Den store familie

Ved de få (årlige) familiebegivenheder i den store kategori – dåb, konfirmation, bryllup, rund fødselsdag, begravelse mødes den store familie. 

Man ser onkler, nevøer, grandtanter, niecer, egne og andres forældre, børnebørn, svogre, søskende, kusiner, bedste- og efterhånden sjældent oldeforældre. Nogle hilser man kun høfligt på, og ved måske dårligt nok, hvad relationen er og hvad de hedder. Andre sætter man sig gerne ved siden af og samler op på den tid, der er gået siden sidst. Nogle behøver man ikke nødvendigvis “bruge” så meget tid på – man ser dem igen i morgen eller i næste uge, men gør det alligevel. Vi søger ofte ens nære, hvor fortroligheden, tilliden, trygheden og kendskabet er stort. 

Ved den dobbelte holdkamp i går mod henholdvis Hvidovre og Næstved i den store hal, mødtes den store familie igen. Den store badmintonfamilie, vel at mærke, fra 4760 og omegn. Efter hukommelsen kommende til fra Næstved i nord, Stege på Møn i øst og Nykøbing Falster i syd. 

I modsætning til den blodsbeslægtede familie mødes vi noget oftere i badmintonfamilien. Faktisk hver gang der er dobbelt hjemmekamp. Omkring 4-6 gange årligt. Det kan kun få rigtige familier hamle op med. I hvert fald ikke min! Og kernen i badmintonfamilien ser jeg desuden 1-2 gange hver uge nærmest året rundt. 

Som med de ovennævnte begivenheder er der også ritualer, rutiner, traditioner, procedurer, protokoller, regler etc forbundet med holdkampe. Nogle er nedskrevet. Andre, og vel de fleste, er mundtligt og i praksis overleveret og overtaget, og reproduceres hver gang, således at nyere og yngre generationer forhåbentligt vil videreføre dem. 

Hver familie har sine egne ritualer. Det har hver klub også. 

Kort samling og tale af træner ved sidste træning forud for holdkamp. Holdopstilling fra træner i løbet af ugen via gruppe-messenger. Holdleder-peptalk via sms 1-2 dage før, og igen 15 minutter før kampstart. Andetholdet sørger for inden kampstart kl 14.00 at gøre hallen klar – tællertavler, -borde og reklameskilte bæres ind, den orange kasse med brugte bolde og musikanlæg køres ind fra det kolde depotrum, gulvet køres over med en våd klud, nettene opstilles (der har ofte været tennis i hallen frem til kl 13.00), Gitte bager VBKkage og sørger for bordudsalg, andre spæder til med hjemmebag, som vi tilbyder gratis med kaffe, og holdleder Allan sørger for holdkampseddel og afvikling.

5 minutter før kampstart mødes vi, 10 spillere og holdkaptajnen, i en lille rundkreds, strækker armen frem så vores hænder mødes i centrum hvorpå vi råber:

“Vi er gamle. Vi er grå. Vi er ikke til at slå. Der er også nogle unge. De er ikke nær så tunge. VBK”

Førsteholdet, der starter kl 15.00, klarer oprydningen, når de er færdige. 

Ved vores dobbelte hjemmekampe fyldes hallen af de fire hold og de medrejsende fra udeholdene og af vores egen badmintonfamilie. Rigtige familiemedlemmer, venner, bekendte og “overskudsspillere” i alle aldre. Fra små næsten nyfødte til oldeforældre. 

Som ved “rigtige” familiebegivenheder er der personligt mange, jeg genkender, men ikke ved hvad hedder og knap nok kan huske, hvad deres relation er. Mange, som jeg hilser på, men desværre ikke har tid til at snakke med. Mange jeg når at veksle et par ord med og relativ få, jeg snakker mere indgående med. Sådan er jeg. Under holdkampe sidder jeg sjældent ned og har svært ved både at snakke og følge med i kampene. Andre har det anderledes. 

Vores hal har en “tydelig” akustik og deres stemmer fra bænkene, og alle andres, bæres let rundt og ind på banerne. Lydbilledet er enormt. Som en mur. Phil Spectors “Wall of Sound”. Det er fedt. Det er sådan, det skal være. Ingen “hys hys tennis stemning” her. Det er atmosfære. Kunne være herligt at opleve ved Denmark Open. Den danske holdturnering kan noget på mange planer og parametre. 

I mine yngre dage var holdkampe forbundet med fest og alkohol. Lange snakke efter kampen i hel eller delvis nøgenhed i omklædningsrummet, ofte med indtagelse af adskillige øl. Med fællesspisning. Næsten altid et heldagsarrangement og op til 24 timers varighed.

Sådan er det ikke længere hver gang. Tiden er en anden. Vi er også nogle, som er blevet pænt ældre og har familie. Og for mit vedkommende overmander trætheden mig ofte også hen på aftenen. 

Lørdagens kampe udmøntede sig i en stor sejr og et knebent nederlag. Begge hold kvalificerede sig til oprykningsspillet, der starter om mindre end 14 dage. Så kører cirkusset igen. Det er genialt! 

Per Damkjær Juhl