Dag #93 / Dag #5

GENREJSNING #1

Efter skader, fælles havsbadsudfordring i ca 5-6 grader vand den 6. april, samtaler, peptalks og ikke mindst lockdown kom to rustne, tyndhårede, middelaldrende, forenings- og konkurrencemindede badmintonvenner tilbage på halvbane. 

Det handler om den langsomme og mådeholdne tilbagevenden til badmintonbevægelserne. 

OS GAMLE
Ingen nok så god træning hjemme på gulvet, på græsset i haven, løb på stier og veje eller cykelture i lokalmiljøet kan på nogen måde forberede kroppen, og især ikke en gammel krop som vores anno 1963 og 1965, på de fysiske udfordringer på badmintonbanen efter en lang pause.

Optagelse den 3. august 2018.

Tidligere på ugen, i onsdags, ved den første berøring af en bold indendørs, var bevægelserne stive og usmidige, koordinationen mellem bevægelse og slagudførelse og timing helt væk og linierne uhyre svære at finde, for slet at tale om følsomheden, touchet, ved nettet. 

Bagefter, efter kun en lille time, havde jeg ondt i ankler, knæ, ryg og skulder. 

Fredag, til halvbanesingle med Hansen, var der allerede fremskridt. Men vel at mærke små. Meget små!

Det kommer til at tage tid. 

Gamle heste skal holdes i gang. De må ikke stå urørt i 3 måneder i stalden og holdes væk fra væddeløbsbanen. 

DE UNGE
Onsdag aften kastede de unge sig ind i hurtige retningsskift og hopsmash uden problemer, ja nærmest uden nævneværdige tegn på pause og fravær. 

Åh, den ungdom. Den energi. Den ubekymrethed. Den sprødhed. 

“Some can….some can’t”
“Hmmmm!”
“That’s the way it looks like for me”
The Last Dance, episode IX, ca 42:00  

De unge kan. Uden opvarmning, direkte fra bænken, går de ind i feltet og rammer bolden, med en lethed, smidighed og styrke, vi ældre kun kan drømme om og måske svagt kan erindre. 

Optagelse den 12. juni 2020

VI RUSTER
Vi ældre er rustne. Leddene er stive. Smøringen tager lang tid om at flyde til. Degenerationen i de biologiske processer er i gang og for hvert år bliver vejen længere og længere. Vi kan ikke tillade os pauser. Derfor er mange af os også i gang året rundt. Trods sommerferie, jul og nytår og alt muligt andet.

I en periode i denne lockdown kredsede mine tanker om, hvorvidt jeg orkede den kommende genrejsning. Seriøst. Fordi jeg vidste, det ville blive op ad bakke. Ret meget op ad bakke. Og fyldt med tvivl, smerte, vilje og tålmodighed. Men efter dagens 60 minutters halvbane er jeg ikke i tvivl. Slet ikke. Selvfølgelig tager jeg gerne den tur. Med Hansen. Og alle de andre. 

Det skal nok gå. Vi gamle kommer ikke tilbage til niveauet før den 11. marts. Men mindre kan sagtens gøre det.

Legen er stadig sjov.