11 danskere har taget vejen til Polen, hvor der spilles Polish International, og fire af dem har allerede været i kamp i kvalifikationen, der stadig er i gang i skrivende stund.
Det drejer sig om de fire herresingler Frederik Aalestrup, Victor Svendsen, Mads Emil Kristensen og Anders Antonsen, og de vandt alle fire deres første kampe i to sæt.
Danskermøde
I anden runde af kvalen skulle Frederik og Victor desværre møde hinanden, så det betød, at den ene måtte forlade turneringen allerede på førstedagen. Det blev Frederik Aalestrup, der på intet tidspunkt kom foran mod sin landsmand.
Fra 3-3 i første sæt var det Victor Svendsen, der styrede kampen. Han øgede gradvist sit forspring i første sæt, som han endte med at vinde 21-14. I andet sæt kom Victor hurtigt foran med 9-1, og selv om Frederik fik indhentet noget af dette forspring, kunne han ikke forhindre nederlaget. Sættet gik til Victor med 21-13.
I kvalfinalen skulle Victor Svendsen op mod Pawel Pradzinski fra Polen. Her var der ingen slinger i valsen for danskeren, som vandt legene let med 21-8 21-9 på blot 21 minutter. Han er dermed klar til hovedturneringen i morgen, hvor han skal møde Joo Ven Soong fra Malaysia.
Mads i tæt tresætter
Mads Emil Kristensen mødte i sin anden kamp Lukas Zevl fra Tjekkiet, og han brugte kun 25 minutter på at spille sig i kvalfinalen. I første sæt kom Mads hurtigt foran med 9-1, og han så sig ikke tilbage, da han tog sættet med 21-13. Andet sæt gik endnu bedre, selv om tjekken var lidt bedre med fra start af, og Mads vandt dette med 21-10.
I kvalfinalen var der igen tjekkisk modstand til Mads i form af Jaromir Janacek. Mads smed en føring på seks points væk i første sæt, som han tabte 20-22, men tog revanche i andet sæt med 21-7. I tredje sæt skiftedes de to til at føre, og Mads lignede en vinder, da han kom foran med 19-16. Men skæbnen ville det anderledes, og Janacek viste sig skarpest i de afgørende dueller. Igen vandt han med 22-20, og det bliver derfor ham, der træder ind i hovedturneringen i morgen.
Anders i aftenens sidste kamp
Anders Antonsen vandt sin anden kamp mod Englands David King. Første sæt blev utrolig tæt, og de to spillere skiftedes lidt til at føre undervejs. Sættet endte med en kneben 21-19-sejr til Anders, som efter en lidt langsom start i andet sæt hurtigt og fik slået et afgørende hul ned til englænderen. Med 21-14 i andet sæt var han klar til sin kvalfinale på blot 29 minutter.
I aftenens sidste kamp skulle Anders møde Mika Kongas fra Finland i en dyst om at være med i hovedturneringen fra i morgen. Efter en lige start var det danskeren, der kunne tage første sæt med 21-14. I andet sæt var det som om, der kun var en spiller på banen. I løbet af ingen tid førte Anders med 14-2, og han sikrede sig sejren med 21-7.
I første runde af hovedturneringen møder han Mathias Bonny fra Schweiz, der ligesom ham selv også var igennem kvalifikationen torsdag.
Du kan se resultaterne fra kampene her.
Du kan se fredagens program her.