Copenhagen Masters: Axelsen viste små finter i Falkoner Salen

De sidste to kampe på eftermiddagsprogrammet ved Copenhagen Masters er netop færdigspillet, og her var der dansk succes.

I herredouble stod Mathias Boe/Carsten Mogensen over for Thien How Hoon/Khim Wah Lim fra Malaysia. Danskerne var kæmpefavoritter, men Hoon/Lin bed godt fra sig i starten af kampen. I 1. sæt fulgte de to par ad og sættet måtte afgøres i ombolde. En dum fejl af Lim ved stillingen 21-20 til danskerne gjorde udslaget. 22-20 til Boe/Mogensen i 1. sæt. I 2. sæt skruede danskerne op for tempoet og lukkede Hoon/Lim ude af sættet. Boe/Mogensen vandt sikkert med 21-12 og er dermed klar til finalen i morgen. Modstanderne bliver enten danske Mads Conrad/Mads Kolding eller Wahyu Nayaka Arya Pankaryantra/Ade Yusuf fra Indonesien.

Viktor viste hjemmepublikummet
Sidste kamp på eftermiddagsprogrammet var i herresingle, hvor verdens nummer 5 Viktor Axelsen stod over for B. Sai Praneeth fra Indien. I 1. sæt viste Axelsen stor styrke og tillod ikke inderen at slå igennem danskeren jernhårde defensiv, som blandt andet bød på ekvilibristiske redninger fra næsten umulige positioner. 1. sæt vandt Viktor med 21-14. I starten af 2. sæt kom danskeren lidt på glatis, og spillede for mange uskarpe og flade bolde i midten af banen. 10-7 kom Praneeth i front med, men derefter var det slut med det uskarpe spil fra Viktors side. Fra midten af sættet var danskeren lige to klasser bedre end inderen. Axelsen vandt også 2. sæt, denne gang med 21-18 og sikrede sig en finaleplads ved Copenhagen Masters i morgen.
Efter kampen var Viktor godt tilfreds med kampen.

– Jeg er glad for sejren, jeg får i dag. Jeg synes, jeg spillede fint i starten af kampen, hvor mit angreb sad godt og ikke gav ham de store muligheder for at slå den ned på mig. Som kampen skrider hen bliver jeg lidt for passiv og føler ikke jeg var helt tip top, men sådan er det nogle gange. Jeg synes dog, jeg får lukket kampen på ordenlig måde, udtaler Viktor Axelsen til Badmintonbladet.dk

Modstanderen i morgen bliver enten Anders Antonsen eller R.M.V. Gurusaidutt, og det glæder Viktor sig til.

– Jeg ser frem til kampen i morgen. Det bliver en sjov oplevelse, hvor den jeg skal møde har alt at vinde. Jeg går ind for at vinde i morgen, og gør ikke noget anderledes i forberedelserne op til kampen, slutter Viktor Axelsen af med til Badmintonbladet.dk

I aftenprogrammet spiller både Pedersen/Rytter Juhl, Conrad/Kolding, Antonsen og Mogensen/Rytter Juhl, som starter fra kl. 19.

Resultater fra Copenhagen Masters

/Anders Jensen/Badmintonbladet/

Læs også

Ustoppelige Axelsen uddeler tæsk igen

Viktor Axelsen var endnu engang suveræn, denne gang i første runde ved Indonesia Masters. Axelsen …