Copenhagen Masters: En historisk finaledag

Loading

I dag søndag blev finalerne ved Yonex Copenhagen Masters 2014 afviklet. Der var fire kampe på programmet, alle med dansk deltagelse.

Første finale stod i damedouble, hvor Christinna Pedersen/Kamilla Rytter Juhl skulle op imod det indonesiske par Suci Rizky Andini/Tiara Rosalia Nuraidah. Det var en historisk finale, da det var første gang nogensinde, at der var blev spillet damedouble ved den traditionsrige turnering. I første sæt viste begge par godt spil, og der var mange lange dueller. Danskerne gik til ophold i 1. sæt foran med 11-7 og var et par point foran resten af sættet. De endte med at vinde sættet med 21-18. I andet sæt var Pedersen/Rytter Juhl altdominerende og vandt sikkert 2. sæt med 21-16. De sikrede sig dermed titlen ved Copenhagen Masters 2014 i jomfruåret for damedoublerækken.

Anden finale stod i herredouble, hvor storfavoritterne og verdens nummer 2 Mathias Boe/Carsten Mogensen skulle op imod Anders Skaarup/Mads Conrad. I starten af kampen var Boe/Mogensen toneangivende og var foran med hele 11-5 i 1. sæt. Derefter kom Skaarup/Conrad meget bedre med i kampen og fik endda udlignet til 14-14. Derefter fik Boe/Mogensen vendt skuden og sikrede sig sættet med 21-18. I 2. sæt var der klasseforskel på de to par og her hev Boe/Mogensen en sikker sejr hjem med 21-15. Dermed kan de lade sig hylde sig som sejrsherre i herredoublerækken ved Copenhagen Masters 2014.

Verdensklasse finaler
Den tredje finale på programmet var i herresingle, hvor verdens nummer 12 Viktor Axelsen stod overfor verdens nummer 3 Jan Ø. Jørgensen. Jan var svag favorit inden kampen, men kampen skulle hurtigt udvikle sig til en tæt affære. I starten af 1. sæt var det meget lige, hvor der er ikke var mere end et par points forskel mellem de to spillere. Jan fik dog skabt sig et forspring på 19-15, men derefter vendte sættet fuldstændigt på hovedet. Viktor endte med at snuppe sættet med 22-20. Derefter lignede Jan Ø. en færdig mand og kunne slet ikke finde melodien i 2. sæt. Viktor endte med at give en lille øretæve til Jan Ø. på 21-9 i 2. sæt og kunne dermed sikre sig titlen ved Copenhagen Masters for andet år i træk. Super flot sejr og imponerende spil af Viktor.
Jan Ø. var skuffet efter kampen som følte, at 1. sæt var afgørende.

– Det afgørende er at jeg ikke får lukket det der 1. sæt. Det er skidt og simpelthen for ringe.

Sidste finale var i mixeddouble, hvor Joachim Fischer/Christinna Pedersen stod overfor Carsten Mogensen/Kamilla Rytter Juhl. Fischer/Pedersen var favoritter inden opgøret, men kampen skulle udvikle sig til en hæsblæsende og nervepirrende affære. I 1. sæt var det meget lige dog med Fischer/Pedersen lige to mulehår foran deres modstandere. Et meget underholdende 1. sæt endte med, at Fischer/Pedersen sikrede sig sættet med 21-18. I 2. sæt lavede Joachim Fischer mange dumme fejl, og Carsten Mogensen spillede både skarpt og hurtigt. I hele sættet var Mogensen/Rytter Juhl i kontrol og vandt med overbevisende 21-14. I 3. sæt fik Mogensen/Rytter Juhl en forfærdelig start og kom bagud med hele 1-7. Dette forspring fik Mogensen/Rytter Juhl aldrig hentet og tabte med hele 21-13 i tredje og afgørende sæt.
Dermed sikrede Joachim Fischer/Christinna Pedersen sig deres 5. Copenhagen Masters titel som er en tangering af Peter Gades rekord.
Alt i alt en historisk dag ved Copenhagen Masters 2014.

Resultater fra Copenhagen Masters 2014.

/Anders Jensen/Badmintonbladet/

Læs også

Elite skaber ikke bredde. Det gør familietraditioner, klassekammerater og venner. 

En kommentar fra Sung Jakobsen. Den 1. august kunne man på BadmintonBladet (og Facebook) læse …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.