Ceres Arena, onsdag aften den 13. oktober 2021.
Thomas Cup kampen mellem Holland – Tahiti. Tahiti? Yes!
2HS stjal al opmærksom den aften, fordi Remi Rossi vandt Tahitis eneste kamp ved TC med 21-16 / 23-21 over Robin Mesman.
Publikum hujede og jublede, som jeg sjældent har set et dansk publikum. Jeg så kampen live fra min presseplads i den anden ende af hallen og efter at have vundet første sæt, vidste alle, at her var der noget specielt på vej.
Samtidig spillede Tyskland – Frankrig en tæt kamp. Selvfølgelig. De gamle arvefjender. Tyskerne vandt 3-2. Og Danmark spillede mod Korea og vandt 4-1, hvor sejren allerede var hjemme efter en 3-0 føring efter 3 relativ udramatiske kampe.
Men det var Remis kamp, de fleste fulgte. Tahiti….total underdogs. Inviteret med kort varsel på grund af afbud fra både New Zealand og Australien.
Tyskland var også kun med på grund af afbud fra Rusland. Åh ja….Rusland. Dem får vi nok ikke at se foreløbig!
Efterfølgende gav Remi et genialt interview, hvor glæden over sejren boblede ud af ham, og han vist fik sagt, at den skulle fejres ude i byen……han glemte helt den boble, som alle spillerne officielt befandt sig i. Men det var der flere spillere fra forskellige nationer, som ikke tog så alvorligt, hvilket deres sociale medier tydeligt viste.
Tak til Aarhus for en fantastisk uge.
Tak til Højbjerg BKs formand for god organisering af os frivillige.
Tak til alle i det lille presserum – vi hyggede sgu!
Badmintonbladet.dk / Per Damkjær Juhl