Bruuns blog: Jeg spillede for 10 mennesker i den tjekkiske liga

Loading

Velkommen til min blog på BadmintonBladet. Mit navn er Kim Jung Bruun. Jeg er 24 år og har spillet badminton, siden jeg var 11 år gammel. Jeg startede i Københavns Badmintonklub (KBK), men skiftede til Team Skælskør-Slagelse, da jeg var 17-18 år, hvor jeg spillede i fem sæsoner. Derefter gik turen videre til Greve, og nu er jeg i Hillerød. Jeg har igennem min karriere blandt andet vundet Hungarian Open, Iceland International og Hellas International. Jeg har også vundet DM for hold tre gange med Team Skælskør-Slagelse.

Det har været en skidt periode i de sidste par måneder blandt andet fordi, forskellige ting har fyldt i mit hoved. Jeg har blandt andet fået en sportspsykolog, hvilket har forvirret mig lidt. I den forbindelse har der nemlig været nogle nye ting, jeg skulle tænke over. Ting, jeg egentlig godt vidste, men som jeg igennem psykologen blev opmærksom på i mine turneringer. I den periode havde det ikke en positiv effekt.

Derudover har jeg døjet med rygproblemer. Jeg har således ikke kunne træne ordentligt i denne periode. Jeg har nemlig længe ikke kunne træne i mere end to uger uden at føle smerter. Heldigvis har det i de sidste par uger været bedre. Jeg startede således med en ny fysioterapeut. Før jeg skulle afsted til Tyskland var der derfor forbedring fra mandag-torsdag, men fredag var der igen tilbagefald, hvorfor jeg frustreret rejste afsted til turnering i Tyskland. Det hæmmede mig derfor også i selve turneringen, og det er først begyndt at blive bedre nu.

Det har dermed måske ikke været det smarteste at spille turneringer i denne periode, da jeg ikke har været 100 procent klar. Jeg havde imidlertid ikke lyst til at gå glip af verdensranglistepoint, da det ville gøre, at jeg skulle starte forfra i 2019. Jeg har således forsøgt at bevare, der hvor jeg er, nemlig omkring nummer 70, og det er lykkedes. Jeg spiller derfor min sidste turnering i Skotland snart og tager derefter en pause i december og januar, hvor jeg kun fokuserer på at træne ryggen.

Jeg var også i Korea og spille for nylig, hvilket igen var en fed oplevelse, da jeg kommer fra Korea. Det var dermed dejligt at se forholdene i landet, og Seoul er en rigtig fed by. Jeg var dog ikke taget dertil bare for at se ting, så turneringen var fokus. Men når man nu er afsted, er det federe at være i Seoul end eksempelvis Kina.

Hillerød og den lidt uprofessionelle tjekkiske liga

Ellers er jeg jo skiftet til Hillerød. Det er jeg super glad for. Det er nemlig en rigtig god social klub, hvor alle snakker godt med alle og er rigtig flinke. Kampene er dog ikke som at spille i ligaen, men det er heller ikke derfor, at jeg er der. Men vi har vundet alle kampene, så det er rigtig fedt.

Så er der også sket det, at jeg er kommet til at spille for et hold i den tjekkiske liga. Det har været spændende, da det er helt anderledes der. Det er således ikke så professionelt som i den danske liga. Jeg var ligeledes overraket over, at jeg nærmest ikke fik noget at vide inden holdkampen. Jeg vidste eksempelvis ikke, hvem jeg var på hold sammen med, og at jeg skulle spille double.

Endvidere fik jeg at vide fredag aften, at vi bare skulle være klar til at spille lørdag klokken 13, og at der ikke var nogen mødetid før. Så nogle kom 45 minutter før, og andre kom halvanden time før. Der var heller ikke så mange mennesker til den første kamp, da der kun var omkring 40. Til den anden var det endnu værre, da der var en 10 stykker. Holdingen dernede er altså, at man tager det lidt, som det kommer. Men det er sjovt nok, og de er rigtig flinke.

Aftalen om at spille i den tjekkiske lige, kom i stand således: Ham, der skrev til mig, er selv spiller. Der er nemlig ingen coach på holdet. Han skrev så, om jeg kunne komme i nogle weekender og spille, og blandt andet fordi, økonomien er rigtig fin idet, sagde jeg ja.

Læs også

Bruun før US Open: Et tidligt møde med Lin Dan kan være både godt og skidt

Kim Bruun fortalte i gårsdagens artikel om, at han blandt andet er skiftet til Hillerød …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.