Stor danskerdag i vente ved Bitburger Open

Masser af danskere skal i kamp i Saarbrücken i dag, hvor Bitburger Open er i fuld sving. I en turnering, hvor der kun var fem kvalifikationskampe, og hvor første runde af herresingle blev spillet i går, byder dagens program i dag på hele 11 kampe med dansk deltagelse.

Fuld skrue i damesingle
Onsdagens kampe starter kl. 10, hvor damesinglerne skydes i gang. Her har Danmark fire spillere med.

Anna Thea Madsen møder Kirsty Gilmour fra Skotland, som hun har slået en enkelt gang før. Natalia Koch Rohde skal op mod en hård modstander, der vandt bronze ved VM tidligere på året. Det er Lindaweni Fanetri fra Indonesien, der venter på danskeren i første runde. Endelig skal Line Kjærsfeldt på banen mod engelske Fontaine Mica Chapman, som hun har slået to gange tidligere i år, mens Mette Poulsen med al respekt har brug for et lille mirakel, hvis hun skal videre til anden runde. Hun står nemlig over for den tidligere verdensmester Ratchanok Intanon fra Thailand.

Toerne fra Paris er med
Kampene ved Bitburger Open spilles kategori for kategori, og næste kategori på programmet er herredoublerne, hvor vi har to og et halvt par med i dagens kampe. Det halve par består af Christian Lind Thomsen, der sammen med sin østrigske makker Jürgen Koch skal møde Matijs Dierickx og Freek Golinski fra Belgien. De to par har mødt hinanden en enkelt gang før; det var ved samme turnering i 2013, hvor det dansk-østrigske par gik sejrrigt fra banen.

David Daugaard og Mathias Christiansen møder for tredje gang i år englænderne Andrew Ellis og Peter Mills, som har vundet begge tidligere opgør mod danskerne. Begge opgør er fra i år, og begge gange har englænderne sejret i to sæt. Skal tredje gang være lykkens gang for David og Mathias? Vinderne møder sidste uges toere fra French Open, Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding, der er oversiddere i første runde.

Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen er 5.-seedede ved Bitburger Open og bør ikke få problemer med deres tyske modstandere, Fabian Holzer og Andres Heinz, der spiller deres første turnering sammen.

Blot en enkelt damedouble
I damedouble har vi kun et enkelt par med, og det er odenseanerne Sara Thygesen og Maiken Fruergaard. De skal op mod det nyligt sammensatte indonesiske par Pia Zebadiah Bernadet og Aprilsasi Putri Lejarsar Variella. Med sin tidligere makker, Rizki Amelia Pradipta, lå Pia Zebadiah Bernadet nummer 6 på verdensranglisten sidste år, så de to danskere får ikke nødvendigvis en nem kamp i første runde.

Herresingler mere end halveret i går
Af Danmarks syv herresingler ved Bitburger Open har tre af dem spillet sig videre fra første runde, der blev spillet i går.

Hans-Kristian Vittinghus er 4.-seedet og skal møde en god kending af dansk ligabadminton, nemlig Misha Zilberman fra Israel, der tidligere har spillet for Odense. Vittinghus har vundet alle tre tidligere opgør mellem de to, og han bør heller ikke få problemer i denne omgang.

Problemer kan Joachim Persson til gengæld god rende ind i. Han skal nemlig op mod den stærke japaner Takuma Ueda, der er 10.-seedet ved Bitburger Open. Ligesådan ser det ud for Kim Bruun, der render ind i 2.-seedede Tommy Sugiarto fra Indonesien, der blev toer ved den nyligt overståede Denmark Open. Sugiarto slog Flemming Quach ud i første runde i går.

Du kan følge med i dagens kampe her.

Læs også

Persson er træner for stort indisk liga-hold: Boe og jeg lagde planer for alle auktions-scenarierne

Joachim Persson er blevet træner i den nyligt etablerede klub i den indiske badmintonliga Pune …