundelsen er som følger: Mellem andet og tredje sæt gik jeg hen til parret. Der stod vi – 51 årige Lejre, 15 årige Bech og ut, 53. Hvem tog ordet og kom først med en mening og strategi? Bech. Ikke skyggen af tvivl. Heller ikke skyggen af stålhandske på banen. Den unge mand er “mr coolness” himself. Gosh, det kunne jeg godt have brugt, dengang jeg var i den alder – for 38 år siden.
16 årige Johannes Kronel fik dog fidusen. Han spiller nu på holdet i sin anden sæson og er vokset med opgaven. Sagen er jo, at det nemt tager 1-2 sæsoner for en ung at vænne sig til seniorholdsbadminton, altså til at presset er højere, taktikken mere vigtig, at bolden kommer retur flere gange, at tempoet for det meste er højere – generelt bare at udfordringerne er langt større.
16 årige Nadia Sawangjai Mortensen og 15 årige Victor Nymand Wittrock er i opstarten af den proces. 19 årige Amalie Svensson fra vores Danmarksseriehold var i den i sidste sæson.
Undervejs i den proces kan det være tungt og demotiverende. Også fordi de fleste unge samtidig i livet udenfor badmintonmiljøet møder en ny verden i form af skiftet fra folkeskole til videregående uddannelse, fysisk og mental udvikling, hormonernes drivkraft, nye venner, fester, alkohol og det andet køn.
Men kære unge!
Vi gamle har også været lige der og prøvet det på egen krop. Det er længe siden. Jo jo. Og I har måske svært ved at forestille jer, at vi også har været unge, virile, sprængfyldte, sultne og tørstige – men det har vi. Så vi ved, hvad I gennemgår. Vi ved, at det til tider kan være svært. Men vi er sikre på, at I klarer det. Vi står lige bag jer til at gribe jer, guide, støtte og vejlede.
Indrømmet.
Det kan for begge parter – teenagerne og os +45 og opefter være svært at gabe over aldersforskellen, men vi har trods alt én ting til fælles – vi elsker denne sport. Vi vil det samme. Ja også vinde, men mest af alt lege og have det sjovt. Og i legen, på banen, når fjerbolden hænger i luftrummet, er vi ens. Vi griner. Vi kæmper. Vi afprøver. Vi ærgres. Vi tænker. Og så er alt udenfor banen – alder, skole, lektier, prioritetslån, børn, indkøb, ægteskab eller kæreste, regninger glemt for en stund. Alt hvad der betyder noget er det næste slag, den næste bevægelse, det næste point. Vi er i nuet.
Tak for en god dag i Vordingborghallen.
Min blev yderligere beriget af en kortvarigt hjemvendt søn fra udlandet og et par kærlige øjne fra en kvinde, der begynder at få et indblik i, hvad badminton rummer, og hvad hun ufrivilligt har fået med i pakken, da hun valgte mig.
Per Damkjær Juhl”
▪️
Badmintonbladet.dk / PDJ