BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Det opleves som rigtig længe siden. Meget længere end selv den dovneste og kedeligste sommerferie.
Mandag og onsdag i sidste uge ramte jeg bolden bedre end længe. Luften i lungerne og energien i benene var tilbage. Hoften gjorde ikke ondt. Jeg kunne igen spille i små to timer og havde igen den vidunderligste træthedsfølelse i kroppen bagefter med de sædvanlige småkramper i læggene.
Onsdag den 11. marts kl 18.00 holdt vi generalforsamling med rekord fremmøde (vi var 15!) med 100% genvalg af den siddende bestyrelse og tale af formand, kasserer og ungdomsansvarlig, hvorefter vi gik i hallen og spillede under Jacob Oehlenschlægers myndige blik.
Kl 21.44 samme aften skrev jeg følgende på klubbens facebook og i en mail til alle forældre i ungdomsafdelingen: “ Al ungdoms træning er indtil videre suspenderet. Gældende fra nu!”. Jeg var dårligt kommet hjem og havde fordøjet det sene aftensmåltid med mine to sønner, før mobilen blev checket og alvoren og en ny og ukendt fremtid gik op for mig.
Så hurtigt kan det gå!
Så hurtigt kan verden blive vendt på hovedet!
Og sådan har det været siden.
Når man ellers ser bort fra All England, som af mærkværdige årsager blev afholdt ifølge alle traditioner, mens hele verden og herunder også idrætsverdenen omkring Birmingham Arena og Storbritanien i sin helhed lukkede ned og undrede sig.
Torsdag den 12 marts kl 15.10 forsøgte jeg at komme ind i vores kommunale hal, men magnetnøglen gav ikke adgang.
Samme dag kl 16.10 meddelte min klubformand, at holdkampen den 21. marts var udskudt. Det samme var selvfølgelig også den efterfølgende klubfest.
Lørdag den 14. marts spurgte flere spillere, om hallen igen var åben på mandag. Spilletrangen havde allerede meldt sig.
Men ingen af os har været i hallen siden den onsdag. Der er fortsat låst. Og alvoren er gået op for alle.
Hvornår vi igen kan få adgang og bruge vores elskede udstyr i de vante rammer ved ingen.
Al træning er aflyst. Ungdommens klubmesterskaber er aflyst og jeg tror byens kåring af årets kommunale sportspersoner, planlagt til afholdelse ultimo april, også aflyses.
Byens to helt store begivenheder, Vilde Vulkaner Festival i uge 27 med ca 11.000 børn og festugen i uge 28 med levende musik er i alvorlig farezone.
Aflysning af Vilde Vulkaner vil betyde en manglende indtjening i badmintonklubben på 29.000 kr. Det er beløbet, vi hvert år modtager for at hjælpe til med afviklingen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange penge min lille by vil gå glip af, hvis begge begivenheder aflyses i år. Det vil sende tsunami-agtige bølger ud i forenings- og forretningslivet og have følger i mere eller mindre alvorlig grad for nærmest alle i kommunen.
Sådan er det sikkert mange steder. Lokalt, nationalt og internationalt.
I vores spillertrup kommunikere vi dagligt om stort og småt via messenger og facebook. Sådan som vi alle kommunikere med omverden via SoMe og diverse medier.
Savner jeg badmintonspillet? Kampen med og mod hinanden? Ja selvfølgelig!
Men jeg savner endnu mere fællesskabet med alle personerne i min klub, fra 11 årige Magnus til nogle af de ældste i 60erne på tirsdagsholdet.
Jeg savner sammenholdet, deres smil, smalltalk og seriøs snak, nærværet, drilleriet, øjenkontakten og den nærmest fysiske kontakt under bruserne.
Jeg savner jer alle sammen.
Jeg savner mit andet hjem!
