Højbjerg tog tirsdag aften imod et afbudsramt Greve-hold i Badmintonligaen. Det blev en tæt forestilling.
Greve kom til Smilets By uden deres 2. herresingle, Dey Subhankar, som spiller nationale mesterskaber i Indien, og doublespecialisten Rikke Søby var afløst af Amalie Magelund Krogh.
I første runde spillede gæsterne deres stærkeste kort i form af herredoublen med David Daugaard og Mathias Christiansen. Mathias Bay-Smidt og Oliver Leydon-Davis havde det svært mod Daugaard og Christiansen, som sejrede sikkert i to sæt. Til gengæld bragte Ramon Garrido hjemmeholdet på tavlen, da Greve-reserven Bugtrup blev nedlagt med 21-18, 21-16.
Højbjergs Iben Bergstein rystede ikke på hånden mod Amalie Hertz Hansen, der er kommet tilbage på badmintonbanerne efter et skadesforløb. Da hjemmeholdets damedouble med Marie Louise Steffensen og stortalentet Alexandra Bøje samtidig var velspillende, fik den unge konstellation med Ditte Søby/Amalie Magelund kun samlet beskedne 12 og 15 point. Dermed 3-1 til Højbjerg.
Ifølge sportschef Michael Kjeldsen var Højbjerg også favorit i mixeddouble, hvor Gabriella Bøje og Anders Skaarup Rasmussen mødte Isabella Nielsen og Mikkel Delbo Larsen. Anders Skaarup Rasmussen er netop kommet hjem med en frisk finaleplads i mixeddouble fra Bitburger Open. Men Greves Mikkel Delbo er en snu ræv, der ikke lader sig dupere af internationale meritter. Sammen med Isabella Nielsen var han køligst, da det skulle afgøres i hvert sæt – 2 x 21-19 til Greveparret.
Det hjalp sjællænderne lige vidt, fordi Kasper Dinesen i første herresingle fik omsider ram på Kim Bruun, og dermed nappede Højbjerg alle tre point med en 4-2 sejr.
Højbjerg ligger lunt på en sjetteplads, mens Greve frister en tilværelse som nummer næstsidst, fortsat uden sejre i grundspillet. Se alle resultater fra Badmintonligakampen mellem Højbjerg og Greve Strand.