Claus Meyer: Det er fantastisk lækkert at slå til bolden

Vidste du, at kokken, iværksætteren og entreprenøren Claus Meyer er en passioneret badmintonspiller. I den seneste udgave af magasinet Badmintonbladet fortæller Claus Meyer i “Finalen” om sin interesse for badminton.

Hvornår begyndte du at spille badminton?
– Jeg har spillet siden, jeg var 7-8 år gammel. Jeg spillede i Toreby-Grænge fra da jeg var 7 år til 19 år. Derefter spillede jeg et par år i Nykøbing Falster. Lige nu spiller jeg i ABC på Amager, hvor jeg har spillet i 32 år.

Hvorfor synes du, at badminton er en god sport?
– Det er fantastisk lækkert at slå til bolden. Det er jo superlækkert at ramme bolden rent, og jeg har altid elsket noget med en bold. Det, jeg elsker ved badminton, er alle de finter, man kan lave, og at man falder ind i nogle meget harmoniske løbemønstre, så man føler, at man næsten svæver over banen.

Læs den seneste e-version af magasinet Badmintonbladet.

Hvem er dit store badmintonidol?
– Peter Gade har været en fantastisk dejlig spiller at kigge på. Derudover kunne jeg godt lide Flemming Delfs, da jeg var lidt yngre.

Er der et badmintonresultat, som du synes var ekstra specielt?
– VM-finalen i herresingle i 1997 i herresingle mellem Peter Rasmussen og Sun Jun fra Kina. Her fik Sun Jun krampe i 3. sæt. Det var meget dramatisk. Ellers husker jeg VM-finalen mellem Lin Dan og Lee Chong Wei fra 2013, hvor Lee Chong Wei måtte bæres fra banen med krampe og dehydrering i 3. sæt. Helt vanvittig kamp.

Følger du meget med i badminton på tv?
– Jeg elsker sport, så jeg følger med i alt hvad der er. Især tennis, badminton, fodbold og håndbold.

Hvad er din vildeste badmintonoplevelse som spiller?
– Jeg var faktisk spiller og træner i Frankrig for mesterholdet Racing Club de France i sæsonen 1983/1984. Det var oplevelse som 20 årig at få lov til at træne i udlandet og spille. Jeg har altid været glad for at se folk udvikle sig omkring mig, så det var en rigtig sjov oplevelse. Derudover var det en stor oplevelse at spille opvisningskamp mod Flemming Delfs i 1985 i Dijon.

Af Anders Jensen