Julie Houmanns beretning om dagens landskamp på Bornholm

Danmark har i dag spillet “landskamp” på udebane mod Bornholm i et arrangement, der blev stablet på benene af ASG/Tejn.

Der var deltagelse af flere danske topspillere, der i øvrigt var i kamp for deres respektive ligahold i går aftes, og det lader til at alle havde en god dag.

Julie Houmann har sendt os følgende beretning fra dagens arrangement:

“Københavnerne fløj med morgenflyet fra Kastrup til Rønne i morges for derefter at blive kørt i biler til Nordlandshallen, hvor arrangementet skulle foregå.

Der var til lejligheden skaffet en grøn “måtte”, som er de måtter der normalt spilles på til internationale turneringer.

Efter omklædningen gik drengene straks i gang med at spille engelsk, og så var det gode humør sat.

Holdkampen var sat op med Bornholm mod Danmark. På bornholmerholdet var jeg sammen med Fischer i mixen (Fischer var lånt ud til bornholmerholdet i de 3 timer holdkampen varede), dernæst Rasmus Messersmidt i HS og Mathias Christiansen og David Daugaard i HD. På Danmark-holdet var det Sara Thygesen/Niklas Nøhr i mix, HK Vittinghus i HS og Mads Kolding/Kim Astrup i HD.

Der var lagt mange kræfter i organiseringen af eventet i Nordlandshallen, og den lokale presse fra avisen + TV2 Bornholm var til stede. Selvom vejret på solskinsøen var flot, var der alligevel mange mennesker fra hele øen, der kørte til Allinge for at se badminton på topniveau samt opleve sjov og spas på banen.

Der var god stemning hos spillerne og publikum, og den ene sjove replik og kommentar tog den næste.

Det er naturligvis værd at bemærke at Bornholmerne vandt 2-1, så jeg tænker, at der er revanche til næste år.

TAK til ASG/Tejn for at stable et vellykket arrangement på banen, som i øvrigt var gratis for alle som kiggede forbi Nordlandshallen i dag!

Julie Houmann”

 

Se TV2 Bornholms klip fra arrangementet her.

Læs også

EU17TC: Danmark sejrede trods dårlig start

U17 EM for hold startede i dag og her var Danmark storfavoritter mod Italien i …